I et nyt søgsmål beskylder den amerikanske duo Twenty One Pilots den kinesiske netmarkedsplads Temu for at sælge forfalskninger af deres merchandise. Det skriver blandt andre Rolling Stone.
Søgsmålet kommer lige op til udgivelsen af duoens nye album ‘Breach’, der udkommer på fredag, hvilket man kan forestille sig sætter bandets merchandise i særlig høj kurs.
Søgsmålet består i store dele af screenshots af de angivelige merch-kopier, der er tilgængelige på Temus hjemmeside, og som omfatter alt fra plakater og trøjer til sokker og kopper.
Nogle af produkterne hævdes at være direkte kopier af varer tilgængelige på Twenty One Pilots hjemmeside. Andre er varer, der bruger billeder eller visuel grafik, der kan associeres med duoen – for eksempel coveret til albummet ‘Blurryface’ fra 2015.
I søgsmålet lægger duoen ikke skjul på, hvordan de generelt har det med selskabet og dets etiske kodeks: »Temu er bredt anerkendt som et af de mest uetiske selskaber, der opererer i dagens globale marked«, lyder det.
»I stedet for at regulere sine produkter og beskytte mod (ophavs)krænkelser, vælger de at profitere på sådanne produkter og tilsidesætte kunstneren og mærkets rettigheder«, står der også.
Til Rolling Stone udtaler en repræsentant for Temu, at selskabet »respekterer andres immaterielle rettigheder og tager alle krænkelsessager alvorligt«, og at Temu vil forsvare sig kraftigt mod »ubegrundede påstande«.
Twenty One Pilots er ikke de første musikere til at sagsøge Temu for krænkelser af ophavsretten. I sidste måned blev selskabet sagsøgt i en lignende sag af repræsentanter for den afdøde rapper MF Doom.
