Rosalías ‘Berghain’ lyder som introen til en Dan Brown-filmatisering. Det er faktisk en god ting
SINGLE. Der er ikke meget techno-energi over ’Berghain’, den strygerbårne, opera-inspirerede førstesingle fra Rosalías kommende album, ’Lux’.
Alligevel forstår man godt associationen til den berlinske natklub, for begge dyrker det svimlende og det ærefrygtindgydende som deres vigtigste karakteristika. Man skal ikke danse længe mellem Berghains brutalistiske betonsøjler, før man føler, at man er i en kirke.
I selskab med Björk, Yves Tumor og, nåh ja, The London Symphony Orchestra fører den spanske superstjerne os gennem en ultra-ambitiøs, tresproget komposition, der er struktureret som en symfonisk koncert med to hurtige satser og én langsom.
Sangen begynder in medias res med strygerne, der spiller som lyn og torden, og Rosalía helt oppe i sit mest intense overdrev. Herefter tager Björk over og fører os ned ad mystiske, tilrøgede korridorer, før vi ender i darkroomet sammen med Yves Tumor, der står klar, stønnende, med pisken i hånden: »I’ll fuck you ’til you love me«.
’Berghain’ er lyden af Rosalía, der flekser sin konservatorietrænede stemme og sin kandidat i musikvidenskab, og resultatet er bjergtagende på samme måde, som det er at se en virkelig dygtig trapezkunstner.
De flødeskumstykke strygerpassager minder en hel del om Vivaldis ’Vinter’, mens det dramatiske korarrangement er usandsynligt tæt på Carl Orffs ’Carmina Burana’. Rosalías floromvundne tekst er godt nok mestendels på tysk, men hendes svulstige vokaliseringer er langt tættere på Bellinis skønsang end på Wagners weltschmerz.
Hvilket i virkeligheden bare er en besværlig måde at sige, at ’Berghain’ er totalt kitsch. Sangen lyder i passager som introsekvensen til en Dan Brown-filmatisering. Jeg kan allerede se Tom Hanks komme løbende gennem en fakkeloplyst krypt.
Men det er faktisk en god ting. Et af de mange charmerende træk ved Rosalía har altid været hendes forkærlighed for den herligt smagløse grandiositet, de kun har i katolske lande. Hendes univers har altid været fyldt med store motorcykler, tyrefægtning, religiøs plastikikonografi og lange, kunstige negle.
Som så ofte før hos Rosalía er ’Berghain’ på én og samme tid imponerende, rørende, lidt fjollet og alt for meget. Og – et sted bag den kunstfærdige facade og forvirrende struktur – også en egentlig ret iørefaldende popsang.