Musikken opstod mellem Caroline som en sprællevende organisme på Alter Festival
KONCERT. Der var noget helt særligt ved måden, hvorpå de otte musikere i det britiske postrockband Caroline bevægede sig på scenen, da de spillede på VoxHall under den lille aarhusianske festival Alter.
Under mørkegrønne tekstiler, der lignede en lavine af visne blade, stod de i en halvmånelignende formation og rokkede deres kroppe ind mod hinanden i bølgende bevægelser, der fulgte musikkens skæve rytmik, som om de blev styret af en usynlig, kosmisk slangetæmmer.
Bevægelserne illustrerede, at deres ellers ekstremt intrikate og yderst avancerede musik, der trækker på alt fra pastoralidyllisk folkemusik til hæsblæsende free jazz, ikke kun er et produkt at matematisk indstudering, men at den derimod opstår mellem dem som en sprællevende organisme.
Det stod klart fra det øjeblik, koncerten begyndte med den paradoksalt betitlede ’Song Two’, der ligesom resten af koncerten vekslede virtuost mellem forskellige typer af gåsehudsfremkaldende intensitet.
Én type, der blev opbygget af til stadighed mere uigennemtrængelige lag af forvrængede guitarer, dissonante strygere, kollapsende trommerytmer og hylende blæsere, som voksede til en brutal mur af støj. Og en anden, der i højere grad overvældede ved fraværet af lyd, og hvor vokalerne fik lov til at stå i centrum i al deres upolerede skønhed.
Carolines mest prominente vokalist, Jasper Llewellyn, synger som en engel. Hvis altså den pågældende engel var blevet banket gul og blå og lå klynkende under en motorvejsbro efter at være blevet smidt ud af bagagerummet på en lastbil. Så hudløs, hårrejsende og unægteligt indtrængende var hans stemme, når den slyngede sangenes paradoksale lyriske motiver ud mod publikum.
Jeg tror, at jeg ville være blevet tryllebundet blot ved at høre ham synge for sig selv alene i sin brusekabine, men nok så imponerende var hans vokale samspil med de andre musikere, der med hver deres herligt skæve stemmer pludselig brød ind i lydbilledet på de helt rigtige tidspunkter.
Som det autotunede tågehorn af en stemme, der pludselig ramte ørerne som en rambuk i midten af ’U R Ur Only Aching’, de gutturale, dybe udråb fra en af guitaristerne, der punkterede den strygerbårne skønhed i ’Good Morning (Red)’ eller den kalejdoskopiske call-and-response, der animerede den sitrende jazzrock i ’Dark Blue’.
Da Magdalena McLean sænkede sin violin for at overtage den operatiske sirenesang fra gæstevokalisten Carolien Polachek i det melodiøse højdepunkt i bandets diskografi – den surrealistiske single ’Tell Me I Never Knew That’ – stod hun og trippede nervøst på spidserne af sine tæer som en bokser, der venter på at komme ind i ringen. Man forstod hende godt.
Men hjulpet på vej af harmonier fra resten af bandet nærmede hun sig det nærmest sublime. Caroline er et band, der løfter i flok.
Det var også det indtryk, jeg stod tilbage med, da ’Two Riders Down’ kulminerede i et øresønderrivende instrumentalt crescendo, der i fire gåsehudsfremkaldende minutter blev strukket til sit absolutte bristepunkt. Og da koncerten sluttede med ’Total Euphoria’ – en ganske rammende titel – der lyder som to sange spillet på én gang, og som fungerede udelukkende på grund af de otte musikeres totale disciplin og sympatiske mådehold.
I aften spiller Caroline på Loppen i København, og det skal formentlig nok skal blive endnu en stor musikalsk oplevelse. Også uden de mørkegrønne, bladlignende tekstiler, der viste, at den aarhusianske Alter Festival har en sans for iscenesættelse udover det sædvanlige.
Kort sagt:
Alt gik op i en højere enhed på den aarhusianske Alter Festival, da det britiske postrockband Caroline trakterede med gåsehudsfremkaldende vokaler og ekstremt intrikat samspil.