KOMMENTAR. Det var lillejuleaften i 2021. Jeg var hjemme og besøge familien. Vi hørte min faste jule-playliste, der selvfølgelig prydes af Mariah Careys megahit ‘All I Want for Christmas Is You’.
En sang, der fortjener en hel artikel i egen ret. Eller måske to?
Mens pejsen brændte, og Mariah Carey udfoldede sit imponerende register over den Phil Spector-hyldende produktion, stillede min far mig et spørgsmål, der forargede mig: »Er Mariah Carey egentlig ikke lidt et one-hit wonder? Har hun andre sange, man husker, end julesangen?«.
Kunstneren med næstflest amerikanske hitlistetoppere nogensinde. Hende, der sang ‘One Sweet Day’ – sangen, der i sin tid satte rekorden for den længste amerikanske førsteplads nogensinde.
Min far forsvarede sig med, at jovist, hun var stor i USA, men havde hun virkelig slået sig fast i Danmark?

Det korte svar er selvfølgelig ja. Sange som ‘Without You’, ‘Anytime You Need a Friend’ og ‘Fantasy’ dominerede de danske radioflader i 1990’erne, og så sent som i 2013 kunne man knap nok tænde for P3, P4 eller hedengangne P7 uden at høre Miguel-duetten ‘#Beautiful’. Sange som ‘Dreamlover’ er til stadighed i P4-rotation.
Men det lange svar er, at noget nagede mig ved det spørgsmål.
Jeg spurgte samme aften ud på de sociale medier, om folk delte min fars opfattelse, og til min endnu større forargelse lød over halvdelen af svarene, at jo: Mariah Carey var et one-hit wonder i Danmark. Hun kunne populærkulturelt reduceres til sin julesang.
For mine øjne så jeg en af sin tids største og vigtigste popkunstnere blive så godt som skrevet ud af historiebøgerne.
Det blev de sidste to år også reflekteret i de amerikanske musikinstitutioner. Hun blev nomineret til The Rock and Roll Hall of Fame i både 2024 og 2025 (det var på tide!), men hun blev ikke stemt ind nogen af årene. I stedet måtte hun vige pladsen til fordel for musikhistoriske fodnoter som Peter Frampton, Bad Company og Chubby Checker.
På fredag udgiver Mariah Carey albummet ‘Here for It All’ – hendes første i syv år. Lad os i den anledning dykke ned i, hvorfor hun er meget mere end blot hende med julesangen og de fem oktavers vokalregister.
Indflydelsesrig fra første single
R’n’b er på papiret en genre, der strækker sig helt tilbage til slutningen af 1930’erne. Men den musik, vi kalder r’n’b i dag, blev for alvor født i 90’erne, og her er Mariah Careys debutsingle, ‘Vision of Love’, en af grundstenene.
‘Vision of Love’ vakte nemlig opsigt for Careys brug af melismer – altså vocal runs, hvor man strækker én stavelse over adskillige toner.
35 år efter ‘Vision of Love’ er melismatiske sangteknikker så allestedsnærværende i r’n’b, at det nok er det første, man vil kaste sig over, hvis man blev bedt om at synge »r’n’b-agtigt«. Og der skulle da ikke gå længe efter udgivelsen af ‘Vision of Love’, før melismer var over det hele.
Og når vi rammer den flashy afslutning på nummeret, hvor Mariah Carey brager derudaf? Det er ekkoer af den outro, der – bevidst eller ubevidst – kører i baghovedet på mangt en ‘American Idol’- eller ‘X Factor’-deltager, der skal vise sin vokale spændvidde frem.
Carey var også forude for sin tid, hvad gjaldt sangskrivning. En sang som ‘Someday’ blev til ved, at hendes samarbejdspartner Ben Margulies programmerede et beat, mens Carey fandt på en stribe af hooks og tekstbidder, der til sidst blev sat sammen.
Denne beat-orienterede sangskrivningsmetode kender enhver fast seer af Anton Westerlins YouTube-serie ‘Bag gardinerne’, men da ‘Someday’ udkom i 1990, var det uhørt i pop-mainstreamen.
