James Cameron er som bekendt ikke bleg for at lege med moderne teknologi i sine film. Det demonstrerede han i 2009 med omfattende brug af motion capture, CGI og 3D i blockbuster-sensationen ‘Avatar’.
Når det kommer til AI er han dog skeptisk og bekymret snarere end begejstret, særligt når det kommer til fuldstændigt AI-genererede skuespillere som det nye syntetiske Hollywood-talent Tilly Norwood.
I et interiew med CBS News forklarer Cameron til at starte med, at hans egen brug af motion capture-teknologi i årevis har været misforstået som et manipulerende, mindre ægte værktøj at pålægge sine skuespillere, selvom han selv betragter det som den »reneste form« for performance.
»I mange år var der en fornemmelse af: ‘Uha, de laver noget mærkeligt med computere, og de erstatter skuespillere’«, siger Cameron.
»Når man virkelig går i dybden og ser, hvad vi laver, opdager man, at det er en fejring af øjeblikket mellem skuespiller og instruktør og mellem skuespiller og skuespiller. Det er en fejring af, som jeg kalder det, skuespillerens præstationsøjebliks ukrænkelighed«.
Herefter peger han på faren ved at benytte generativ kunstig intelligens, der direkte erstatter menneskelige skuespillere.
»Går man nu til den anden ende af spektret, har man generativ AI, hvor de kan opfinde en karakter, de kan opfinde en skuespiller. De kan skabe en præstation helt fra bunden ud fra en tekstprompt. Det er sådan, nej. Det er rædselsvækkende for mig. Det er det modsatte. Det er præcis det, vi ikke gør«, siger instruktøren.
»Jeg vil ikke have, at en computer gør det, som jeg er stolt af at kunne gøre sammen med skuespillere. Jeg vil ikke erstatte skuespillere, jeg elsker at arbejde med skuespillere«.
Tidligere har James Cameron udtrykt mere generel bekymring for, at AI kan skabe destruktive tilstande i verden på linje med hans egen dystopiske sci-fi-klassiker ‘Terminator’.
»Jeg mener stadig, der er en fare for en ‘Terminator’-agtig apokalypse, hvor man sætter AI sammen med våbensystemer, endda helt op til atomvåbensystemer, atomforsvar og alt det«, sagde han i sommers.
Cameron holder sig til den teknologi, han er tryg ved, i sin tredje ‘Avatar’-film med undertitlen ‘Fire & Ash’, som lander i de danske biografer 17. december.
