KOMMENTAR. De sidste tider er langt om længe over os, og i modsætning til den bibelske forudsigelse blev de ikke indvarslet af syv trompeter, men derimod af et salvelsesfuldt klaver og en melismatisk r’n’b-vokal.
Sådan føles det i hvert fald, når man lytter til ’How Was I Supposed To Know’, det dramatiske hit af den amerikanske AI-popstjerne Xania Monet, der i starten af måneden debuterede på to af Billboards officielle hitlister.
1. november lå den nr. 30 på Adult R&B Airplay, som sporer antallet af afspilninger på tværs af amerikanske radiostationer, mens den strøg helt ind på en førsteplads på R&B Digital Song Sales, der, som navnet antyder, er baseret på salgstal fra digitale tjenester som iTunes.
Sangen er desuden blevet streamet mere end syv millioner gange, mens »kunstneren« bag har fået en pladekontrakt på tre millioner dollars.
Siden da har AI-sangeren Breaking Rusts ’Walk My Walk’ toppet Country Digital Song Sales – en hitliste, der lige nu er domineret af Cain Walker, en anden AI-kunstner, som i skrivende har indtaget både 3., 9. og 11. pladsen.
Ret skal være ret: I en tid, hvor meget få mennesker køber singler på iTunes, er de digitale salgslister usædvanligt nemme at manipulere med. Det er derfor ikke helt korrekt, når medier verden over rapporterer, at den største country-sang i USA lige nu er AI-genereret. Den titel tilkommer stadig Morgan Wallen, der om ikke andet er et rigtigt, levende menneske.
Alligevel peger den pludselige bølge af AI-generede sange på, at AI-musikkens udkonkurrering af ægte musikere ikke længere blot er et skræmmende fremtidsscenarie. Den er allerede i gang.
Tilsyneladende menneskelige følelser
De negative implikationer af denne udvikling er åbenlyse.
I sidste måned udgav rettighedsorganisationen Koda og brancheorganisationen IFPI en rapport, der viste, at AI-genereret musik alene i Danmark forventes at medføre et årligt omsætningstab på rundt regnet to milliarder kroner, hvilket svarer til 28 procent af omsætningen. I årene frem til 2030 betyder det et samlet tab på cirka 6,9 milliarder kroner.
Tidligere denne måned sagsøgte Koda den amerikanske AI-musiktjeneste Suno for at have stjålet dansk musik og brugt den til at skabe usandsynligt enslydende, AI-generede kopier uden hverken tilladelse eller betaling.
Lignende juridiske processer er i gang flere steder i verden – også i USA. Men Xania Monet peger på, at AI-udviklingen går hurtigere, end brancheorganisationerne og de juridiske institutioner kan følge med. Xania Monets musik er nemlig skabt via netop Suno.
Situationen er også bekymrende på et mere eksistentielt plan. Både r’n’b og country er genrer, der historisk set er blevet brugt til at dele smertefulde og følelsesmæssigt komplekse menneskelige erfaringer.
Det gør sig også gældende hos de AI-generede kopier. Breaking Rust synger med den rå, vejrbidte hæshed, der i country-musikken skal signalere autenticitet, mens Xania Monet patosfyldte fraseringer peger tilbage på gospel- og soul-musikkens dramatiske åndelighed og sjælfulde drama.
Uden, naturligvis, at have hverken ånd eller sjæl.
»Been beat down, but I don’t stay low / Got mud on my jeans, still ready to go / Every scar’s a story that I survived / I’ve been through hell, but I’m still alive«, lyder åbningsverset i ’Walk My Walk’, mens Xania Monets synger om en fraværende far, der bliver ved med at hjemsøge hendes kærlighedsliv.
»How was I supposed to know what love looked like / When daddy never showed me what felt right?«, lyder det i omkvædet.
Det er klichéfyldt, kluntet, kvalmende sentimental og på alle måder elendig sangskrivning, men alligevel er der noget uhyggeligt over at blive fodret med tilsyneladende menneskelige følelser og fortællinger fra en computer.
En kunstig intelligens har ingen jeans med mudder på, ingen ar til minde om verdens strabadser og ingen fraværende forældre. Den kan ikke drage et lettelsens suk over at have udholdt svære prøvelser med livet i behold.
Vi har brug for en offentlig samtale om, hvorvidt vi virkelig vil finde os i, at computere ikke alene tager vores unikt menneskelige evne til at skabe kunst fra os, men også selve den menneskelige erfaring – det menneskelige følelsesliv – blot for at sælge den tilbage til os til en forhøjet pris.
Brug for politisk handling
Af alle ovennævnte årsager er det positivt, at en organisation som Koda har taget kampen op mod Suno, men som 18 markante aktører i den danske musikbranche skrev i et fælles opråb så sent som i går, er der brug for akut politisk handling. Herunder en fælles EU-lovgivning, der beskytter kunstneres ophavsret mod misbrug fra tech-industrien.
Jeg er godt klar over, at vi ikke kan forbyde kunstig intelligens og retsforfølge dens opfindere for forbrydelser mod menneskeheden i en slags moderne udgave af Nürnbergprocessen (desværre), men alligevel kan vi godt gå meget længere, end vi gør nu.
For eksempel ved at kræve, at musikudbydere tydeligt deklarerer det, hvis en sang er AI-genereret, så alle har mulighed for at lytte til musik på et oplyst grundlag. Man må som forbruger have krav på ikke at blive ført bag lyset af ikke-eksisterende musikere.
På samme måde kunne man kræve, at streams af AI-genereret musik bliver kompenseret med lavere royalty-satser, ligesom playlister med hvid støj og regnvejrslyde eksempelvis allerede gør.
Man kunne kræve af statsejede radiostationer, at de kun må spille musik af rigtige musikere. Og nu vi er i gang, hvorfor så ikke lægge pres på eksempelvis Billboard til at ekskludere AI-kunstnere fra deres hitlister?
Som forbrugere er vi heller ikke helt magtesløse, selvom AI-tjenesterne bliver bedre og bedre til at narre os. Sange som ‘How Was I Supposed To Know’ og ‘Walk My Walk’ er bogstaveligt talt skrald, der sigter efter den absolut lavest tænkelige fællesnævner.
Ingen bør acceptere at lytte til så dårlig og intetsigende musik.
Sidst men ikke mindst er det opmuntrende, hver gang musikere protesterer mod udviklingen. For eksempel da 1.000 britiske musikere – herunder Kate Bush og Damon Albarn – tidligere i år udgav albummet ‘Is This What We Want?’, der udelukkende bestod af stilhed.
Men måske er det muligt at tage mere drastiske midler i brug.
Én af følgerne af den langvarige strejke blandt manuskriptforfattere i Hollywood var trods alt en regulering af kunstig intelligens, der blandt andet har betydet, at det er blevet forbudt at anvende AI-genereret tekst som undskyldning for at trække rigtige manuskriptforfattere i løn.
Det ville være dybt uretfærdigt at forvente af musikere, der i forvejen ofte arbejder under ekstremt prekære forhold, at de skal strejke. Men omvendt ser vi muligvis ind i en fremtid, hvor der bliver mindre og mindre at miste.