Robbie Williams designer t-shirt inspireret af Lily Allens nye album: »Jeg tænker på det hver dag«

Robbie Williams designer t-shirt inspireret af Lily Allens nye album: »Jeg tænker på det hver dag«
Lily Allen. (Foto: Charlie Denis)

Ligesom alle os andre er Smukfest-aktuelle Robbie Williams helt besat af Lily Allens nye album, ‘West End Girl’.

Så besat, at han nu har designet en t-shirt til ære for det dramatiske, selvudleverende skilsmissealbum, som vi her på Soundvenue tildelte seks stjerner.

»In a way, aren’t we all Madeline?«, står der på designforslaget, som han har delt på Instagram – med reference, selvfølgelig, til sangen ‘Madeline’, Allens western-klingende opgør med eksmandens elskerinde.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

At vi virkelig allesammen skulle være Madeline – en amerikansk, tennisspillende kvinde, hvis ordforråd i høj grad består af selvhjælpsgloser, og som har et seksuelt forhold til ‘Stranger Things’-skuespilleren David Harbour – er måske svært at forlige sig med.

Men hvis Williams mener, at vi alle sammen er fuldkommen overrumplede af afsløringerne på albummet, som Madeline må tænkes at være, har han fat i noget.

Selv skriver Williams følgende: »Jeg har arbejdet på en masse t-shirt-idéer de sidste par dage. Denne t-shirt refererer til et nummer på Lily Allens nye album. Det har været ude i et par uger nu, og jeg tænker på det hver dag«.

»Jeg kan ærligt talt ikke huske, hvornår et album sidst har overtaget mine tanker på denne måde. Det er som ‘Black Mirror’ møder Smash Hits. Og med det mener jeg: Det er sindssygt godt, foruroligende og har måske lige forudsagt de næste fem års popkultur«, fortsætter han.

Vi kunne ikke have sagt det bedre selv.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af