Det første jeg gjorde, da den triste nyhed om Jørgen Leths død tikkede ind mandag aften, var at gense ’De fem benspænd’. Og det første, der slog mig bagefter, var, hvor vigtig den film er. For at forstå Leth. Og for hans eftermæle.
I den berømte dokumentar fra 2003 udfordrer Lars von Trier sit idol til at genindspille dennes kortfilmmesterværk ’Det perfekte menneske’ fem gange, defineret af Triers lumske regelsæt, som forsøger at få den kølige betragter Leth på glat is. Leth skal gøre alt det, han finder mindst naturligt. I første udfordring må der ikke være mere end 12 frames mellem hvert klip. I den tredje skal han lave filmen helt uden regler. Senere skal han lave en tegnefilm. Han hader tegnefilm.
Triers mission er at banalisere Leth, som han siger. Og i det brev fra Jørgen til Lars, som Lars selv har skrevet, men som Jørgen skal læse op i Triers sidste benspænd, erkender den danske provocateur, at han havde prøvet at blotte sin ældre kollegas usikkerhed og usleste sider, at afsløre ham som et lige så skælvende menneske som ham selv.
Men det lykkedes ikke. Jørgen Leth blev aldrig for alvor rystet. Han leverede gang på gang en overbevisende kunstnerisk løsning. »Du ville afsløre mig, men afslørede dig selv«, som Leth siger om Trier, altså med Triers egne ord.
»Jeg søger virkelig«
Da Gyldendals forlagsdirektør viderebragte nyheden om Leths bortgang til offentligheden i går aftes, sagde han, at »stemmen er blevet tavs«. Og den karakteristiske nasale stemme, der ville kunne læse op af CPR-registret og stadig få det til at lyde som poesi, er måske også, hvad mange tænker på, når de tænker på Jørgen Leth. Når man læser nekrologernes beskrivelser af levemanden og myten Leth, kan man få indtrykket af en excentriker, en jukebox af oratoriske udfoldelser.
Men i sammenstødet Leth-Trier i ’De fem benspænd’ er det afgjort sidstnævnte, der er excentrikeren. Leth lytter og smiler, høfligt og begejstret, og hans svar kommer næsten udelukkende i form af den kunst, han sender tilbage i ansigtet på den sadistiske lærling: overraskende helstøbte nyfortolkninger af ’Det perfekte menneske’.
Leth er mindst lige så fascineret af Trier, som Trier er af ham. Og enhver, der har været i Leths selskab, vil kunne skrive under på, at han interesserede sig oprigtigt og ydmygt for andre mennesker.
Kunne man tænke, at Leth var selvoptaget og selvsmagende, var hele hans kunstneriske virke i virkeligheden funderet på det modsatte. På nysgerrigheden.
Siden barndommens passion for baneløb i Aarhus og ungdommens jazzbesættelse, der førte ham til København som journalist på Det Fri Aktuelt i 60’erne, er det hans fascinationer, der har drevet ham frem.
Hans første film, ’Stopforbud’ fra 1963, handlede om jazzpianisten Bud Powell. Han har lavet film om alt fra cykelrytteren Ole Ritter, forfatteren Klaus Rifbjerg og digteren Søren Ulrik Thomsen til journalisten Ebbe Traberg, tennisspilleren Torben Ulrich og fodboldstjernen Michael Laudrup. Han lavede film om det okkulte på Haiti, det eksotiske i Kina og det overfladiske i Amerika, og det var i virkeligheden først i de sene år, at Jørgen Leth begyndte at vende pennen og kameraet indad.
»Jeg søger virkelig. Og det har jeg gjort hele livet. Og den indstilling giver også bonus – at der er historier at fortælle hele tiden i den søgen«, som han selv sagde i podcasten ’Det sidste måltid’ i 2023.
Æstetiker med et opbyggeligt budskab
Som mange andre i min generation opdagede jeg selv Jørgen Leth gennem sport. Selvfølgelig som stemme sammen med Jørn Mader i Tour De France, som nærmest tohændigt gjorde den ellers lidt smalle cykelsport til et nationalt anliggende. Og så med filmen ’Michael Laudrup – en fodboldspiller’, som jeg sled op på vhs hjemme hos min farmor og farfar, dybt fascineret af Leths staccato-agtige beskrivelser af spillet og bag kulissen-scenerne med Laudrup, mit store idol.
Da jeg var så heldig at spise middag med Leth for nogle år siden, før jeg skulle interviewe ham i en biograf i forbindelse hans rørende introspektive dokumentar ’I Walk’, nævnte jeg, at jeg havde vist Laudrup-filmen for mine egne børn, og at den stadig holdt. Han var overrasket, for selv var han ikke specielt begejstret for filmen. Han interesserede sig grundlæggende ikke meget for fodbold, Michael Laudrup interesserede sig kun for fodbold, og det havde ikke rigtigt svinget.
Men Jørgen Leth løftede som ingen anden herhjemme sport ud af bøvet banalitet, fandt sportens store fortællinger, som var de taget ud af den græske mytologis helte og tragedier. Han elskede selv at spille bordtennis, drømte som ung om at blive cykelrytter, og i hans billede flyttede sporten pludselig ind i det danske kulturliv, blandt de højpandede og intellektuelle.
