‘Elskende’ af Amalie Langballe
Valgt af Ditte Engels Hermansen: »Den svære toer«, siger man, men Amalie Langballe er iskold. ‘Elskende’ overgår ikke blot debuten, ’Forsvindingsnumre’ – den går i en helt ny og vildere retning. Det er varmt, vådt og herligt ulækkert; den sorte død hærger, og hele universet dufter af honning, udflåd.
En hofdame bliver sendt i horehus af sin egen mand med ordre om at komme tilbage med nye tricks. Crazy startskud til denne fortælling om magt, penge og råt begær, hvor mænd spiller andenviolin.
I Langballes semimytiske univers er alt en forhandling: sex, vold, intimitet og den flydende (pun intended) grænse mellem hotog klamt. Det er frækt, frygtløst og sassy.
Årets mest sanselige og modige bog, med citater lige til at trykke på t-shirts: »Magten gjorde beklageligvis os kvinder liderlige«.
‘Jeg som aldrig har kendt mænd’ af Jacqueline Harpman
Valgt af Helene von Tabouillot: 30 år efter ‘Jeg som aldrig har kendt mænd’ udkom på fransk i 1995, er romanen pludselig blevet en international bestseller og blev i år også oversat til dansk.
Romanens hovedperson er vokset op med 39 andre kvinder i en underjordisk bunker på en fjern planet eller en postapokalyptisk jordklode.
Hvordan kan hun skabe mening i en tilværelse under konstant overvågning, hvor berøring, selvmord, privatliv og beskæftigelse er forbudt, og når hun ikke aner, hvorfor hun er havnet der?
Bogen er på én gang science fiction og eksistentialistisk allegori; tænk Olga Ravns ‘De ansatte’ møder Albert Camus’ ‘Sisifos-myten’. Måske er det Harpmans helt tomme univers og livskraftige karakterer, der har vakt genklang hos læserne i 2025?
‘Habitat’ af Theis Ørntoft
Valgt af Tobias Viftrup Cramer: Står du og savner autofiktion om porno, Playstation og panikangst? Så har Theis Ørntoft taget springet ned i det mandlige sind og vredet sig selv som en karklud.
Han lægger alt det pinlige og skamfulde frit frem – fra timelange pornoseancer i lavalampens skær til at blive så stressramt, at han går fra feteret forfatter på Gyldendal til ulønnet pedelassistent samme sted.
Det hele handler heldigvis ikke bare om Theis Ørntoft. Det er så råt og selvudleverende, at det kommer til at handle om mænd. Især de mænd, der forsvinder for langt ind i deres hoveder. Det kommer til at handle om at finde mening og om at finde kærligheden til andre og sig selv i en verden, der er ved at revne midtover.
‘Blokkene’ af Deniz Kiy
Valgt af Therese Thim: Digteren Deniz Kiys debutroman er en socialrealistisk kollektivroman og et magisk-poetisk portræt af boligblokken som en betonorganisme, der trækker vejret tungt sammen med de liv, der leves inden for dens vægge.
Gennem korte kapitler i novellestil møder vi syv beboere. En af dem er kioskarbejderen Alil, der er i hvileløs sorg efter at have mistet sin ven i et opgør med politiet. En anden er den nybagte mor Hanna, der med politiske pjecer forsøger at organisere beboerne mod nedrivningsplanerne.
Romanen optegner det fiktive boligområde både som et kærligt hjem og et klistrende stempel – et sted, der er vævet sammen med social arv og et undertrykkende system.
Kiy forener mesterligt det subtile og det syrede. Som læser betragter man ikke bare beboerne gennem blokkens vinduer, men bevæger sig sammen med dem, både når de forsøger at flygte, og når de længes. Da jeg var færdig med romanen, havde jeg faktisk bare lyst til at starte forfra.
‘Smerterig’ af Simona Vencko Tayanna
Valgt af Mette Kierstein: Shoutout til Simona Vencko Tayanna! I 2025 udkom hende debut ikke bare én, men to gange.
Førsteudgaven af digtsamlingen, der er blevet til i samarbejde med dokumentarfilmsinstruktør Eva Marie Rødbro, indeholdt nemlig tekst, der ikke var deres. Et af digtene stammede fra sangen ‘En sidste gang’ af Atilla. Derfor blev førsteoplaget makuleret, plagiatsagen diskuteret og musikeren kompenseret.
Jeg gav førsteudgaven fem stjerner og kaldte den »smertende smuk«. Og den dom kaster jeg altså også over andenudgaven (nu uden Atillas tekst). For hvor ville det være ærgerligt at afskrive så stærk en bog. Hvor ensomhed og kropslighed bliver skrevet sammen — som her — i en på én gang nødvendig og vrængende resiliens:
»Jeg har min egen ryg / det er min krop / jeg er ikke afhængig af andre / jeg har ikke brug for en mand / jeg er min egen / jeg ejer mig / jeg har mig / jeg holder om mig«.
‘Calluna’ af Gry Stokkendahl Dalgas
Valgt af Oliver Bernsen: ’Calluna’ har en sprælsk form, der både taler på tværs af århundreder, arter og registre. Det poetiske står skulder ved skulder med det helt hverdagslige. Fuglene på morgenhimlen er fragmenter af natten, men de flyver over fabrikken, hvor jeget skal ind og optjene retten til kontanthjælp.
Poesien er inden i hverdagen, eller hverdagen er inden i poesien. Sådan er det i Gry Stokkendahl Dalgas’ overskudsagtige bog om nogle af samfundets bundskrabere, hvor hun med en Inger Christensen’sk nænsomhed ser det store i det små, og det små i det store.
Man bør ikke snyde sig selv for at læse med, når en af de bedste nye forfattere herhjemme lader verden træde frem med en aktivisme lige dele dyppet i solidarisk omsorg og hardcore kritik af magten.
’Misofoni’ af Dana Vowinckel
Valgt af Rasmus Weirup: Der er noget uhyggeligt over måden, Dana Vowinckels debutroman synes at tale ind i en virkelighed, den af gode grunde ikke kunne forudse.
’Misofoni’ handler om 15-årige, tysk-jødiske Margaritha, der rejser med sin svigtende mor gennem Israel. Den blev skrevet lige inden 7. oktober 2023, men når man læser dens konfliktfyldte, grænseoverskridende skildringer af jødisk identitet i Tyskland, USA og Israel, tror man det ikke.
Romanens styrke er dens personskildringer: Margharitas amerikanske bedsteforældre, der er neurotiske på en næsten Woody Allensk måde. Hendes far – kantoren Avi, der gemmer sin kipa under en baseballcap – som skildres med en sensitiv, poetisk melankoli.
Margharita selv, der taler både berlinerslang og hebræisk, udtrykker frygt for bomber og mavedeller i samme sætning og er lige så politisk indigneret, som hun er opslugt af penisaftrykket i Liors joggingbukser.
De kontrastfyldte karakterer føles som et vigtigt modsvar til de magtfulde kræfter, der lige nu forsøger at tage patent på, hvad jødisk identitet er.