Netflix blev ydmyget – men kan alligevel ende som vinderen

Overtagelsen af Warner Bros. skulle have været Netflix’ vildeste powermove til dato. Men selvom de led et ydmygende nederlag i »århundredets største handel«, skal man ikke tage fejl: De står langt fra tilbage som taber, skriver Soundvenues filmredaktør.
Netflix blev ydmyget – men kan alligevel ende som vinderen
Netflix kan lave 18 sæsoner af 'Wednesday' for det beløb, de har fået som kompensation for, at deres Warner-aftale blev brudt. (Foto: Cr. Jonathan Hession/Netflix)

KOMMENTAR: Når man om nogle år skal skrive historien om det, finanseksperten William Cohan her til morgen i Puck har kaldt »århundredets største handel«, vil billedet af Ted Sarandos på vej ud af Det Hvide Hus blive kilde til intens granskning.

Få timer før nyheden ramte om, at Netflix ville trække sig fra købet af Warner Bros., efter Paramount havde indleveret et tilbud på 111 milliarder dollars, var Netflix-topbossen til møde i Washington med nogle af Trumps højtstående embedsmænd. Og Sarandos så slukøret ud, da han forlod Det Hvide Hus igen.

Senator Elizabeth Warren var hurtigt ude og spørge på X, hvad Trumps håndlangere mon havde sagt, og om det havde noget at gøre med den pludselige kovending efter et forløb, hvor Netflix ellers havde indgået en aftale med Warner om et opkøb.

En aftale så fastlåst, at Sarandos og hans medchef Greg Peters med Colgate-smil var blevet vist rundt på den traditionsbundne Warner-grund i Los Angeles af deres forhandlignsmodpart, Warners direktør David Zaslav.

Paramount ville det anderledes. Bakket op af sin far Larry Ellison, en af verdens rigeste mænd, forhøjede Paramount-ejer David Ellison indsatsen igen og igen i et forsøg på en såkaldt fjendtligt overtagelse.

Han startede på en pris på 19 dollars per aktie og endte på 31 dollars – for en aktie, der har ligget på omkring syv dollars i markedet.

Her blev Netflix’ smertepunkt nået. De fik fire dage til at komme med et modbud, men skulle kun bruge få timer: Too rich for our blood.

Intet at juble over

Da Sarandos forleden blev spurgt i branchepodcasten The Town, om hvorfor Netflix havde brug for Warner, svarede han, at det havde de heller ikke. Det var ikke need to. Det var nice to. Netflix har en strålende business kørende, men i overtagelsen af Warner så de en unik mulighed for at undgå stagnation i fremtiden og udvide forretningen.

Efter chokket havde lagt sig over, at streaminggiganten overhovedet kastede sig ind i jagten på et legacy-filmstudie, var mange i branchen begyndt at varme op over for ideen. Når de nu skulle vælge mellem pest og kolera. De fleste i Hollywood har været enige om, at en fusion af denne størrelse ville være dårligt for alle, men når det nu skulle være, var Netflix i det mindste en velkørende forretning med lyse fremtidsudsigter. Heroverfor var Paramount og Warner en sammensmeltning af to kæmpende selskaber.

Nogle, som James Cameron, råbte dog vagt i gevær over for Netflix og deres manglende tro på biograferne.

Nu får Netflix-kritikerne det så, som de ville have. Men der er næppe det helt store at juble over.

David Ellison har lovet, at Paramount og Warner til sammen vil producere 30 film om året, men de færreste tror på, at det kommer til at holde særligt længe.

Med handlen forgælder det allerede forgældede Paramount sig desuden endnu mere, så de nu vil skylde mindst 70 milliarder i banken. Paramount har erklæret, at de kommer til at spare for seks milliarder dollars, men nedskæringerne kan vise sig at blive endnu voldsommere end det. Hos Warner har medarbejderne mærket sparekniven igen og igen de seneste år efter den mislykkedes fusion med Discovery.

