Man forstår godt, hvorfor Takykardia udgiver ‘Best Rollercoaster Ride, Ever!’ på Britney Spears’ fødselsdag
ALBUM. Det er 2. december, og det er Britney Spears’ 44-års fødselsdag. Takykardia beskriver specifikt deres længe ventede andet album som en fødselsdagsgave til popikonet.
Fem år efter den danske progressive poptrios debutalbum, ’Better’, som vi her på Soundvenue kaldte »en emotionelt gribende oplevelse«, lader det til, at Takykardia er klar til at omfavne den popformel, som allerede for et halvt årti siden var en del af deres DNA.
’Best Rollercoaster Ride, Ever!’ hedder opfølgeren. Man kan næsten høre jublen komme ud af munden på et overstadigt barn, der to sekunder efter råber »en gang til!«. Men der er ikke noget ved det at være menneske, som skal være hverken simpelt eller let.
»I wanna go for a rollercoaster ride / I wanna scream from extreme heights«, synger frontkvinde Luna Matz på den hektiske synthpop-hvirvlende ’Rollercoaster Ride (Domani)’ med en indfølthed, så man mærker suget i maven.
Hvor lang tid flyver jeg, før jeg falder? Matz og Takykardia befinder sig hele tiden i spændingen mellem de store forventninger og den store skuffelse.
Livet er en rutsjebanetur, og ’Best Rollercoaster Ride, Ever!’ tager svingene i høj fart. Der en hektiskhed i rytmerne, som typisk vil flere ting på én gang, ligesom Matz, der synger om at være i 30’erne, og om den knugende følelse af, at ikke alle brikker er faldet på plads.
Mest konkret på den EDM-pumpede ’Broken’: »Damaged ovary / Since I was twenty / From a bleeding that was hard to stop / I want a baby / A mini you and me / If we can’t have that will we break up?«.
Linjerne, der beskriver en skadet krop, som måske/måske ikke kan skabe liv, leveres over pulserende synths, lige før beatet dropper i en tvetydig glædesrus. Eksistentiel popmusik med swung og kroplighed.
Takykardias andet album er godt nok blevet mere pop, men det er hele tiden tvetydigt og ubestemmeligt. Synth-udtrykket kan være lige så stikkende, som det kan være fjerlet, og rytmerne kan være minimalistiske eller decideret mastodontiske.
Britney Spears-koblingen er en venlig påmindelse om det mørke, der hele tiden lurer bag glamouren.
Takykardia lokker dig til at hoppe i takt til ’Doom Scroll’, der pumper derudaf med en Y2K-produktion, der kunne have lagt MGP 2006-2007 ned, og så smider de den majestætisk minimalistiske ’Unwell’ i hovedet på dig, som for at sige: »Fat nu, hvor ensomt internettet er!«.
Det her er en popskive, som passer perfekt ind i en digitaliseret virkelighed, hvor Magdalena Bay og Charli XCX har gjort genren uforudsigelig igen.
Trumfkortet er Luna Matz’ evne til at synge sig ind i alle de følelser, der sættes i spil på Takykardias andet wild ride af et album. Fertilitetsfrygt, internetinternering, psykedelisk liderlighed; Matz kan med sin vokal fremkalde sindsstemningen.
’Softest Silk’ (psykedelisk liderlighed) lyder som det naturlige møde mellem kiwi-psychpop-sangeren Connan Mockasin og den tidligere Takykardia-feature Selma Judith. Matz krænger stemmen fra et intens luftigt – silkeblødt – til et uvant dybt – læderagtigt – register.
Pludselig er det nærmest som om, den sensuelle tekst leveres af to vidt forskellige mennesker.
Godt nok står der i presseteksten, at Takykardia har begået »et unapologetic popalbum«, men til dem, der skulle finde på at sætte ’Best Rollercoaster Ride, Ever!’ på til morgenløbeturen, opvasken, i fredagsbaren eller noget i den dur: Jeg advarer jer!
Kort sagt:
Fem år efter deres brag af en debut leverer danske Takykardia et tvetydigt popalbum med alt, hvad hjertet og hjernen begærer.