’Dopeman’: David Minerba kan fylde sale på naturtalentet alene
COMEDY. For to år siden arbejdede David Minerba som Wolt-bud, hvilket han forvandlede til en brillant rollespilssekvens mellem ham selv og en rotte, da jeg så ham optræde for allerførste gang i 2024.
Siden har den 24-årige komikers karriere bevæget sig i raketfart, og da han træder ind på scenen til sit første store onemanshow, ’Dopeman’, danser han rundt, fordi han nu har fået »’Stormester’-penge«.
Endnu vigtigere har han fået ’Stormester’-fans, der har gjort det muligt for ham at elevere fra Comedy Zoos Undergrunden, der praktisk talt er et puderum med alkoholtilladelse, til adskillige udsolgte shows på Bremen og en større Danmarks-turné.
Derfor kan man også snildt undskylde ham, at en del materiale går igen fra debuten ’Ung Dirch Passer’. For med det publikumsmæssige kvantespring, ville andet være spild af virkelig gode jokes.
Introduktionen lyder (stadig) »hej, jeg hedder David Minerba, og jeg er lækker«, ligesom det nu overståede Wolt-job beskrives som en damemagnet, fordi de »elsker mænd i uniform«. Vittighederne om hans italienske ophav, der har lært ham et tale med hænderne, og at det bedste forsvar er et godt angreb. Noget der bragte ham i problemer, da han skulle forsvare sin SRP. Kostumet er en krøllet t-shirt, og hvor mange komikere begynder at drikke vand på scenen, når de vil vise, de mener det alvorligt, er Minerba stadig på flaskeøl.
Der er slet ikke nogen tvivl om, at han har naturtalentet til at fylde rummet.
Men med det taletempo, der lægges for dagen, er der bare også brug for virkelig mange anekdoter, der alle bliver opført med Minerbas stilsikre speedsnakkende fortællestil.
Han taler levende om sine fladpandede venner, der i modsætning til ham har valgt at få en uddannelse. Tiltroen til deres evner er minimal, fordi han kender dem for godt. Er det en god idé at blive tandlæge, når man tager så meget coke, at man foreslår at åbne en bar midt i rodbehandlingen? At blive ejendomsmægler, når det eneste tillægsord, man kender er »luksus«?
Et af de store, og mest James Acaster-inspirerede, glansnumre er en historie om et 9. klasses Netto-kup af Harboe-øl og vindruer med bedstevennen Morten, som er så lav, at han er KatjaKaj til Minerbas BenteBent. Og har brystvorter der vender indad.
Guldet ligger i det personlige. Men hvor en forhadt samfundslærer bliver hængt lidt pointeløst ud med fuldt (falsk, formoder jeg) navn og adresse, savnede andre dele detaljerigdom og grundighed.
Til gengæld var der gjort vanvittigt meget ud af at skabe konstant fremdrift. Af og til med lidt for meget inspiration fra den type gimmicks, der er omdrejningspunktet i den type tv-programmer, man har kunne se Minerba i for nylig.
Ambitionerne om at gennemføre hele bits i samskabelse med publikum var beundringsværdige, men også tricky i praksis. På premiereaftenen var folk for tunge at danse med til, at indfaldenes fulde potentiale blev nået.
Spørgsmål blev stillet til salen, men kun til, at komikeren svarede »okay, én – fedt« og sjældent fulgt ordentligt til dørs.
Præcis det blev til gengæld en ung fyr, der begik den fortrydelige fejl at forlade salen, hvilket fik aftenens hovedperson til at stalke ham hele vejen ud.
Det var grænsende til ondskabsfuldt. Men også et befriende eksempel på den komiske grænseløshed, der får Minerba til at skille sig ud i et comedy-landskab, hvor folk nogle gange er lidt for flinke.
Showet blev rundet af med nogle lidt mere dybfølte ord, der hintede til, at komikeren faktisk har haft en svær periode, hvor fantasien har været på pause, men at han var kommet videre.
Hvis han havde lanceret den dramatiske præmis til at starte med, kunne det have været en fremragende rød tråd.
I sin tid blev jeg blæst bagover af Minerbas ustyrlige persona, der med sin charmerende amoral og storsmilende grovhed mindede mig en lille smule om, hvis børnebogskarakteren Vitello var vokset op og blevet en sindssyg standup-komiker.
Den grundenergi er stadig unik nok til at kunne bære et helt show. Men med ’Dopeman’ står det også klart, at den nyudklækkede standup-stjerne befinder sig et mærkeligt sted mellem upcoming og etableret. Og måske også har haft lidt for travlt til sådan rigtig at finde ud af, hvilket materiale der passer til der, hvor han står nu eller er på vej hen.
Den gode nyhed er, at niveauet allerede er så højt, at man kun kan glæde sig til næste træk.
Kort sagt:
David Minerba efterlader ingen tvivl om, at han er en stjerne på den danske standup-scene, der ikke er bange for noget som helst. Den eneste faldgrube er, at han muligvis har for meget kørende for sig.