Serieskaber Brad Ingelsby imponerede sidste år med ‘Task’, som vi kårede til en af årets bedste serier.
Og taskforce-thrilleren er da også allerede blevet fornyet med en sæson to, hvor Mark Ruffalo vender tilbage.
Der lader dog til at være mere, der rører på sig i Ingelsby-universet, hvad angår hans forrige HBO-hit ‘Mare of Easttown’, der havde Kate Winslet i hovedrollen som en skarp efterforsker på sporet af et grumt mord, som på hjemmefronten bøvlede med en kaotisk boligsituation med flere generationers familie under samme tag.
Indtil nu har stjernen afvist, at der skulle være mere på vej (»den var færdig, støvet af og afsluttet«), men nylige udtalelser til Deadline peger i en helt anden retning.
I forbindelse med sin instruktørdebut ‘Goodbye June’, løfter hun sløret for, at der har været reelle planer om at lave en fortsættelse.
»Det var rigtige samtaler om en tidshorisont, hvor det kunne være muligt. Så jeg tror formentlig, vi gør det, og det er første gang, jeg har haft det sådan«, fortæller Winslet.
Selvom det er gode nyheder for fans af krimiserien, ligger en eventuel sæson to flere år ude i fremtiden.
Optagelserne »ville faktisk ikke være i år, jeg går ud fra, det kunne ende med at blive i 2027, det kunne filmes. Der er en stærk sandsynlighed for, at det ville gå i optagelse på et tidspunkt i 2027′.