Lars von Trier ville gerne afmaskere Leth, og det er ikke, fordi Leth var en klinisk stålmand – han led både af tilbagevendende depressioner og havde temperament.
Men hans genstandsfelt var den ydre skønhed og de menneskelige dramaer. Han satte ikke vidtløftige analyser på tiden og tilstanden, han gravede ikke dybt i vores eller sit eget følelsesliv. Men han beskrev med en indlevelse og iagttagelsesevne, som smittede. Han så noget, der interesserede ham, og så videregav han sin oplevelse så direkte, at ordene ikke overskyggede den, det var stadig oplevelsen, der stod tilbage, blot højnet, fremhævet, tillagt værdi.
På den måde stod Jørgen Leth, måske også generationstypisk, i kontrast til den overvældende trang til psykologiske analyser. Han erkendte, at han havde været en fraværende far for sine børn, da de var små, men han fik et nært forhold til dem senere i livet, og han fortrød intet. Han levede livet forlæns, i det aktuelle nu og alle de kommende nu’er, han gerne ville udforske.
Han så det meningsfulde i livets overflader, det spændende i mennesker med drive og talent, det ophøjede i håndværk, grundighed og kunnen, vigtigheden i pauserne og langsommeligheden og værdien i kunsten og kulturen. Ja, kort sagt alt det besnærende langt væk fra navlen. Han var æstetiker, men med et indbygget opbyggeligt budskab til os andre om at finde nydelse og mening i livets konturer i stedet for at bruge opslidende kræfter på at grave ned under dem. Om at hvile i stilstanden, men være i konstant afsøgende bevægelse.
Samme skæbne som Rifbjerg?
Tidligere i år skrev Politikens mangeårige litteraturkritiker Thomas Bredstorff om Leths jævnaldrende Klaus Rifbjerg, at »han engang var det hedeste navn i dansk litteratur. I dag er han nærmest glemt«. Mens han levede, var mastodonten Rifbjerg tæt på det mest berømte menneske i Danmark, en institution i dansk kulturliv. 10 år efter hans død var han fortonet?
Leth var som Rifbjerg kendt for mange forskellige ting og var til sidst næsten mere myte end menneske. Men på historiens lange bane kan selv de største fyrtårne brænde ud, når alle dem, der oplevede dem ved selvsyn, også nærmer sig den sidste skillevej.
Og jeg kan frygte, at Jørgen Leth på tilsvarende vis langsomt vil blive visket ud af den kollektive hukommelse.
Han fik en kæmpe kunstnerisk revival, da det store bokssæt The Jørgen Leth Collection i seks bind samlede hele hans oeuvre som filminstruktør i slutningen af 00’erne, en filmhistorisk kraftpræstation ansporet af, at manusguruen Mogens Rukov offentligt begræd, at værkerne var ved at gå tabt.
Mange danske cineaster gennemtrawlede alle skiverne, men det skrækkelige er, at det nu er ved at ske igen. Dvd-mediet er mere eller mindre lagt i graven, og Leths film er så godt som ikke-eksisterende på de kommercielle streamingtjenester. Man kan se enkelte af Leths nyere film ses på Filmstriben, lidt flere på den relativt ukendte tjeneste Dafilms.com og en fornuftig portion hos Filminstituttets initiativ Danmark på Film. Mange er dog fortsat utilgængelige.
Den perfekte film
Det må nogen gøre noget ved.
I mellemtiden må vi værne om det, vi har. Ikke mindst ’De fem benspænd’, der forhåbentligt og formentlig kan være med til at sikre Leth hans retmæssige plads i den store danske kulturkanon. Når Danmarks vel nok største filminstruktør nogensinde kaster sit heltedyrkende lys, vil det skinne i lang tid, og personligt håber jeg mest af alt, at ’Det perfekte menneske’ via Triers intelligente narrestreger vil blive udødeliggjort på siden af danske hovedværker fra Dreyer, Henning Carlsen og Trier selv i mange år frem.
I ’De fem benspænd’ siger Lars von Trier, at han har set ’Det perfekte menneske’ 20 gange. Det kan jeg godt slå, og i dag har jeg set den igen, igen. Det er en af den slags film, der kan ændre, hvordan vi ser på verden.
Leth skabte den som en lidt indigneret-ironisk reaktion på samfundets besættelse af at definere danskerne ud fra kolde sociologiske tal. Men den er meget mere. Det er den perfekte film, en forunderlig observation af menneskedyret, både sanselig og undrende, formalistisk og legende, et lige dele klinisk og lyrisk blik på de ritualer, facader, manerer og den smerte og længsel, der gør os til … os.
Filmen kan ses ovenfor i en vel nok lidt uautoriseret version – eller mere autoriseret her. Den varer 12 minutter.
Så stop alt, hvad du ellers var i gang med. Det kan vente. Det kan vente. I Leths billede overgiver du dig til at opleve mennesket på ny, som var du et rumvæsen, der så det for første gang. Lyt til klarinettens ejendommelige lyd, se det perfekte menneske i funktion. Hvordan fungerer sådan et? Det skal vi undersøge.
Går, løber, springer, falder, går, lægger sig, lægger sig. Nu falder han. Sådan falder han. Hvordan falder han? Sådan falder han.
Jørgen Leth er her ikke mere. Han så, lyttede, skrev, filmede, fortalte.
Så faldt han. Så faldt han.