Milos stilsikre ‘$chmoney’ beskriver et helt særligt tidspunkt efter et breakup
ALBUM. Der findes et særligt tidspunkt efter et brud, hvor man ikke længere græder i Netto, men heller ikke helt kan lade være med at tjekke, om ens eks har set ens story. Det er dér, Milo placerer sit debutalbum, ’$chmoney’, midt i overgangsfasen mellem længsel og erkendelse.
Albummet bevæger sig gennem de velkendte stadier – chok, savn, resignation, forsigtig optimisme – men uden at forfalde til melodrama på grund af Milos hverdagslige, om end poetiske observationer. Som i krisenummeret ’Kun for andre’: »Prøver at finde penge til et fly ud af landet nu (…) men dine øjne minder mig om vandet her«, synger han.
De 10 sange, der er forankret i en blanding af soveværelsespop, r’n’b og inderlig dansk rap, er stramme og sirlige. Og Milo er stærk i det nedbarberede, hvor tekstuniverset er næsten nøgternt i sin sorg. Følelserne får lov til at ånde, men aldrig eksplodere.
På ’Et år siden’ svæver han drømmende gennem erindringen båret frem af et blidt klaverspil og en sagte synth, mens ’Apollo’ har en bølgende r’n’b-energi, hvor trommerne lander med en selvsikkerhed, der sender tankerne mod den melodiske Toronto-lyd fra midt-10’erne, uden at det føles som en kliché. Det er små armbevægelser, diskrete hooks, en hånd på dit håndled snarere end en knytnæve i bordet.
Netop derfor klæder det albummet, når nogen giver det lidt mere modstand. På ’Det ku jeg ik se’ løfter Sira Jovina sangen ud af det introverte rum med en vokal, der føles både skrøbelig og rank. Og på ’Hvornår’ tilfører Noah Carter en kant, der gør sangens fastlåste kærlighed mere desperat. En akustisk guitar ligger som en beroligende hånd i håret, mens de to stemmer kredser om hinanden uden rigtigt at mødes.
Mest interessant er det, når Milo retter blikket væk fra soveværelset og ud mod dansegulvet. ’Klubshow’ er mere uptempo end de andre sange på albummet, næsten euforisk i sit anslag, mens den hedonistiske tekst afslører tomheden: »Vi prøver at heale vores hjerter på en klub igen«. Det er en sang om at søge lindring i stroboskoplys og opdage klokken 6 om morgenen, at personen, man har danset med, stadig er en fremmed.
Alligevel er der en fandenivoldskhed i ’Klubshow’, der er rytmisk forførende og tekstligt frigørende i sin apati. Herefter ville det have været oplagt at lade albummet flyde over i et mere skævt og måske endda vredt nummer i stedet for den (også) fine, inderlige ’Over alle bjerge’.
For ’$chmoney’ er gennemført i sin æstetik, næsten for gennemført i sin helhed. Man savner, at Milo for alvor river i kanterne og lader det hele skride. For han har imponerende styr på sin grundæstetik og nænsomme lyd og kan godt bære at skeje lidt ud.
Man fornemmer en inspiration fra Hans Philips måde at lade melankolien flyde dovent over trommerne, mens Milo skriver sig et mere ungdommeligt og håbefuldt sted hen. Hvor Hans Philips univers kan føles som en tyngdedyne, er ’$chmoney’ mere som den første forårsjakke: stadig blød, men lettere.
Kort sagt:
Milos debutalbum kortlægger overgangsfasen mellem selvbedrag og heling med sirlige tekster og blød r’n’b. ’$chmoney’ er stilsikkert og tro mod sit univers – og peger på en kunstner, der godt kan tillade sig at have endnu større armbevægelser.