’Emily in Paris’ sæson 5: Så kan der snart ikke koges mere frankofil suppe på den amerikanske it-girl
SERIE. She’s back!
Emily Cooper (Lily Collins), den ukuelige optimist, der i flere år har spist sig igennem fransk cuisine og kysset sig gennem parisiske gader. Men nu går turen altså til Rom.
I hvert fald i sæsonens første halvdel, for Audrey Hepburn look-a-liken har jo forelsket sig i en italiensk gedehyrde slash rig kashmirkonge, Marcello (Eugenio Franceschini). Men alt er ikke espressohot og hvedebrødsdagsligt. For typisk Emily bliver business and pleasure sammenblandet, når hun og hele hendes Agence Grateau-hold skal have hans familiedynasti som kunde. Ikke uden problemer.
Ja, nissen og både syngende roomies, tidligere elskere og kollegaer flytter som bekendt altid med, og selvom vi indledningsvist er gået fra paté til pasta – og den hurtigtalende protagonist har fået en Posh Spice-bob – er det meste, som det plejer.
Forvent derfor endnu en letfordøjelig omgang visuel overdådighed, rig på va-va-va-voom, og fryd dig over, at du igen kan (hate)watche endnu en sæson af denne happy-go-lucky-serie, der er lige så spækket med pladderromantik, som den er med skrivebordskonstruerede punchlines.
Men altså, alt er jo ikke kun fis, overspil og dårlige marketingidéer som parfumer til babyer. ’Emily in Paris’ vil vanen tro kaste sig ud i moderigtige dilemmaer vedrørende forbudte frugter og forskellen på det ægte og det falske – for slet ikke at nævne seriens evige kredsen om, hvilke kompromiser der er rimelige in the name of love.
Og den forbandede kærlighed er en ustoppelig kilde til konflikt, og datinglivet er tydeligvis tynget af dårlig timing og latterlige forviklinger, krydret med rigelige mængder af menage à trois-energi.
For ja, trekantsdramaet er fortsat Netflix-hittets foretrukne dramaturgiske og dramatiske motor og fylder på alle leder, kanter og europæiske breddegrader – også selvom den pseudo-gravide Camille ikke længere er med.
Til gengæld støder vi på et par nye ansigter, der er mere eller mindre relevante for historien. I mean … et helt afsnit centrerer sig om en fellow yankee og hans 4. juli-arrangement, hvilket mest af alt virker som en ’smart’ måde at lave lidt (læs: meget) velorganiseret product placement for sukkerholdige, amerikanske varer.
Serien bæres dog primært af gamle kendinge, heriblandt bff’en Mindy (Ashley Park). Det er muligt, at hendes til tider anstrengende versioner af popsange giver mig lyst til at spole eller kaste med ting, men det er faktisk meget kært at se de to veninder stille skarpt på vigtigheden af platoniske relationer.
Det bedste er dog femme fatalen og 50+-kvinden Sylvie (Philippine Leroy-Beaulieu) og alle hendes eskapader, der lykkeligvis fylder en del i denne sæson. Men hun må gerne fylde endnu mere. Faktisk foreslår jeg en spinoff i stil med ’Sylvie i overgangsalderen’ eller ’Sylvie in the Arms of a Tall, Dark and Young Stranger’.
For altså … er tiden måske inde til noget nyt?
Det er ikke, fordi Lily Collins ikke er charmerende og vidunderlig som vores alle sammens Emily. Men jeg ved snart ikke, hvor meget mere frankofil suppe der kan koges på denne amerikanske it-girl – eller hendes on/off-forhold til en sexet kok.
For nåh ja, surprise, surprise (not): Gabriel (Lucas Bravo) hjemsøger stadig, og jeg ved ikke, om jeg kan magte at se mere til de to angivelige soulmates og deres underlige grunde til ikke at være sammen. Det er short story extremely long og begynder at lugte lidt af martyrisk selvpineri à la Elisabeth Friis i ’Matador’.
Men vi har næppe set det sidste, for sæsonen efterlader os med en masse løse ender, en cliffhanger og en åben invitation til Grækenland.
Så mon ikke der kommer meget mere af både europæisk idyl og Emily.
Kort sagt:
Intet nyt under hverken den franske eller italienske sol – mestendels velklædte og efterhånden trættende kærlighedsissues.