Sidste år udskød ASAP Rocky som bekendt ‘Don’t Be Dumb’, den længe ventede albumopfølger til ‘Testing’ fra 2018, på ubestemt tid. Nu har rapstjernen imidlertid bekræftet, at pladen lander inden årets udgang.
Det gør han i en video bragt af Vanity Fair, hvor han optræder i samtale med Glen Powell, LaKeith Stanfield og Callum Turner, skriver Stereogum.
Snakken falder undervejs på filmskaber Tim Burton, og der får Rocky til at afsløre, at den fire gange Oscar-nominerede filmkomponist Danny Elfman, Burtons hyppige samarbejdspartner, temmelig overraskende har arbejdet på det nye album. I samme ombæring nævner han, at det udkommer i år.
»Hans komponist, hans navn er Danny Elfman, og han har lige lavet mit album med mig, som jeg udgiver i år. Han har komponeret en masse af sangene på mit nye album«, siger rapperen i videoen.
ASAP Rocky og Rihanna blev for lidt over to måneder forældre for tredje gang, da en lille datter kom til verden. Parret har i forvejen to sønner.
Inden da spillede ASAP Rocky en bærende rolle i Spike Lees film ‘Highest 2 Lowest’, som fik verdenspremiere på Cannes-festivalen. Rapperen bidrog ligeledes til filmsoundtracket med de to nye sange ‘Both Eyes Closed’ og ‘Trunks’.
Forhåbentlig holder hans udtalelser stik, så får vi også får det nye comeback-album inden længe.
