’Björnstad’: Svensk HBO-serie forvandler sig uhyre effektivt fra sports- til overgrebsdrama
Skal en hånd på et lår for 10 år siden fælde en partileder? Skal den danske filmbranche vinke farvel til Emmy- og Oscar-priser og vigtige dokumentarfilm om Syrien på grund af instruktørens upassende opførsel over for en producerassistent? Og skal en amerikansk højesteretsdommer stilles til ansvar for et overgreb, han muligvis begik som 17-årig?
Personligt ville jeg sige et rungende ja. Men det er altid lettere at have de korrekte holdninger i teorien, end når en sag kommer tæt på i praksis. Og hvor ville alting dog være lettere, hvis kvinder ikke hele tiden ødelagde den gode stemning med deres anklager om sexchikane og seksuelle krænkelser.
Den problematik sætter det svenske HBO-drama ‘Björnstad’, instrueret af Peter Grönlund og skrevet af Anders Weidemann, Antonia Pyk og Linn Gottfridsson, på spidsen. Her bliver hele den titulære lille nordsvenske by sat på den anden ende, da byens unge ishockeystjerne bliver anklaget for voldtægt – endda lige før en afgørende kamp.
Miniserien, der er baseret på Fredrik Backmans roman af samme navn (på dansk ‘Bjørneby’) fra 2016, følger ishockeyspilleren Peter Andersson (Ulf Stenberg), der efter tabet af sin søn opgiver karrieren i den canadiske NFL-liga. Sammen med sin kone og to resterende børn vender han i stedet tilbage til hjemstavnen Björnstad for at blive træner for det lokale ishockeyhold. Han finder hurtigt ud af, at det hold, han skal træne, er elendigt. Til gengæld ser han potentiale i juniorholdet og særligt stortalentet Kevin Erdahl (Oliver Dufåker), som er søn af hans gamle nemesis og nabo. Ikke desto mindre tager Peter den omsorgssvigtede Kevin under sin vinge, da han får overtalt bestyrelsen til, at han skal overtage holdet.
Et kort øjeblik er alt – bortset fra, at Kevins røvhulsfar og den vragede træner er forventeligt sure – fryd og gammen i Björnstad. Kevin og de andre spillere stortrives med deres nye træner, der virkelig ser dem både som spillere og mennesker, og holdet begynder at vinde kampe. Hele byen er med ude at heppe, for de har brug for sporten både for at skabe stolthed og sammenhængskraft, men også for at tiltrække sponsorkroner, der kan holde hjulene i gang i den sygnende udkantsflække.
Så meget desto hårdere slår det, da Peters teenagedatter Maya (Miriam Ingrid) melder Kevin for voldtægt efter en fest. En voldtægt, vi som seere er vidne til og derfor heldigvis ikke skal sidde og spekulere om hvorvidt fandt sted. Til gengæld tror stort set ingen andre end hendes veninde og mor på Maya, som hele byen udråber til at være luder, løgner og urostifter. Hun har nemlig åbenlyst flirtet med Kevin og gik frivilligt med ned på hans værelse. På den måde lægger serien op til en frugtbar debat om slutshaming og samtykke og om, at man altså ikke behøver sige B, bare fordi man har sagt A.
Serien bygger langsomt op til voldtægtsscenen, der markerer et abrupt skifte: fra humanistisk sportsdrama om undertippede fightere i et lille samfund i tråd med amerikanske ‘Friday Night Lights’ og norske ‘Hjemmebane’, tilsat mørk, kold og dragende nordic noir-stemning, til et højspændt overgrebsdrama.
Det er uhyre effektivt, fordi man som tilskuer når at involvere sig følelsesmæssigt i alle parter og i holdets og dermed de unge spilleres fremtid. Jeg har aldrig set en ishockeykamp og interesserer mig meget lidt for sport, men mand, hvor er de kampe spændende iscenesat. Historien omkring holdet og de enkelte drenge, der kæmper så hårdt mod alle odds, er så effektivt bygget op, at man også som seer lige skal minde sig selv om, at en voldtægtssag er vigtigere end en ishockeykamp.
Selv Kevin kom jeg til at føle ømhed for, selvom jeg ud fra seriens præmis godt kunne regne ud, hvor det bar hen. Der er noget både mystisk, smertefuldt og farligt ved ham: en forsømt dreng med lavt selvværd og højt ego, der er blevet opdraget til at »tage hvad han vil have« og ikke tør tage konsekvenserne af sine handlinger, selvom han faktisk har dårlig samvittighed.
Maya er derimod lidt underudviklet som karakter, fordi hun kun skildres i relationen til Kevin. Inden voldtægten er hendes eneste karaktertræk, at hun er en outsider og en ’cool girl’, der – som den første nogensinde? – udfordrer Kevin og derfor tiltrækker ham. Til gengæld er hendes reaktion på voldtægten troværdig og kompleks og hele situationen hjerteskærende.
Kort sagt:
Flot og spændende svensk sportsdrama fra HBO illustrerer effektivt mekanismerne bag, hvorfor det er lettere at udskamme et voldtægtsoffer end at tro på hende.