ANBEFALING. »Er det, fordi der er kamera på? Dybt seriøst, på min mors grav, du plejer altid at grine af mine jokes!«, råbegriner Noah Carter i det allerførste afsnit af ’Bag gardinerne’.
Men selvom rapperen dermed insinuerer, at der foregår en forstillelse for kameraet, får jeg indtrykket af, at ‘Bag gardinerne’ giver et ret realistisk indblik i, hvordan det foregår, når Anton Westerlin laver tracks med Danmarks største rappere og talentspirer fra poppen og r’n’b’ens verden. Hans YouTube-serie giver en type adgang til tidens mest omtalte musikere, som man ikke får andre steder.
Anton Westerlin er i løbet af få år blevet en af de mest træfsikre producere herhjemme, og han har stået bag uundgåelige tracks som ‘Er her’ med Kesi og Artigeardit, ‘Gode dage, gode drinks’ med Lamin og D1mas ‘Forsvinder aldrig’. Senest har han været hovedproducer på både Kesis album ’FOMO 88.8 FM’ og Lamins ’Skyll’.
Men de seneste otte måneder har den succesfulde producer også markeret sig som musikformidler og fast udgivet et afsnit om måneden af YouTube-formatet ‘Bag gardinerne’.
Sammen med artister som Kesi, Lamin og Noah Carter løfter han her sløret for, hvordan det foregår, når begyndelsen og slutningen på ny lyd tager form i studiet.
Det er forfriskende at få direkte adgang til arbejdsprocessen, når vi gennem et gråtonet hjemmekamera bliver inviteret helt ind ’bag gardinerne’, som programmet jo også hedder.
Det viser sig, når en hæs, tømmermandsramt Noah Carter vælter ind i første episode og fortæller om en sindssyg bolognese, manden bag kameraet, Oliver Zaza, har lavet med fire pakker oksekød til tre personer (slap af, som Noah selv siger det).
Det føles hurtigt helt hjemligt, når Carter får finpudset sin fade, mens han brokker sig over, at hans jokes ikke lander.
Pointen med ‘Bag gardinerne’ er nemlig at lave et nyt track i hvert afsnit. Men også at vise vejen dertil og stemningen i studiet.
Få mennesker i rummet
Hver gang Westerlin trykker play og venter på en reaktion fra artisten på sit beat, tager jeg mig selv i at blive mindst lige så imponeret, som da min gamle håndboldtræner viste hele paletten af skudfinter. Westerlin er leveringsdygtig i alt fra housede hiphop-produktioner til bløde D’Angelo-vibes.
Carter begynder at jamme over et Griselda-type-beat, og det er ikke alle lyrics, der lyder genialt med bolognesetømmermænd og ti minutters forberedelse. Men små svipsere som den svingende kvalitet i teksterne er netop det, der gør artisterne i ’Bag gardinerne’ relaterbare. Det føles virkeligt.
Den småkaotiske salonstemning er tonet ned i andet afsnit, hvor August Høyen lægger vejen forbi. Her begynder ‘Bag gardinerne’ at finde sin form, hvor man i højere grad føler sig som én, der er blevet nøje udvalgt til at komme med ind i cockpittet, end som én der har crashet en fest.
Høyen kommer lige fra badminton, og vi finder ud af, at selv en af de mest efterspurgte producere i Danmark har prøvet at spille 30-års-krisesporten nummer 1: Paddle. Det er små ledetråde som disse, der viser, hvem artisterne egentlig er.
Man tager sig i at føle, at de kunne være dine nye bedste venner, du er faldet i snak med på rygeraltanen.
Skabelsen af et ægte hit
Westerlins artist-sessions bliver virkelig vakt til live, da Mas kommer på besøg.
One-liners som »hun føler mine ord ligesom blindskrift« bliver bouncet frem og tilbage, og vi får et afvæbnende kig på, hvordan en af Danmarks mest lovende rappere stykker sine tekster sammen.
Samtidig føles det også som en hel tag-selv-buffet, når artisterne efterspørger beats med en særlig vibe, og Westerlin leverer, som var han et Wolt-bud. (Du tager den bare, Mas).
’Bag gardinerne’ skildrer også skabelsen af et ægte hit, da Lamin kommer på besøg. Først får han lige bedt Westerlin om at rydde sine vodkaflasker op, fordi »der godt lige må se lidt anstændigt ud«.
Så får vi ægte BTS-materiale i form af et vers, Lamin i sin tid lavede til ‘Er her’. Og til sidst ser vi, hvordan Anton Westerlin rent faktisk arbejder, da han hiver sin synth frem og krydrer produktionen med melodier og hooks.
Resultatet af den session bliver til ‘Chanel Freestyle’, som nu er blevet streamet mere end ni millioner gange på Spotify.
Jeg forstår godt, at Anton Westerlin ikke kan lade være med at klappe til sidst, når de to, på hvad der føles som en halv time, har ramt et helstøbt track, der starter med bouncy Internet Money-energi og slutter i eskapistisk hiphop-house.
Udfordrer formatet
Formatet bliver udfordret i de seneste to episoder, hvor Westerlin i første omgang inviterer Kundo ind under en pavillon i silende regnvejr på Roskilde Festival.
Der er pakket med mennesker under Harald Nyborg-afskærmningen, og hvad der kunne være druknet i regn og menneskekaos bliver til en ret cute samtale om nervøsitet til shows og at høre sin musik blive spillet på Danmarks mest ikoniske scene.
Her viser det sig også, at talent ikke behøver finere rammer end en pavillon holdt sammen af gaffatape og 15 graders gråvejr, når Westerlin parrer bouncy west coast-energi med melankolske violiner, mens Kundo rapper tilpas dovent om farlige højrehug.
Mindre godt fungerer det, da Anton er trukket i loafers og rykket ud i en rungende Royal Arena sammen med Kesi, en masse fejebiler og dytteri i baggrunden.
Til gengæld er det en af de gange, hvor både produceren og artisten virkelig skinner, og samarbejdet her er også endt som et udgivet track: ’Barn af Byen Freestyle’.
Det er kombinationen af naturlige, intime samtaler og det talent, der udfolder sig for øjnene af én, der gør formatet dragende, og som giver mig lyst til at rykke ind i Westerlins studie.
‘Bag gardinerne’ er den perfekte blanding af et kig ind i musikmaskinrummet og en følelse af, at fremmede bliver til venner a la ‘How it feels listening to podcasts’-memet, hvor en dreng sidder foran en plakat af tre mennesker og føler sig som en del af gruppen.
Alle afsnit af ‘Bag gardinerne’ kan ses på Anton Westerlins YouTube-kanal.