Er du også træt af Michael Bublé? Her er seks julealbum, du skal høre i ferien

Juletid betyder julemusik – desværre. Vi har samlet en liste med julealbum fra dette årtusinde, der spænder over akustik indie til hiphop og støvet soul, og som alle er værd at lytte til.
Er du også træt af Michael Bublé? Her er seks julealbum, du skal høre i ferien
Sufjan Stevens. (Foto: Andrea Morrison)

Juletid betyder brune kartofler, flæskesvær, der aldrig bliver lige så sprøde som håbet, julegaver, der skal byttes i januar, og julemusik.

Desværre virker det til, at de gatekeepers, der sørger for, at ikke al revl og krat bliver spillet på diverse radiostationer, er gået hjem på juleferie. Hvert år får vi serveret et virvar af musik, der kvalitetsmæssigt ikke var gået resten af året. Alle, der kan skrive eller synge en sang, der nævner ordene ’jul’, ’sne’ eller ’julemand’, kan løbe væk med årets store julehit.

Men sådan behøver det ikke være. Hvis du også er ved at blive kvalt i den forlorne julehygge hvert år omkring årsskiftet, har vi samlet en liste med seks julealbum, som du bør høre i år. 

Vi har valgt at fokusere på udgivelser fra denne side af årtusindeskiftet. Det er originale julesange eller fortolkninger af klassikere, som tør skille sig ud fra det ukurante sammensurium af masseproduceret musik med julesmag, der dominerer æteren i disse uger. Af samme grund finder du heller ikke nogen af de bedre juleklassikere fra før 2000, der trods alt findes derude.

Her er noget for enhver smag, uanset du er til hårdtslående hiphop, akustisk indie eller støvet soul. 

Så hvis du også er træt af Wham!, Mariah Carey, Michael Bublé og hvem end, der står for soundtracket til dette års julekalender, så kommer der her seks bud på julemusik, der ikke er til at få galt i halsen. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sufjan Stevens ’Songs for Christmas’ (2006)

Det lugter måske mere af hø end appelsin og nelikke. 

Ikke desto mindre formår Sufjan Stevens i løbet af den to timer lange mastodontopsamling at skabe julestemning selv med heftig brug af banjo på nærmest samtlige sange på albummet. På den måde minder det meget om indie-mastodontens andre værker. 

Stevens formår at skabe et intimt lydbillede, der oftest består af hans egen spinkle vokal, en banjo, måske en guitar og nogle mere eksotiske instrumenter som klokkespil og en fløjte.

Intimiteten baner undertiden vej for et maksimalistisk og rigt orkestreret omkvæd eller kontraststykke, der stadig formår at bibeholde den håndspillede og menneskelige karakter, der definerer Stevens lyd. 

Opsamlingen består af en blanding af traditionelle julesange og Stevens’ egne kompositioner. Så her er noget både for dem, der gerne vil have et nyt take på juleklassikere som ’O Come, O Come, Emmanuel’ og ’Jingle Bells’, og dem, der foretrækker spritnye banjobetonede juleklassikeraspiranter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Cookin Soul ’Doom Xmas’ (2018)

Titlen er enten helt vildt passende eller vildledende alt efter, hvem der læser den. Her er jeg desværre nødt til at skuffe de langhårede heavy-fans. 

For hvad ville der ske, hvis man gav J Dilla adgang til samtlige råbånd fra Bing Crosby, Nat King Cole og Phil Spectors julealbum og rettighed til at sample efter lyst?  Resultatet ville nok ende med at minde en del om ’Doom Xmas’ af den spanske dj og producer Cookin Soul.

Vinylknas lyder som en knitrende pejs, og vi når vidt omkring i verdens forskellige julelyde med sydlig varme og hornsamples på ’Llegó Navidad’, mens der også er plads til de mere traditionelle julemelodier på blandt andet ’HO’, der i sin essens bare er ’Deck the Halls’ med et tungt hiphopbeat.

Og så er der samplet af Paul McCartneys ’Wonderful Christmastime’ på ’Wonderful’, der med længder overgår originalen – ikke at det i sig selv er en specielt imponerende bedrift. 

En utraditionel juleplade, for at sige det mildt. Det var heller ikke af egen vilje, at Mf Doom endte med at medvirke på dette mixtape. Cookin Soul har slet og ret brugt Dooms stemme og andre samples på pladen uden at cleare dem, hvorfor det også kan være lidt af en graveropgave at finde den. 

Instrumentalerne er at finde på diverse streamingtjenester, men hvis du gerne vil høre den originale version med MF Dooms genbrugte bars, er den at finde på BandCamp og vinyler til overpris på brugtmarkedet.   

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Phoebe Bridgers ’The Parting Glass’ (2023)

Hvem har sagt, at julen død og pine skal være glad?

