I tiden mellem sine to seneste album – ‘Testing’ fra 2018 og dette års længe ventede combeack, ‘Don’t Be Dumb’ – har ASAP Rocky som bekendt stiftet familie med Rihanna. Som gæst i YouTube-formatet ‘Celebrity Substitute’ har rapperen nu også fået mulighed for at vise sine pædagogiske evner for resten af verden.
Videoserien lader i hvert afsnit en kendis agere underviser for en virkelig amerikansk skoleklasse. Tidligere har blandt andre Billie Eilish og FKA Twigs kigget forbi. I det nye afsnit kom ASAP Rocky på besøg hos en 4. klasse i hans hjemby Harlem, New York City, for at undervise dem i at rappe.
Symptomatisk for Rockys seneste år handler et af de første spørgsmål fra eleverne om hans privatliv: »Er du gift med Rihanna?«. En anden spørger knap så høfligt: »Hvor gammel er du?«.
Den 24 minutter lange video handler imidlertid også om at lave musik. Rocky lærer først de søde børn at freestyle (én af dem fyrer den af med en tekst om is og bier), og bagefter skal de i fællesskab indspille en sang over instrumentalen til hans nye sang ‘Punk Rocky’. Resultatet er charmerende og helt igennem wholesome.
Forhåbentlig bliver stemningen omtrent lige så god, når rapperen giver dansk koncert i Royal Arena til september.
