‘Vi er rigtige engle’ er en bemærkelsesværdig debut, der efterlader læseren med en knude i maven
ROMAN. D er ikke som de andre børn. Når han kommer hjem fra skole med sine små søskende i hænderne, venter mor og far med klirrende flasker, tomme pilleglas og rygende cigaretskodder. De er arbejdsløse og derfor hjemme det meste af dagen. Når forældrene ikke sover, skændes de. Når de ikke skændes, slås de. Når de ikke slås, er den ene væk. Sommetider i dagevis.
’Vi er rigtige engle’ er en fortælling om en dreng, der bliver voksen, før han ved, hvad det vil sige. Det er historien om en far, der aldrig bliver “dansk” og en mor, hvis kærlighed drukner i selvhad og sorgen over ikke at slå til.
D vågner ofte om natten og løber af alle kræfter ind i forældrenes soveværelse for at beskytte sin mor. Han kaster sig mellem hende og faren, som igen står med stolen hævet over hovedet, klar til at slå med endnu større kraft.
Når D’s mor græder, trøster han hende. Når hun er fuld og ikke kan gå, løfter han hende i seng. Når D’s far græder, trøster han ham, men D græder ikke. Han er en dreng, som en dag skal blive en mand, og mænd græder ikke, siger D’s far.
Når D danser i sin mors nedringede kjoler og spinkle stilletter, er han fri. Hans far må ikke vide, at D er, som han er. D er homoseksuel. Han er ikke som de andre drenge.
Når far dør, er jeg fri
Da D’s far dør, besøger han graven hver dag. Tårerne må ikke kunne ses, når han kommer tilbage på Forfatterskolen efter at have talt med sin fars gravsten. D skriver digte, tekster, måske en roman en skønne dag.
»Far, da du døde, blev jeg fri til at elske«, skriver han. Men alligevel elsker D stadig sin far. Måske mere end nogensinde.
D passer sin mor, selvom han ikke burde. Det er ham, der er barnet. Ham, der burde blive holdt om. Senere finder D kærligheden i E, som han nu er fri til at elske – og blive elsket af. »Far. Jeg elsker en mand. Og nu skriver jeg. Og det er første gang i mit liv, at jeg ikke har lyst til at dø.«
På Forfatterskolen åbner en ny verden sig for D. En verden af ord, idéer og grænseløs frihed til at læse og skrive: »Jeg mener det, når jeg siger: Den største gave er at læse, at blive læst, at skrive.«
På trods af sit nye liv og minderne om en barndom uden plads til at være barn bærer D på en rørende ømhed og uudtømmelig kærlighed til sine forældre.
Følelsen af ikke at være god nok sidder dog fast i ham, når han læser med de andre på Forfatterskolen eller er i sommerhus nord for København med sin kæreste, der lever med en for ham lige dele ukendt og uopnåelig lethed.
Sprogligt overskud i en uforløst ramme
Dean Butt skriver godt. Forfatteren er ikke bange for at skifte form, genre eller stil. Snarere tværtimod.
Debutromanen er et sammensurium af kortere tekster, patientjournaler og lige dele patetisk og pragtfuld poesi. Det lykkedes dog aldrig helt at samle trådene fra de mange formmæssige forgreninger, hvorfor man som læser lades tilbage med en vag fornemmelse af en underligt uforløst historie.
På trods af en levende og fængende fortælling formår bogen ikke at gøre sig fri af budskabet om, at fortælleren tager afstand fra den, han blev gjort til, men samtidig er stolt af den, han skulle blive.
Hovedbudskabet rangerer højere end romanen selv, som drukner en smule i værkets larmende uregelmæssighed, genremix og skiftende form og tempo.
Men der er ingen tvivl om, at det er en bemærkelsesværdig udgivelse. Ikke mindst i en tid, hvor mennesker med “udanske” tilhørsforhold ikke længere kan vide sig sikre på at høre hjemme, hvor de er født og opvokset – med eller uden retten til en barndom fri for voksenlivets barske realiteter.
Kort sagt:
Den barske skildring af en barndom uden plads til at være barn og en multietnisk familie på bunden af samfundet efterlader læseren med en knude i maven. Også selvom forfatteren nogle gange vægter form frem for indhold.