Efter Katy Perrys sci-fi-dystopi i Royal Arena har jeg brug for endnu en efterårsferie
KONCERT. Det er ikke nogen let opgave at gennemføre en turné i kølvandet af et album, der har modtaget lunkne anmeldelser og ovenikøbet affødt en kavalkade af shitstorme.
Endnu sværere er det, hvis den igangværende turné er blevet hånet og udnævnt til at være en fiasko på sociale medier.
Derfor må man også sige, at Katy Perry havde en rimelig stor opgave foran sig søndag aften i Royal Arena.
For hendes igangværende ‘Lifetime’-turné er allerede inden dens afslutning blevet kaldt et flop på grund af et sparsomt billetsalg i USA, et angiveligt cringe sceneshow og mærkelige, AI-lignende visuals.
Den gode nyhed er, at efter to timer i Perrys selskab var jeg faktisk positivt overrasket over, at ‘Lifetimes’-turnéen var ret underholdende på trods af, at den var nøjagtig lige så gakket og vanvittig, som internettet har fortalt.
Til gengæld var jeg efterfølgende så overstimuleret og udmattet, at jeg følte, jeg havde brug for endnu en efterårsferie.
Royal Arena blev søndag aften forvandlet til en dystopisk verden, som cyborg-Katy Perry blev sendt til jorden for at få styr på – noget med at befri nogle sommerfugle ved at gennemføre et videospil?
Dystopien fortsatte gennem hele showet og bød på bombastiske arrangementer af blandt andet ‘Chained to the Rhythm’ og ‘Dark Horse’, mens Katy Perry bevægede sig gennem forskellige virtuelle verdener befolket af alt fra skinnende mænd klædt i turkis, stilladser og gigantiske sommerfugle til ildkanoner, snurrende orkidéer og monsterorme.
Selvom det måske lyder bjergtagende, led koncerten under, at der skete så meget på scenen (og med Katy Perrys krop), at man løbende mistede koncentrationen. Hun fik bogstavelig talt sjældent et ben til jorden og brugte en stor del af koncerten flyvende, hængende, balancerende eller båret af sine dansere.
Selv da hun nåede til sættets eneste nedtonede afdeling, hvor hun spillede to numre valgt af publikum, virkede hun overgearet og sluttede det, der kunne have været et rørende moment, med et gakket »TAK FOR MAD, SLUT PRUT!« for at demonstrere sit danske ordforråd.
Det er alment kendt, at Perry er excentrisk, men med ‘Lifetimes’-turnéen er hun gået fra excentrisk til noget, der mere minder om skrupskør.
Showets narrativ var simpelthen så udknaldet, at det ingen mening gav. Sommerfugle-dystopi-sci-fi-rammen passede nogenlunde til sangene fra sidste års ’143,’ men den dræbte charmen og letheden ved sange som ‘Teenage Dream’, ‘California Gurls’ og den ellers så flotte ‘Wide Awake’, der blev iklædt den trættende ‘143’-eurodance-lyd.
Mærkeligst var det, da Perry spillede ‘E.T.’ og sloges med lyssværd, mens et grønt monster rappede på storskærmen, og store orme dukkede op fra scenegulvet. Et vanvittigt scenarie, der snildt kunne have taget førstepladsen for en af de mærkeligste ting, hun har gjort, hvis ikke hun havde taget en spontan smuttur til rummet sidste år.
Katy Perrys energi og engagement var dog ikke til at sætte en finger på, og man må give hende credit for at gå så helhjertet ind i de universer, hun sætter sig for at skabe. At de universer så er fuldstændig udmattende at være til stede i er selvfølgelig … lidt ærgerligt.
Kort sagt:
Katy Perrys energi fejlede intet i Royal Arena, men det overgearede, dystopiske show efterlod én mere udmattet end opløftet.