I sidste uge udgav Robyn to nye sange, hvor hun synger imponerende bramfrit om blandt andet fertilitetsbehandling, sex og moderskab. Men det er ikke kun i sin musik, at Robyn taler lige ud af posen.
Den svenske popstjerne har nemlig netop medvirket i den popkulturelle podcast Las Culturistas, hvor hun mildest talt ikke lægger låg på sig selv, da emnet falder på Elon Musk.
»Jeg har altid hadet ham. Jeg hadede ham længe før, det var cool at hade ham … for der var faktisk engang, hvor det ikke var cool at hade ham«, siger hun.
»Jeg begyndte at hade ham, da han sendte en Tesla ud i rummet med en David Bowie-sang på. Han skød faktisk en bil ud i rummet, som om der ikke er nok lort, der flyder rundt derude«, lyder det videre med reference til den røde sportsvogn, Elon Musk i 2018 sendte ud i rummet med astronautdukken ‘Starman’ i føresædet og ‘Space Oddity’ spillende i et loop over stereoanlægget.
»Jeg synes, der burde være demokrati i rummet. Der burde også være demokrati på jorden, hvilket vi måske ikke engang har lige nu«, siger hun videre og fortsætter:
»Men det faktum, at enhver kommerciel virksomhed selv kan bestemme, hvad de vil gøre med vores naturressourcer, og at de så gør tåbelige ting som at sende en dum bil ud i rummet, der også er farlig for mennesker… Tænk på astronauterne, der er oppe på den internationale rumstation, og som ikke ved, hvad der vil ramme dem«.
Hør hele interviewet med Robyn herunder.
