’Synden’: Netflix’ velspillede nordic noir fældes af sin egen utålmodighed
SERIER. Nogle serier er så gode, at man kunne ønske, sæsonerne varede minimum 24 afsnit som i de glade flow-dage.
Andre presser citronen ved at strække afsnittene ud i spillefilmlængde (jeg kigger på jer, Duffer-brødre), så man kunne foranlediges til at tro, at klipperen forlod produktionen i utide.
Den nye Netflix-serie af Peter Grönlund (’Björnstad’) falder uden for begge kategorier. Den er nemlig både en flot produceret, stemningsfuld og velspillet nordic noir, der desværre ender med at spænde ben for sig selv.
Det er nemlig en krimi, der har så travlt med at løse sit mysterium, at vi aldrig når at finde os til rette i seriens kolde univers eller i de bikarakterer, temaer og sideplots, der søsættes i de fem forhastede afsnit.
’Synden’ foregår på den skånske halvø, Bjäre, hvor teenageren Silas (Alexander Persson) bliver dræbt til det lille lokalsamfund og hans families store forfærdelse. Mordet tiltrækker hurtigt opmærksomhed fra Malmøs politi, nærmere bestemt den bryske og desillusionerede efterforsker Dani (Krista Kosonen) og hendes nye, urutinerede partner Malik (Mohammed Nour Oklah).
Da sagen belyses, viser det sig, at Dani har flere personlige forbindelser til både Silas og hans sørgende familie. Hun var plejemor for ham i en periode, hvor hendes biologiske søn Oliver og Silas blev brødre for hinanden og fandt en fælles passion for hårde stoffer.
Mordmysteriet og de indspiste intriger udfoldes yderligere, da det viser sig, at Silas’ familie er opdelt i klaner (herunder Silas’ terminalsyge far Ivar og onklen Elis’ respektive familier), der hver især kæmper om et familieejet jordstykke ved navn ’Synden’, som potentielt er langt mere værdifuldt end ved første øjekast.
Det ville være en tand for kynisk at affeje serien som endnu en af Netflix’ mange metervarer. Den rummer nemlig fornemt håndværk, som står på skuldrene af Grönlunds sikre instruktion og greb om genren.
Grönlund foretrækker her realisme og atmosfære frem for regulær spænding, og hans serie er også svær at få øjnene fra, når kameraet i naturligt lys indfanger de ensomme marker, tragiske menneskeskæbner, bortgemte hemmeligheder og den vejrbidte natur i Bjäre.
Serien er også stærkt spillet over hele linjen med Krista Kosonens konfliktramte Dani som imponerende midtpunkt, der både efterforsker og sørger i dobbeltrollen som plejemor og politikvinde. Hun balancerer konstant på en knivsæg mellem desperation, vrede og dumdristighed, og man køber karakteren takket være Kosonen.
Men seriens største trumfkort er faktisk den ukendte Peter Gantman, der spiller den moralsk dubiøse Elis, som det meste af tiden bander Dani og resten af politiefterforskningen lang pokker i vold, da han foretrækker at løse problemerne internt i det lille samfund.
Gantman gør med sine triste øjne og martrede ansigt Elis til en tragisk og vemodig mand, der rummer menneskelige kvaliteter som loyalitet og kærlighed til sin familie og samtidig er i stand til at manipulere andre og overleve ekstreme situationer.
De spinkle fem afsnit gør dog serien til et lidt klaustrofobisk og altså unødvendigt kort bekendtskab. Vi lærer for eksempel aldrig Malik at kende, udover at han er far og helst holder sig til politihåndbogen modsat Dani. Det samme kan siges om flere af de andre underbelyste karakterer.
Hvor ville man dog gerne være kommet mere ind under huden på karaktererne, deres liv, relationer og baggrundshistorier inden den lidt undervældende afdækning af mordmysteriet.
Kort sagt:
Det utålmodige tempo og de sparsomme afsnit føles ude af sync med den ellers knugende atmosfære og de fine præstationer, som er trækplastrene i den lidt skuffende Netflix-nordic noir ’Synden’.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.