’Det nye år’: Paprika Steens sjove og sørgelige nytårsfilm kan sagtens ses every year, James
FILM. Paprika Steen har nok altid følt, at hun stod uden for fællesskabet, ofte misforstået og stemplet som for meget.
Måske er det denne outsiderposition, der har givet den danske skuespiller og instruktør hendes superkraft: et røntgensyn på vores alle sammens forstillelser og selvbedrag i de fællesskaber, vi indgår i.
Det har omsat sig til en enestående trilogi i dansk film. Først med den ramsaltede julenyklassiker ’Den tid på året’, så den lidt mere halvbagte forældreskabssatire ’Fædre og mødre’ og nu fuldendt med nytårsfortællingen ’Det nye år’.
Sammen med manuskriptforfatter Jakob Weis er Paprika Steens særegne blik på tværs af de tre film en aldrig mindre end underholdende blanding af kynisme og varme. Og mens humoren i de to første film stod skarpere end de lidt mere forcerede følelseslag, har makkerparret denne gang moduleret de alvorlige lag mere overbevisende end tidligere.
Stadig får den en ordentlig én på nytårshatten med komik og karikaturer.
Filmen udspiller sig over en klassisk nytårsaften, fra den hektiske stemning op til Kongens store tale til paraderne, der falder, når midnat er passeret, og promillerne flyder tungt i de festslidte kroppe.
Vi befinder os næsten udelukkende i den højloftede herskabslejlighed på Østerbro, som bebos af sygeplejersken Nomi (Tuva Novotny), der forsøger at komme videre efter manden Martins tragiske død nogle år forinden.
Martin var bedste barndomsven med den private investeringsrådgiver Jens (Anders W. Berthelsen), som står for torsken med boomer-replikker, som at han har »fanget den sidste i Øresund«, og hvis udglattende hustru Charlotte (Birgitte Hjort Sørensen) må bære over med hans selvmedlidende anekdoter om sin afdøde kammerat.
Den lidt uambitiøse Kris (Christian Tafdrup) er gruppens barnløse femtehjul, ventende på at hans nye 25-årige kæreste dukker op.
Torsken er sat i ovnen til en aften ud fra same procedure as last year-devisen: De samme fjollede hatte, den samme runde med 45 sekunders taletid til hver og de samme gamle røverhistorier.
Altså lige bortset fra at Nomi tænder en bordbombe af format. Bomben hedder Finn, han er Nomis nye kæreste, og han spilles af Paprika Steen-yndling Lars Brygmann, der giver sin hysterisk morsomme akademiker i ’Den tid på året’ kamp til skægget.
Finn er en nævenyttig, nærmest socialt invasiv overlæge, som »lige lavede et horn« ud af kransekage, fordi det var så kedeligt at komme med blomster, sluger et helt fiskeøje, siger SO-lunde i stedet for sådan og inden for en times tid er i gang med at synge og spille en spansksproget udgave af ’Walk on the Wild Side’ på Martins gamle guitar. For som han formulerer det: »Jeg elsker bare musik. Hvis sandheden skal frem. Eller jeg er meget vild med musik, for nu at sige det som det er«.
Igen stadfæster Lars Brygmann med sin uforlignelige timing og repliklevering, at han er danmarksmester i at være øretæveindbydende irriterende.
Øm er også Anders W. Berthelsens privilegerede vin-connoisseur, der med butterflyen presset helt op i halsen har svært ved at indse, at han ikke har monopol på afsavnet til sin afdøde ven, mens Magnus Haugaard dukker op sent i filmen for at levere en genial zinger, der godt kunne gå over i historien.
Paprika Steen skaber ensembler, man simpelthen gerne vil være i selskab med, og hendes iscenesættelse af sigende blikke, akavede samtaler og lejlighedens mange rum er så konstant dynamisk, at jeg heller ikke ved andet gennemsyn savnede at bevæge mig mere ud i det københavnske natteliv.
Instruktøren hælder klart mere mod de folkekomiske typer end hos sine forbilleder ud i sædekomediens kunst som britiske Mike Leigh og amerikanske Mike Nichols, og indimellem bliver komikken lovlig bred. Men som hos dem lurer alvoren hele tiden under overfladen – og det mere end nogensinde i ’Det nye år’.
For langsomt viser traditionerne sig at være en sutteklud, der dulmer smerten. Nytårsritualerne maskerer, at ingen i gruppen længere er de mennesker, de var, da båndet blev smedet gennem fest og farver i den selvsamme lejlighed, hvor de nu er fortegnede figurer af deres yngre jeg.
I eksistentiel krisetid kan traditionerne give noget at klynge sig til, men her overdøver nytårsraketterne mest de råb om hjælp, der sidder fast i hjertekulen hele vejen rundt om bordet.
Mens Steen og Weiss opererede med de tvungne fællesskaber i form af familien og forældregruppen i de to forrige film, gælder det altså her den selvvalgte vennegruppe. Men duoen dissekerer originalt, hvordan det tvungne og forkrampede også kan indfinde sig i denne konstellation, når ungdommens altdominerende venskaber fortoner sig i sjældne parmiddage med velmente forsikringer om, at alt går så fint, så fint.
Når en fremragende Tuva Novotny – historiens finregistrerende anker – mod slutningen holder en dirrende brandtale, rammer filmen en stærk emotionel, ja nærmest sørgelig klangbund, som vi ikke har set mage i trilogiens tidligere installationer.
Både ’Den tid på året’ og ’Det nye år’ betragter de danske højtider som stedet, hvor ubehaget og tomheden pakkes ekstra godt ind, men også hvor følelserne bæres så meget uden på tøjet, at man faktisk får det hele sagt til slut. Hvilket jo indgyder en slags håb.
Og ligesom julen destillerer gammelt nag, hemmeligheder og løgne i familiens skød, viser nytåret sig som en perfekt ramme til at indfange det sted i midten af livet, hvor man erkender, at det aldrig bliver perfekt, mens man samtidig er i tvivl om, hvor meget u-perfekthed det egentlig er i orden at stille sig tilfreds med. New year, new me.
Mens de voksne drikker og stikker til hinanden under spisestuens stuk, sidder to teenagebørn på værelset og henholdsvis spiller skydespil og drikker fars rødvin i smug. Undervejs kommer de, Vincent og Caro, til at spille en større og større rolle for plottet frem mod et klimaks, hvor der går for meget julekalendermirakel i den.
Som det også gjaldt i de to forrige film, bliver de forsømte børn midt i forældrenes trakasserier ikke omsat til for alvor afrundede eller overbevisende karakterer.
Til gengæld lander ’Det nye år’ på en hjertelig pointe om, at vennerne – hvor meget de end er vokset fra hinanden – stadig er der til at acceptere hinandens umulige menneskelighed. Det er trods alt vennerne, man stadig kan danse rituelt åndssvagt med, uden at nogen dømmer. Og det er dem, der overbærende forstår, når man igen har valgt forkert i lykke og kærlighed.
That’s what friends are for.
Kort sagt:
Paprika Steen rammer en stærk følelsesmæssig klangbund i sin ode til venskabet og midtvejslivets hemmeligheder, løgne og selvbedrag, mens Lars Brygmann slår nye personlige rekorder i at være enerverende på den allersjoveste facon. ’Det nye år’ kan sagtens ses every year, James. Godt nytår!