Singer/songwriteren Polite er velsignet med et mysterium af en stemme

EP. Da singer/songwriteren Polite tidligere på året debuterede med singlen ’Analysis Paralysis’, var det svært ikke at blive bjergtaget.

Med sin rastløst søgende, men alligevel iørefaldende melodi og sin uudgrundelige, men følelsesmæssigt resonerende tekst – »Across the room / There’s a dream / You left for me / To find again / And again« – hører den til blandt de bedste sange, der er udkommet i Danmark i år.

På de seks sange, der udgør debut-ep’en ’The Green House Has Been Asking About You’, holder hun det høje niveau. 

Lyt blot til ’Blossom, Cherry’, der kombinerer et uimodståeligt omkvæd med en tekst, der går Bertold Brecht i bedene med sin totale fremmedgørelse: »Imagine the things we could do with these great hands«, synger hun, som om kroppen er noget fordækt, hun har gemt i en kasse under sengen. 

Polite er velsignet med et mysterium af en stemme. Hun formår i blot et enkelt ord at lyde både åndeløst ekstatisk, som om hun er ved at erklære sin kærlighed, og dystert tilbageholdende, som om hun hvisker en mørk hemmelighed direkte i dit øre. 

I en sang som den pastorale, fingerspillede ’Friends of Friends’ er vokalen indspillet på så nært hold, at man kan høre hvert et åndedrag. Læberne, der fugter hinanden. Netop fordi Polites stemme er så unik, giver det mening, at de musikalske arrangementer er nedskaleret til det allermest basale.

»Intet slår to guitarer, bas og trommer«, er Lou Reed kendt for at have sagt, og det er heldigt, for på Polites debut-ep får vi stort set ikke andet.

Tilmed har man valgt at indspille instrumenterne helt tørt – uden anden rumklang end den, der naturligt emmer fra det kapel, Polite gemmer i sin stemme. Det var et godt valg.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Jeg har en Pinterest-mappe med billeder af madopskrifter fra 70’erne – mest såkaldte gelésalater, hvor en excentrisk sammensat salat er indespærret i en stor gelatineklump. Mange finder konceptet frastødende, men det gemmer på sin egen logik. 

Man tænker, hvad mon disse rejer skal sammen med det kogte blomkål, den syltede pære, de eddikesure oliven og de underligt lyserøde skinketern? Der er brug for geléen, tror jeg, for at forhindre, at de ellers åndsforskellige ingredienser flygter fra hinanden.

På samme måde forholder det sig i Polites musik. Det instrumentale bagtæppe er i sig selv uden nævneværdig smag, men ligesom geléen er det en nødvendig foranstaltning for at undgå, at Polites stemme og hendes som oftest obskure lyriske billeder svæver helt ud i æteren og forsvinder. 

Undtagelsen er det næsten seks minutter lange afslutningsnummer ’The Green House’, der udvider paletten med et tyst klaver, fuglefløjt og hvirvlende synthesizere, der bygger op til et næsten psykedelisk crescendo. 

»Curiosity is what killed the cat«, minder Polite os om fra et sted inde i det ekspansive lydbillede. Men heldigvis lader det til, at der er masser af musikalsk nysgerrighed, som Polite bare venter på at udforske.

---

Kort sagt:
På sin debut-ep imponerer Polite med sin evne til at harmonere sin abstrakte sangskrivning og sin eventyrlige stemme med arrangementer, der holder hendes univers fast forankret til jorden.