’Fædre og mødre’: Er Paprika Steens stjernebesatte film den ultimative forældresatire? Desværre ikke

’Fædre og mødre’: Er Paprika Steens stjernebesatte film den ultimative forældresatire? Desværre ikke
'Fædre og mødre'. (Foto: Nordisk Film)

En af landets mest begavede skuespillere, Paprika Steen, fik sit store gennembrud som instruktør med juledramaet ’Den tid på året’.

En hysterisk morsom satire over danske familiedynamikker og traditioner, proppet som en juleand med præcise observationer og typer, der balancerede en hårfin grænse mellem karikatur og genkendelighed. Den vil blive set ved juletid i mange år frem.

Nu er Paprika Steen, igen sammen med dramatiker Jakob Weis på manuskriptet, tilbage, denne gang med en satire over en anden bærende og i disse år stærkt omdiskuteret dansk institution: Forældreskabet.

I ’Fædre og mødre’ er vi på hyttetur med 6.B på Adlerhus, en privatskole, der har billedkunst helt op til 9. klasse, og hvor det kræver en seriøs omgang røvslikkeri på den nærmest kultfeticherede rektor at få sit barn ind – og hvor man risikerer at ryge ud lige så hurtigt, hvis man tillader sig at stille spørgsmål ved det ideologiske grundlag.

Det er fjerde skoleskift for Hannah, datter af designeren Piv (Katrine Greis-Rosenthal) og lægen Ulrik (Jacob Lohmann), og i deres salgstale for rektor Adrian i filmens åbning iscenesætter forældrene deres pige som så kreativ, at man skulle tro, de forsøgte at komme af med en Hoptimist på DBA.

Selv har Hannah ikke den store lyst til endnu et skoleskift, men ind kommer hun, og fire uger efter går turen så til den årlige hyttetur, hvor forældre og børn skal rystes sammen, og hvor »alle meninger er lige gode«, som øko-alfahannen Thorbjørn (Carsten Bjørnlund) slår fast ved fællesmødet.

‘Fædre og mødre’. (Foto: Nordisk Film)

Det er på hytteturen, hovedparten af filmen foregår – i dette mikrokosmos af fællesbad, brændehugning, natløb og sammenstødende viljer, af fædre og mødre og så deres børn, der mest er statister i baggrunden for forældrenes hanekamp og hønsegård, kampdruk om lejrbålet og divergerende holdninger til opdragelse og skolegang.

Jeg har set den veloplagte trailer til ’Fædre og mødre’ mindst en håndfuld gange, særligt for det øjeblik, hvor Rasmus Bjergs farkiksede Per med mesterlig timing i sin præsentation ved forældremødet ytrer replikken: »If it don’t broken … don’… why don’t you try fix it«.

Men det er desværre også det sjoveste øjeblik i en film, der aldrig rigtigt finder sine ben at stå på. Der var dem, der mente, at Paprika Steen holdt sine karakterer ud i for strakt arm i ’Den tid på året’, men det gjorde i mine øjne intet, fordi hudfletningen af juletraditionerne var så mageløst on-point. Komikken var vigtigere end kærligheden.

I ’Fædre og mødre’ står komikken svagere. Der er bestemt sjove øjeblikke, når ensemblet af dygtige danske skuespillere synger ’Bonsoir Madame’ om lejrbålet, eller når forældremødet kører op i en spids over en diskussion, om man stadig må holde fest med kinesertema.

‘Fædre og mødre’. (Foto: Nordisk Film)

Men Paprika Steens spiddende kårde er i denne omgang for sløv. Med alt fra krænkelseskultur til utroskab og parforholdskriser på dagsordenen er filmen ikke den stramme fortælling om moderne forældre, som jeg – selv far til et skolebarn – havde håbet på.

Paprika Steen og Jakob Weis’ bærende pointe er forældreskabet som en konstant positioneringskamp – en desperat higen efter at være med i hulen, uanset hvilke skovsnegle der skal sluges. Det er opdragelse, ikke så meget for barnets velværes skyld som ud fra en angst for at ende i den forkerte ende af det sociale hierarki.

Den pointe får de hjem. Og det er også skarpt set, hvordan alle de ressourcestærke forældre har travlt med at understrege, hvordan klassens »paragraf 20-barn« Julian (filmens svar på de privilegerede skolers såkaldte inklusionsbørn), som Hannah bliver nære venner med, bare er »rigtigt sød«, mens deres blik afslører en dyb frygt for, at det introverte skilsmissebarn fra ringere kår skal inficere deres velpolerede børnegruppe.

