’Mercy’: Chris Pratt har 90 minutter til at undgå sin egen dødsdom i hektisk AI-dystopi
FILM. At give en dystopisk science fiction-film titlen ’Mercy’ er selvfølgelig overlagt ironisk.
For den nye Hollywood-film af den kasakhisk-russiske instruktør Timur Bekmambetov (’Wanted’, ’Abraham Lincoln: Vampire Hunter’) skildrer en undertrykkende retsstat, der viser alt andet end nåde over for sine borgere.
Filmen foregår i en nær fremtid, hvor kriminaliteten i Los Angeles er løbet så meget af sporet, at myndighederne har adskilt befolkningen i forskellige »røde zoner«. Nyeste tiltag mod forbrydere er en AI-dreven domstol kaldet Mercy, hvor en mistænkt får blot 90 minutter til at overbevise en kunstig intelligens om sin uskyld.
»Skyldig indtil det modsatte er bevist«, lyder fremgangsmåden. Straffen er øjeblikkelig likvidering.
’Mercy’s etisk problematiske retskoncept peger på amerikanske lederes hang til at gå langt i frihedens og retfærdighedens navn, uden nødvendigvis at forene ideal og praksis. Aktuelt leder filmen særligt tankerne hen på de hårdhændede tvangsdeportationer uden rettergang udført af USA’s kontroversielle immigrationsmyndighed ICE.
I sci-fi-filmen er det dog en af systemets egne, der pludselig står for skud. Chris Pratt spiller kriminaldetektiven Chris Raven, som vågner op af en alkoholrus, fastspændt til en stol over for Mercys AI-dommer Maddox, spillet af Rebecca Ferguson.
Han er anklaget for at have slået sin kone ihjel, hvilket han ikke selv husker at have gjort. Den syntetiske dommer har vurderet hans skyldighedssandsynlighed til 97,5 procent. Uret tikker, og Chris skal nu modbevise påstanden, med fri adgang til bevismaterialet samt både sit eget og andres digitale fodspor.
Bekmambetov brygger videre på den såkaldte screenlife–genre, hvor hele film udspiller sig på en skærm. En opfindsom niche, han selv har pioneret som både producer på ’Unfriended’ og ’Searching’ og som instruktør på ’Profile’.
Bortset fra reaktionsskud af Chris Pratt udfolder ’Mercy’ sit realtidskrimiplot næsten udelukkende på de svævende skærme, hovedpersonen har til rådighed. Undervejs stiller filmen et par relevante spørgsmål: Hvad går vi glip af, når vi oplever virkeligheden gennem digitale gengivelser? Og hvad går tabt, når AI overtager menneskers analyser og beslutninger?
’Mercy’ er ikke ligefrem en æstetisk lækkerbisken. Det visuelle univers emmer mere af corporate keynote end af cool futurisme. Dog fungerer de indlagte actionscener overraskende godt. For når Chris ringer sin gamle politimakker op og sender hende på jagt efter en mulig gerningsmand, kan filmen klippe mellem hendes rystede body cam og flydende totalskud fra overvågningssamfundets allestedsnærværende droner.
Chris Pratt er velvalgt som den semi-sympatiske hovedperson, der under det stressende opklaringsarbejde må se sin alkoholisme og sit moralsk tvivlsomme politiarbejde i øjnene.
Den kyniske AI-dommer får også samvittighedskvaler undervejs, og denne udvikling er mindre overbevisende. Ferguson formår aldrig helt at knække koden i den svære rolle som digital androide.
Netop Maddox’ magt viser sig at række en del længere end selve retssalen. AI’ens handlinger går også en tand for langt i sidste akt, i forhold til hvad der virker troværdigt. Det synes mest at være et trick, der skal få manuskriptet til at gå op.
Filmens effektive plotmotor er der dog ikke noget i vejen med. Efterforskningen forløber i et underholdende, hektisk tempo, fordi Chris med AI-dommeren kan rykke hurtigt på ledetrådene. Man er simpelthen nødt til se det datadrevne mysterium til ende.
Kort sagt:
Sci-fi-filmen ’Mercy’ er ikke ligefrem en æstetisk lækkerbisken, men den formår at holde publikum til ilden med sit hektiske og dystopiske krimiplot.