Karl Ove Knausgård er tilbage med mere kold og klaustrofobisk sjæleransagelse
ROMAN. Det er blevet tid til den efterhånden årlige litteraturbegivenhed: Udgivelsen af et nyt stykke med den komplet selvudleverende nordmand.
’Arendal’ er det femte bind i Knausfars store Morgenstjerne-serie. Hver bog kan snildt læses uden at have givet sig i kast med de andre. De er forbundne på kryds og tværs, men man kan fint følge med uden at have pløjet sig igennem de tusindvis af forudgående sider.
Serien handler om dødens ophør. Om livet efter døden. Og i høj grad også livet før døden. Det er dystert, dunkelt og kammer jævnligt over i decideret horror (sådan lidt forkølet, afdæmpet nordisk horror, men det er stadig så creepy og djævelsk, at vi er ovre i horror).
Nå, men hvad handler ’Arendal’, så mere specifikt om?
Ja, den handler mest bare om den midaldrende mand Syvert, hvis bil går i stå, så han strander i barndomsbyen Arendal og vandrer hvileløst rundt en hel nat i 1976 i bidende kulde.
Han vandrer selvfølgelig ikke kun rundt. Han tænker også en masse. Især på sin familie – konen og de to børn – men måske mere på sin russiske elskerinde Asja, som han egentlig har slået op med.
Syvert slår dog mentalt plat og krone gennem hele romanen. Skal/skal ikke. Skal han forlade sine børn og sit land, for at være sammen med sin elskede på den anden side af jerntæppet. Nej selvfølgelig ikke. Eller jo. Måske. Ja/nej! I én lang martrende uendelighed.
Læsere af det andet bind i Morgenstjerne-serien, ’Ulvene fra evighedens skov’, vil kunne genkende karaktererne og plottet, men det er lidt skuffende at sige, at der ikke sker afgørende nyt. Samtidig vil nye læsere af lige netop denne Knausgård-bog, nok opleve den som lidt stenet – for Syvert går virkelig bare meget rundt og tænker – bortset fra når han lader sin alkoholisme tage styringen. Så kommer der lidt pinagtigheder sejlende.
Som taget ud af et Edward Munch-maleri
’Arendal’ er en roman, der i høj grad er knyttet mere til sit sted end sine karakterer. Handlingen udspiller sig primært igennem en komplet stillestående isnende 20 minusgradernat i den sydnorske havneby.
Alt er låst fast i frostens isnende greb. Bevægelserne er sløvede. Landskabet spøgelsesagtigt fordrejet. Fjorden er frosset til. Der er mennesker og bål på isen. Nogle kører endda bil, hvor bådene normalt sejler.
En Toyota-pickup drøner pludselig ud af intetheden klokken tre om natten:
»Hvem kører rundt med et køleskab på ladet midt om natten i femogtyve kuldegrader?«
Knausgård opstiller tableau efter tableau. Mennesker der bliver låst i frosten som malerier. Det har en skræmmende, ubehagelig kvalitet. Alt er ladet med betydning. Verden siver ind i Syvert gennem hans søvnløse vandring.
Det er som om, han er til billedkunsteksamen i verden. At læreren står over ham og beder ham forklare, hvad bålet på isen betyder. Hvordan skal han tolke lige netop det båls uudgrundelighed i forhold til sit kærlighedsliv? Hvis gul betyder jalousi, betyder et bål på isen så: Forlad din kone?
Tableauerne er som taget direkte ud af Edward Munchs motivverden, den norske vanvidsmaler bag ’Skriget’, som Knausgård har brugt hele bogen ’Så megen længsel på så lille en flade’ på at undersøge. Det er som om, at Knausgård har villet vække stemningen og uroen fra Munchs billeder til live i sin skrift.
Det er lykkedes. Romanen er vidunderligt stemningsmættet og visuelt fortættet. Samtidig er den dog desværre også bare lidt kedelig.
Plottet er papirtyndt og allerede foregrebet i ’Ulvene i evighedens skov’. Tankegodset om dødens ophævelse er mere eller mindre gentagelser fra de andre bind i serien.
I romanens sidste tredjedel er der også hverdagsscener fra et familieliv – inklusive et middagsselskab, der går grueligt galt, men selv det virker som gentagelser fra Knausgård.
Det nye er den maleriske kvalitet. Den komplet mættede stemning, men stemningen er ikke nok til at holde læseren varm gennem den lange kolde nat.
Det svageste Morgenstjerne-bind
Selvom plottet ikke når det meget velkomponerede fjerde Morgenstjerne-bind, ’Natskolen’, til sokkeholderne er ’Arendal’ stadig læseværdig.
Knausgårds sprog er uvirkeligt enkelt. Han har en helt særlig evne til at bevæge sig fra det mindste til det største, uden at det virker forceret. Det ene øjeblik tørrer Syvert metodisk sine chokoladefedtede fingre af. Det næste tænker han over evolutionen, livets opståen og at forlade sin familie.
Midt i nattevandringen er der også flere okkulte elementer, som en midnatsseance, hvor de døde hidkaldes, og flere sanddrømme, der slår porten til virkeligheden vildt itu. Det giver mere stemning og en grufuld klang til romanen, men konsekvenserne af det djævelske udebliver.
Knausgård trækker ikke den lige så langt her, som han gør tidligere i serien. Det er ærgerligt, for det gør ’Arendal’ til en lettere skuffende læseoplevelse.
En lettere skuffende bog fra en stor forfatter, er dog stadig værd at læse. Især når den er så mørk og dragende som ’Arendal’.
Kort sagt:
’Arendal’ er Knausgårds mindst interessante bog i årevis, men den har givet forfatterskabet en ny malerisk kvalitet og er et værdigt bidrag til Morgenstjerne-serien.