Modsat Netflix-tilbuddet køber Paramount hele moletjavsen, altså ikke kun Warners filmdel og HBO, men også de lineære tv-kanaler med CNN i spidsen. Det betyder det facto, at de to store nyhedskanaler CNN og CBS (ejet af Paramount) nu kommer under samme hus, og hos CNN ryster de uden tvivl i bukserne over, om de kommer til at skulle regeres af den nyligt CBS-udpegede, kontroversielt højredrejede Baris Weiss’ ledelse. Trump har udtalt, at det var »tvingende nødvendigt« at få CNN på nye hænder, og nu kan han få sin vilje.

Fra lille spiller til en af Hollywoods mægtigste mænd

Efter at have ligget i ske med Netflix i nogle måneder udtaler Warner-chef David Zaslav nu, at Paramounts »overlegne tilbud« vil give »fantastisk værdi til vores aktionærer«. Han har da også indgået en glimrende handel – også for ham selv, for han kan nu stikke 600 millioner dollars i egen lomme …

Samtidig er David Ellison – der for et års tid siden stod i spidsen for et relativt lille produktionsselskab, Skydance – nu med opkøbet af først Paramount og så Warner en af Hollywoods mægtigste mænd, mens alle er spændte på, om han har formatet til at bære det ansvar.

Hos HBO, der i disse dage giver Netflix baghjul med succeser som ’A Knight of the Seven Kingdoms’, ’The Pitt’ og ’Industry’, kigger man nervøst på, om man får lov at bevare sin selvstændighed, eller man skal til at føje Paramounts indholdschef Cindy Hollands ønsker. Holland kom i øvrigt fra en stilling som topchef de originale produktioner hos … Netflix.

Et af de store spørgsmål er, om HBO Max i fremtiden vil blive lagt sammen med Paramounts tjeneste Paramount+, som herhjemme hedder SkyShowtime.

Den gode nyhed er, at en Paramount-Warner-fusion er en grundlæggende forlængelse af Hollywood, som vi kender det, blot samlet på færre hænder. Det er to gamle studier, der slår pjalterne sammen med biograffilm som forretningens hjørnesten. Udfordrede gamle studier, jovist, og med mellemøstlige penge på bagsmækken, men dog en fusion, der ikke ændrer hele økosystemet, som Netflix-handlen ville gøre.

Et 2,8 milliarder stort plaster på såret

Så er Netflix de store tabere? Det er selvfølgelig et ydmygende ansigtstab for Ted Sarandos at have været land, rige og Det Hvide Hus rundt på den helt store salgsturné over de seneste måneder, hvor han har talt om alt det, Netflix og Warner kan sammen. Og det er aldrig sjovt at måtte trække sig med halen mellem benene, når man er verdens største streamingtjeneste.

Men efter en god nats søvn har Netflix langt fra et stort L klæbende i panden. Deres aktionærer reagerede kraftigt på den uro, denne verserende handel har skabt, og aktien er faldet med 35 procent, siden Netflix fremlagde deres købsintentioner. Det er lig med 150 milliarder dollars. Efter de hoppede ud af handlen, kravlede aktien øjeblikkeligt opad.

Ted Sarandos & co. har vist, at de mener business. At de er klar til at udvide Netflix-forretningen, og at de vil fortsætte den vækstrejse, virksomheden har været på nærmest siden begyndelsen. Men også at det ikke skal ske for en hver pris. De er ikke desperate.

At Netflix så også lige har presset en konkurrent til at betale overpris, og at de selv får pæne 2,8 milliarder dollars for besværet i en såkaldt break up-fee, betalt af Paramount, er et fint plaster på såret. Det får man altså 18 sæsoner af ’Wednesday’ for.

Mens Paramounts handel stadig skal gennem konkurrencemyndighederne – Californiens statsadvokat har hurtigt slået fast, at det altså ikke er en done deal – kan Netflix kigge mod nye mål med en sort bundlinje og verden for deres fødder.

Måske denne hede flirt har rykket tjenestens verdensbillede, når det kommer til at satse på biograferne, eller måske rykker de deres investeringer mod nye skalpe som flere internationale sportsrettigheder.

Og hvem ved? Hvis Paramount-Warner-fusionen styrter til jorden, kan de jo slå en ny handel af engang i fremtiden.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af