»Det er ikke bullshit«: ‘Weapons’-instruktør bekræfter fortsættelse

»Det er ikke bullshit«: ‘Weapons’-instruktør bekræfter fortsættelse
'Weapons'. (Foto: Warner Bros.)

’Weapons’ har været sensommerens helt store horrorhit og -samtaleemne, siden den fik premiere i biograferne i starten af august. 

Med succesen in mente er der allerede blevet spekuleret i den oplagte mulighed for at bygge videre på historien om de 17 skoleelever, som på mystisk vis forsvinder fra deres hjem på præcis samme tid om natten.

Det bliver tilsyneladende også til realitet, for instruktør Zach Cregger bekræfter nu i et interview med Fangoria, at han har endnu en film i ærmet: »Det er rigtigt, og jeg har talt med Warner Bros. om det. Der er en historie, og jeg er ret begejstret for den. Det er ikke bullshit«. 

Filmen kommer, såfremt Warner Bros. giver grønt lys, til at dreje sig om den heftigt sminkede tante fra helvede, Aunt Gladys, som i ’Weapons’ blev spillet af Amy Madigan. Hun har tidligere udtalt til Entertainment Weekly, at hun er lun på ideen, »men i denne branche er intet virkeligt, før det er virkeligt. Men jeg elsker Gladys, så jeg vil lade det være ved det«. 

Cregger forklarer desuden, at han har haft ideen til endnu en film helt fra starten af: »Jeg var klar. Jeg havde den allerede lidt i lommen, inden filmen (‘Weapons’, red.) kom ud«. 

Den amerikanske instruktør slog igennem med ’Barbarian’ i 2022, og han har nu, udover en ’Weapons’-prequel, et par andre projekter på tegnebrættet. Cregger arbejder på et ’Resident Evil’-remake, som står til at få amerikansk premiere til september næste år, og ifølge Deadline har han også færdiggjort et manuskript til en kommende sci-fi-film ved navn ’Flood’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af