For første gang i lang tid lyder Katy Perry som om, at hendes musik betyder noget
SINGLE. I den ’Final Destination’-agtige musikvideo til sin nye single overlever Katy Perry den ene dødsfælde efter den anden, inden hun til sidst eksploderer i forsøget på at tænde en cigaret.
En kende overdrevet måske, men Katy Perrys liv det seneste år – præget af så mange forhindringer, at det lugtede af en sammensværgelse – har faktisk meget tilfælles med ’Final Destination’.
Hendes seneste album, ’143’, var nærmest legendarisk dårligt, hendes rumfartseventyr blev med rette latterliggjort og den igangværende ’Lifetimes’-turné har været martret af fejlbehæftede rekvisitter, besvimende fans og Perrys brud med sin mangeårige forlovede, filmstjernen Orlando Bloom.
Men Katy Perry står stadig på benene, og den dramatiske powerballade ’Bandaids’ er både en kærestesorgshymne og en overlevers vidnesbyrd.
’Bandaids’ er ikke en stor Katy Perry-sang, men den er bedre end noget som helst, der var at finde på det sjælløse ’143’.
De mange prøvelser kan mærkes på den bombastiske vokalpræstation, der ikke ligefrem kan kaldes nuanceret, men i det mindste kan mærkes. For første gang i lang tid lyder Katy Perry som om, at hendes musik betyder noget.
De følelser, som Katy Perrys vokal koger over med, kan dog hverken mærkes i den larmende poprock-instrumentation eller i den klichéfyldte tekst.
Det er ikke, fordi alle behøver at blotte sig med samme frygtløse detaljegrad, som Lily Allen gør på sit nye skilsmissealbum. Men de tomme ligegyldigheder om det knuste hjerte, der altså ikke kan heles af et plaster, er så generelle, at de kunne være skrevet af hvem som helst om hvad som helst.
Man savner detaljegraden, der kendetegnede sangskrivningen på ’Teenage Dream’. Sammenlignet med ’Bandaids’ kunne albummets store kærestesorgssang, ’The One That Got Away’, være skrevet af Proust.
Det bedste øjeblik er, når Katy Perry – med en stemme, der lyder grænsende til gråd – råber: »It’s not that complicated / To ask me how my day is«.
Her, pludselig, er en ekstremt trist og alligevel hverdagsagtig scene fra et parforhold, hvor den enes ligegyldighed mærkes som en brutal knytnæve af den anden. Et bevis på, at Perry kunne lukke lytteren helt ind, hvis hun ville.