Netflix-aktuelle Oscar Isaac har tidligere givet den halvkontroversielle melding, at han kun ville genoptage sin rolle i ’Star Wars’-universet, hvis han »havde brug for et nyt hus« – altså hvis skuespilleren skulle overgive sig til et hurtigt cash grab.
Selvom det ikke umiddelbart ligner, at Hollywood-stjernen er i pengeproblemer, så retter han nu op på udtalelsen i et interview med GQ. Her kalder han ytringen for »idiotisk« og siger, at han godt kan forestille sig at vende tilbage til franchisen. Det vil dog kræve en væsentlig ændring i Disney-konglomeratet.
»Ja, jeg ville være åben overfor det. Men lige nu er jeg ikke så villig til at arbejde med Disney. Hvis de kan finde ud af det, og, du ved, ikke bukke under for fascismen, så ville det være fedt«, siger han.
I artiklen påpeger GQ, at interviewet fandt sted to dage efter Disneys øverste ledelse i september suspenderede Jimmy Kimmels late night-show efter værtens udtalelser om mordet på Charlie Kirk. Efter fire dage med enorm mediebevågenhed – og oprør fra Hollwood-kollegaer – vendte komikeren tilbage til programmet.
Isaac har spillet X-wing-piloten Poe Dameron i tre ’Star Wars’-fim siden 2015: ’The Force Awakens’, ’The Last Jedi’ og senest ’The Rise of Skywalker’ fra 2019.
Siden har han været travlt beskæftiget med blandt andet Paul Schrader-filmen ’The Card Counter’, Marvel-serien ’Moon Knight’ og ikke mindst første installation i Denis Villeneuves ’Dune’-univers.
Skuespilleren kan lige nu opleves som den ambitiøse videnskabsmand Dr. Frankenstein i Guillermo del Toros Netflix-filmatisering af samme navn, mens han for tiden arbejder på blandt andet en ny Apple-serie med Ana De Armas og anden sæson af Netflix-hittet ’Beef’.
