’Rooster’: Manipulerende Steve Carell-serie fra manden bag ’Ted Lasso’ dumper hårdt
SERIE. Tag nu en pause, Bill Lawrence.
Efter at have pustet nyt liv i komedieserien med ’Scrubs’ tilbage i 00’erne fik serieskaberen Bill Lawrence sig noget af en revival med ’Ted Lasso’ i 2020.
Jeg og mange andre labbede fodboldserien og hovedkarakterens optimistiske honningsødme i os i en covid-tid, som ellers var fattig på smag og farve. Første sæson var velment og veludført som munter kampsang for troen på kollektivets kraft og kærlighed. Den var ligefrem knuselskelig.
Men Bill Lawrences knus føles mere og mere som et kynisk og krampagtigt greb om os i takt med flere sæsoner af ’Ted Lasso’, den ligesindede ’Shrinking’ og nu ’Rooster’. Jeg har googlet det, og honning har faktisk en udløbsdato!
Det samme har mængden af jævne, ensomme midaldrende mænd med skøre quirks i fish-out-of-water historier, som vi skal føle med. Gregg Russo (Steve Carell) i ’Rooster’ er den seneste i rækken.
Russo er en fraskilt, uuddannet forfatter bag en serie lufthavnslitteratur om sit eget heroiske mandemands-alter ego Rooster. Ved seriens start holder han gæsteoplæg på et college, men er der mest af alt for at se til sin datter Katie (Charly Clive), som underviser på stedet og er ramt, efter hendes mand har fundet sammen med en studerende, som han har gjort gravid.
Til sit oplæg om hans bogserie spørger en studerende direkte Russo, hvorfor han hader det modsatte køn, mens de mandlige studerende forguder hans selvblindt manosfæriske beskrivelser af afklædte kvinder. Kort tid efter bliver Russo mod al logik tilbudt en stilling som gæsteunderviser på selvsamme college og så har vi ellers seriens præmis. Eller …
Som var vi landet midt i en sæson 4, er det næsten bekymrende, hvor lidt serien gør ud af at etablere Russo i hele college-universet eller spinde sammenhængende plottråde, før vi hovedkulds skal se vores hovedkarakter rende rundt og fucke op i tingene, småflirte med dekanen Dylan (Danielle Deadwyler) eller spille beerpong med sine studerende, mens afsnit løber ud i sandet.
Hvorfor er serien egentlig sat på college? Hvad vil den i det hele taget?
Vi er i en tid, hvor de amerikanske colleges og universiteter er pressede på deres eksistensgrundlag. Udefra af en sanktionerende og censurende Trump-administration. Indefra af det stadigt igangværende cancel culture-clash mellem undervisere og studerende i en forhandling mellem akademisk frihed og identitetspolitik.
I modsætning til den stærkt oversete miniserie ’The Chair’ er det tilsyneladende ikke denne aktuelle tid eller en verden, som serien foregår i. Faktisk bruger vi mere tid i fitnessrummet og i rektorens tøndeformede sauna end i undervisningslokalet.
Skolens bizart blottende rektor (spillet af komedieveteranen John C. McGinley fra ’Scrubs’) spørger tidligt i serien Russo: »When did you and I become the bad guys?«. Umiddelbart er det en offermentalitet, som Russo og serien ikke køber ind på, men man kommer hurtigt i tvivl.
For serien har flere tø-hø episoder, hvor Russo brager ind og snubler i brystet på en af sine kvindelige studerende og kalder en anden for en »white whale« med reference til ’Moby Dick’ – vel at mærke uden at have læst bogen.
Det er historien om den moderne midaldrende mand, der som en 14-årig selvproklameret satanist til søndagsmesse bare ikke kan lade være med at overskride grænser i selskab med de åh så tyndhudede Gen Z-studerende.
Seriens sympati – hvis den ellers har en sådan – ligger ikke hos den politisk bevidste og ambitiøse kvindelige studerende, men hos den døllede og sløsede, men sjove fyr i klassen og hos de boomer-rethaveriske bedstefar-hunks som Russo og rektoren. Da Russo – efter at have festet med sine studerende og knaldet rektorens sekretær – går rundt på campus og nu bliver tiltalt ’Rooster’, er det, at 00’erne ringer og gør krav på sin voksenbaby frigørelse à la ’Old School’.
Eller måske er det nærmere 90’ernes sitcoms med seriens galleri af vittige stornarcissistiske ironikere. Alle lever de inden for en slags dumhedens lov, hvor man hurtigt kan gå fra idiot til oprigtig alt efter setting og karakter, man står over for.
Som når Russos datter Sophie i bedste Sisse Sejr-stil stalker sin mand Archie (Phil Dunster fra ’Ted Lasso’ som højst utroværdig ekspert i russisk litteratur) fra et træ og kommer til at brænde deres fælles hus ned, da hun i frustration vil sætte ild til hans elskede førsteudgave Tolstojs ’Krig og Fred’. Eller da Russo overfalder samme Archie, mens han fra hjemmekontoret er live på hos BBC – vel at mærke uden bukser på. Tihi.
Det værste ved denne hovedløse serie af overspringshandlinger er ikke bare, at den misbruger et ellers godt cast med blandt andet en kriminelt underbenyttet Alan Ruck (Connor Roy i ’Succession’) og cementerer, at Steve Carell er havnet i et dødvande mellem sin excentriske deadpan-fortid og ellers lovende dramatiske takter.
Nej, det værste er den ufarlige og alligevel farlige forsonende sløjfe, som serien forsøger at pakke hvert afsnit af med. Karaktererne kan lave nok så meget lort og sige nok så mange dumme ting, men i sidste ende kan vi sammen grine af det og kramme lidt til tonerne af harmløs sen-R.E.M.
Det er ikke cute. Det er konsekvensløst og manipulerende. Og med ’Rooster’ må Bill Lawrence gerne holde en kreativ pause og se, om han kan finde tilbage til en mere oprigtig og charmerende idé i stedet for flere umodne mænd, vi skal have ondt af.
»These kids aren’t looking for fun, they are looking for depth«, som der bliver sagt på et tidspunkt. I ’Rooster’ får man ingen af delene.
Kort sagt:
’Ted Lasso’-skabers college-serie med Steve Carell i hovedrollen dumper hårdt med sin anstrengte komik, kyniske sentimentalitet og store fravær af alt, der faktisk handler om college.
Anmeldt ud fra de første seks afsnit.