I hvert fald ikke Phoebe Bridgers. Indiekoryfæet har i en årrække haft tradition for at udgive et cover af en ofte mindre kendt – og mindre jubeloptimistisk – julesang. Her har Bridgers haft mulighed for at bringe sin stille og rumklangsindsmurte melankoli ind i juletiden. 

Traditionen startede i 2017 med et cover af den velkendte julemelodi ’Have Yourself a Merry Little Christmas’, og siden da har hun fortolket mindre kendte julemelodier som McCarthy Trenchings ’Christmas Song’, Tom Waits’ ’Day After Tomorow’ og Simon & Garfunkels ’7 O’Clock News / Silent Night’ med hjælp fra Matt Berninger fra The National og Fiona Apple. 

Det foreløbige sidste skud på stammen kom i 2023 og er en fortolkning af den skotske folkesang ’The Parting Glass’. Sangen er valgt som en hyldest til den afdøde sangerinde Sinéad O’Connor, der også selv har fortolket folkesangen, ligesom indtægterne fra udgivelser går til velgørenheden Aisling Project, udvalgt af O’Connors familie.

Alle tidligere udgivelser i Bridgers’ julecover-serie er samlet under ep’en ’The Parting Glass’ på Spotify. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kelly Finnigan ’A Joyful Sound’ (2020)

Hver evig eneste person, jeg har vist dette album, har påstået, at jeg løj, da jeg fortalte dem, at det rent faktisk er et julealbum. Og forståeligt nok.

Soul er ikke ligefrem det, man associerer med vintersolhvervet, men ikke desto mindre kan de to ting godt leve side om side på Kelly Finnegans ’A Joyful Sound’. Hammondorgel og bjældeklang i skøn harmoni.

Albummet trækker heftigt på 60’erne og 70’ernes varme og analoge soullyd, men formår stadig at holde sig friskt og moderne i udtrykket. Finnegans sjælfulde vokal guider dig igennem 32 minutters varm og håndspillet groove, du kan varme dig på.

Kombineret med bjældeklang og lyrik om alt fra hjertesorger over julen til magien ved juleaften for barnlige sjæle, så får du et julealbum, du rent faktisk har lyst til at høre år efter år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mark Kozelek ’Mark Kozelek Sings Christmas Carols’ (2014)

»I think there must be something wrong with me. Christmas is coming, but I’m still not happy«.

»Mark, you’re the only person I know who can take a wonderful season like Christmas and turn it into a problem. Of all the Mark Kozeleks in the world, you’re the Mark Kozeliest«.

Sådan lyder en samtale midt i Mark Kozeleks version af ’Christmas Time is Here’, og det er svært at ramme sømmet mere præcist, når det angår stemningen på ’Mark Kozelek Sings Christmas Carols’.

Her får man Sun Kil Moon og Red House Painters’ henholdsvis bag- og frontmand, der primært i selskab med en spansk guitar fortolker julesange i lavt tempo og med spartansk orkestrering. Kozeleks karakteristiske halvdybe og halvmumlede vokallevering får lov til at stå forholdsvis uforstyrret af diverse producertricks.

Mark Kozelek er på ’Mark Kozelek Sings Christmas Carols’ en stilfærdig mand med et ambivalent forhold til helligdagene, og det giver et åndehul fra den overgejlede juletid uden helt at pakke julelysene væk.

Selvom musikken taler for sig selv, så er det også værd at nævne, at Kozelek selv har sine kontroverser. I 2020 blev han anklaget af tre kvinder for seksuelt krænkende adfærd – anklager, der i 2021 blev bakket op af syv andre kvinder, der selv har haft samme oplevelse. Kozelek selv benægter anklagerne, men det kaster unægteligt en skygge over hans diskografi.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tyler, the Creator ’Music Inspired by Illumination & Dr. Seuss’ The Grinch’ (2018)

Det er nok meget passende, at denne ep er delvist opkaldt efter en af julens mest forhadte skikkelser.

Der er ikke meget bjældeklang over Tyler, the Creators bud på julemusik. Foruden tekstbider om varm kakao, julegaver og vinterstøvler, så lyder det vitterligt som B-sider og andre efterladenskaber efter den anmelderroste forgænger ’Flower Boy’.

Det hele er selvfølgelig pakket ind i et grønt, behåret lag ironi og humor. ’Big Bag’ handler om at stjæle julegaver fra børn, og ’Hot Chocolate’ er en sang, der slet og ret handler om, hvordan Tyler, the Creator foretrækker sin varme kakao. Det er ikke Shakespeare, men det fungerer. 

Og selvfølgelig skulle lige præcis han navngive sin jule-ep efter lige præcis den karakter. Tylers kontroversielle rolle i moderne hiphop er nok en meget god parallel til grinchens rolle som ham, der kommer for at ødelægge julen.

Ironisk nok er det musik som hans, der skal sørge for, at lydtapetet ikke blive lige så sjælløst, som det plejer. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af