Med titelnummeret fra albumtoeren ‘Emotions’ bragte hun disco tilbage til toppen af hitlisterne, efter at genren havde været så godt som kommercielt bandlyst i over et årti. Men i 1991 var genren klar til atter at brage ind på radiofrekvenserne i kølvandet på det igangværende house-boom.
MC Mariah Carey
Hun var også blandt de popstjerner, der tidligst flirtede med hiphop. Til dels ved at benytte sig af sampling på hits som ‘Dreamlover’ fra 1993, men nok mest markant, da hun i 1995 udgav Bad Boy Records-remixet af ‘Fantasy’.
‘Fantasy’ samplede i forvejen Tom Tom Clubs hiphop-hyldende ‘Genius of Love’, men da Puff Daddy producerede en ny udgave af nummeret, og den evigt gakkede Ol’ Dirty Bastard fandt vej til mainstreampoppen gennem et gæstevers, var der skrevet historie. Det var i øvrigt Carey selv, der ønskede, at det specifikt skulle være ODB, der lagde gæsteverset.
‘Fantasy’-remixet var også en dengang uhørt kommerciel succes for Puff Daddys Bad Boy Records. Men lad os nu ikke bebrejde Mariah Carey for, at Puff Daddy blev en megastjerne.
Der var tidligere eksempler hist og her på r’n’b-sange, hvor rappere lagde et gæstevers – Bobby Brown på Glenn Medeiros’ ‘She Ain’t Worth It’, Grand Puba på Mary J. Bliges ‘What’s the 411’ – men den virkelighed, vi lever i i dag, hvor nærmest alle store pop- og r’n’b-album har mindst én gæsterapper, kan i høj grad spores tilbage til ‘Fantasy’.
De fleste Mariah Carey-album siden da har haft besøg af gæsterappere, og mange af hendes store hits udkom sidenhen også i rap-remixes. Puff Daddy producerede tilmed – i samarbejde med Q-Tip og Ali Shaheed Muhammad fra A Tribe Called Quest (!) – Careys 1997-megahit ‘Honey’.
1996-hittet ‘Always Be My Baby’ udsprang af, at Carey til at starte med ønskede at synge over beatet fra Wu-Tang Clans ‘C.R.E.A.M.’. Sangen endte ikke med benytte det sample, men det siger meget om den nysgerrighed, Carey havde over for hiphoppen.

»Okay, Mariah Carey har sunget nogle vigtige sange«, tænker du måske. »Men hun har jo bare været det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og sunget, hvad andre har stukket i hænderne på hende«.
Og der tager du helt fejl. Mariah Carey har hele vejen gennem sin karriere været sangskriver. ‘Hero’ udsprang faktisk af, at hun ville begynde at skrive sange for andre. Men du kender pladeselskaber: Da de hørte, at hun havde skrevet et potentielt megahit, vurderede de, at hun selv skulle synge den.
Men hun har skrevet til kunstnere som Faith Hill, Blaque, Daryl Hall og endda hendes faste korsanger Trey Lorenz, da han forsøgte at lancere en solokarriere. I 1996 startede hun tilmed et pladeselskab ved navn Crave, hvor hun skrev sange til r’n’b-grupperne Allure og 7 Mile.
Mariah Carey var jævnligt på toppen af hitlisterne i knap to årtier. Ikke kun grundet sin vilde stemme, men også grundet sine kunstneriske impulser, som hun altid var villig til at skubbe i nye retninger. Det er der ikke mange kunstnere, der har kunnet prale af, og det har krævet en massiv indsats.
Hun har inspireret et hav af kunstnere – fra Ariana Grande og Christina Aguilera til selveste Beyoncé. Selv Grimes har sagt, at hun startede sit musikalske virke takket være Mariah Carey.
Den slags var aldrig sket, hvis alt, Mariah Carey havde at byde på, var sit julehit og sine fem oktaver.
‘Here for It All’ udkommer 26. september.