Men ellers virker det på en underlig måde, som om manuskriptet er for langt fra de levende iagttagelser af virkelighedens forældredilemmaer, der ville have løftet materialet. Det går for meget op i flirt, bagpuleri i skoven, skabshomoseksualitet og den ’Druk’, der blev bedre beskrevet i en vis anden dansk film for et par år siden.

Ensemblet lyser langt fra så klart som i ’Den tid på året’, og for mange figurer føles underbagte – som om finesserne er trimmet med en hækkesaks for at ramme filmens nådige 97 minutter.

‘Fædre og mødre’. (Foto: Nordisk Film)

Martin Greis-Rosenthal som nyrig business-stodder i lyserød skjorte og pikket sportsvogn hænger ud med den overdrevent kække Tommy, inkarneret af Nikolaj Lie Kaas, en af Danmarks sjoveste mænd, der dog her spiller fem minutter i ’Sprængfarlig bombe’.

Mikael Birkkjærs Lasse er småalkoholiseret, men ikke så meget andet. Lise Baastrup er fint for meget på Lise Baastrup-måden, mens Rasmus Bjerg er sjov som jubelidioten, der dækker over en galopperende smerte med ihærdige vvs-forsøg og trøstespisning. Det løbende fokus på hans vægt virker dog bedaget.

Kedelig er filmen aldrig, og det havde nok været nemmere at acceptere humorens hit’n’miss, hvis dens modpol – alvoren – trængte mere igennem.

Med de ultrafølsomme Mazzy Star og Sufjan Stevens på soundtracket i centrale passager bekender Paprika Steen kulør med sit ønske om at lave noget, der ikke kun kildrer lattermusklerne, men også rører og vedkommer.

Men dertil er fortællingens anker Piv og Ulrik, trods solidt spil fra Kathrine Greis-Rosenthal og Jacob Lohmann, for flade skitser. Piv viser ikke rigtigt andre sider end den curling-forvirrede mor, og det er også svært for alvor at sympatisere med den ellers snusfornuftige Ulrik, der efter en halv time på lejrtur sender liderlige blikke mod Thorbjørns svævende overskudshustru af en flirtende børnepsykolog, fremført med uimodståelig karisma og pink korthår af Amanda Collin.

Det er, som om Paprika Steen gerne vil grave ind til en eksistentiel kerne i denne sammenslutning af omvandrende midtvejskriser, men her står den kølige distance i vejen.

‘Fædre og mødre’. (Foto: Nordisk Film)

I ’Den tid på året’ lå hjertet hos børnene, særligt Fanny Bornedals pige Maria, der brændte inde med en alvorlig hemmelighed midt i de voksnes egoistiske trakasserier, og noget lignende er på spil i ‘Fædre og mødre’. Men børnene spiller, temaet i betragtning, en forbløffende lille rolle i filmen, og hvis det er en pointe i sig selv, er det også en, der føles en tand ude af trit med tidens forældremønstre.

Paprika Steen er inspireret af den tragikomiske sædekomedie, som man blandt andet kender fra Woody Allen og Mike Nichols, en tilgang, der føles som en ualmindeligt frisk brise over den banale folkekomik, der har domineret dansk filmkomedie i årtier.

Og der er ingen grund til at tro, at instruktøren med sit røntgenblik for friktionerne i danskernes omgang med hinanden ikke kommer til at efterlade et helt oeuvre af mindeværdige satiriseringer over vores alle sammens hykleri og falske overflader.

’Fædre og mødre’ er, ærgerligt nok, bare ikke en af dem.


Kort sagt:
Havde man håbet, at Paprika Steens ’Fædre og sønner’ var den ultimative satire over forældreskabet i Danmark i 2022, bliver man skuffet. Vi må nøjes med en mildt underholdende film.

’Fædre og mødre’. Spillefilm. Instruktion: Paprika Steen. Medvirkende: Katrine Greis-Rosenthal, Jacob Lohmann, Amanda Collin, Carsten Bjørnlund, Rasmus Bjerg, Lise Baastrup, Nikolaj Lie Kaas, Martin Greis-Rosenthal, Lisa Loven Kongsli, Merete Mærkedal, Mikael Birkkjær, Line Kruse, Lars Brygmann. Spilletid: 97 min. Premiere: I biografen 3. november.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af