Årets Oscar-sæson har ikke budt på brutale nedsmeltninger a la ’Emilia Pérez’-kampagnen sidste år, men alligevel har vi oplevet klassiske Oscar-dramaer med hver sin drejebog:
Den på efterårsfestivalerne feterede og kritikerroste ’Hamnet’ har indtaget rollen som en art skurk i årets felt, fordi det er dén ene film, der (i tiden efter den vandt bedste drama ved Golden Globes) har fremstået som det eneste troværdige alternativ til de to mere cool frontrunners, ’Sinners’ og ’One Battle After Another’.
’Hamnet’ blev dømt ude som grief porn, blandt mange andre mere eller mindre spidsfindige fornærmelser. Også herhjemme deler ’Hamnet’ vandene: Weekendavisens anmelder anklager Chloe Zhaos film for at være »chokerende banal«, mens Informations anmelder kalden den »smuk, sanselig og bevægende«. Vælg selv!
Et andet narrativ har knyttet sig til Timothée Chalamet, Hollywoods it boy, der, selvom han er fyldt 30, stadig optræder med en kæk teenagers overmod. Chalamet, længe udset som indlysende favorit i kategorien for bedste mandlige hovedrolle, har været genstand for megen palaver, der har haft som konsekvens, at hans frontrunner-status støt, men sikkert, er blevet undermineret: af hans egen lettere nævenyttigt kalkulerede kampagnestil, hans nedsættende udtalelser om blandt andet ballet og opera og besyngelser af egne fortræffeligheder.
En artikel, der – på et penibelt tidspunkt i sæsonen – gjorde rede for bruddet mellem Safdie-brødrene (Josh og Benny) og placerer skylden hos Josh (instruktør på Timmys Oscar-trækplaster, ’Marty Supreme’), fordi denne benyttede en mindreårig skuespillerinde i en sexscene i ’Good Time’ fra 2017 uden Bennys vidende, har heller ikke just været gunstig for ’Marty Supreme’-kampagnen. Hvilket selvfølgelig også rammer Chalamets kandidatur.
Men hvis menigmands (eller internettets rage bait-version af menigmand) forhold til Timothée Chalamet er den benzin, der har drevet Oscar-samtalen i store dele af denne sæson, er det måske udtryk for en vis energiforladthed i det årlige cirkus, der kulminerer sent (for sent?) i år med uddelingen 15. marts.
Manglende energi er måske det uafvendelige udkomme af en sæson, hvor de to store favoritter begge repræsenterer Warner Brothers, og hvor filmenes respektive kampagneindsats følgelig mest handler om at træde varsomt og ikke virke, som om man forsøger at få staldmakkeren til at snuble.
Flere af de senere års Oscar-ræs har været kendetegnet ved små, umærkelige stemningsskift i de sidste uger af kampagnen. Vi så det, da ’1917’ måtte vige pladsen for ’Parasite’, og da ’CODA’ overhalede alle de store film på opløbsstrækningen og vandt bedste film, selvom filmen kun var nomineret til tre Oscars i alt.
Kun kategorien for bedste instruktør og bedste kvindelige hovedrolle synes låst fast på forhånd, når vi ser på de seks store kategorier i år. Ellers har styrkeforholdet været skiftende flere gange undervejs i sæsonen.
Varsler ’Sinners’ succes ved SAG Awards et vibe shift væk fra ’One Battle After Another’, der ellers har været på et ’Oppenheimer’-lignende triumftog gennem prissæsonen? Og er førnævnte Chalamet udset som offer for sin egen hybris, hvis han må blive i sit sæde, når vinderen for bedste mandlige hovedrolle kaldes på scenen? Er Sean Penn på vej til at vinde sin tredje Oscar på trods af – eller måske netop fordi – han stædigt fastholder ikke at deltage i al kampagnepalaveret?
Her udpeger vi vores vinderbud (og de mest sandsynlige alternativer) i samtlige kategorier, og vi tildeler lidt særlig opmærksomhed til årets spritny tilføjelse: kategorien for bedste casting.
Men vi starter med den helt store kategori først:
Bedste film
Hvem vinder: ’One Battle After Another’
Alternativ: ’Sinners’
DGA og PGA er de to mest troværdige indikatorer af, hvilken retning Oscar-kapløbet udarter sig. Når både DGA og PGA derfor peger på den samme film, ’One Battle After Another’ (herefter ’OBAA’), så er denne forholdsvis klar favorit til en bedste film-Oscar.
PGA har matchet Oscars bedste film-kategori 13 ud af de sidste 16 årgange (det er det tidsrum, siden 2009, hvor Oscar udvidede bedste film-kategorien fra fem til 10 film). I 12 af de 16 år pegede DGA og PGA på den samme film med det resultat, at den film i 10 af de 12 tilfælde vandt bedste film-Oscaren. Undtagelserne er ’La La Land’ i 2016, der tabte til ’Moonlight’, og ’1917’, der i 2019 tabte til ’Parasite’.
I de to årgange med undtagelser var der tale om, at en stor prestigeproduktion tabte Oscar’en til et mere kritikerrost alternativ (ja, to af det 21. århundredes mest feterede film overhovedet). Modsat hertil er ’OBAA’ ikke bare favoritfilmen, der skal væltes af et alternativ, den er alternativet, i den forstand at det er en kritikerrost kulmination på en feteret auteurs (foreløbige) livsværk. Det stiller den enormt stærkt.
BAFTA pegede også på ’OBAA’, det samme gjorde Golden Globes (for bedste komedie…) og Critics’ Choice Awards (CCA). Flere af de mellemstore specialforbund, såsom ACE (klippere), ASC (fotografer) og WGA (forfattere) har også peget på ’OBAA’.
MEN det er, som om et eller andet skifte materialiserede sig, da SAG ved de nyligt omdøbte Actor Awards pegede på ’Sinners’ for bedste ensemble, og især da Michael B. Jordan vandt for bedste mandlige hovedrolle. Som om hele rummet var med ham, og som om reaktionerne fra alle, der følger med, mere bar præg af en ’nå ja, SELVFØLGELIG!’-reaktion end en ’WTF?!’-reaktion. Nogle gange kan det være svært at definere og forklare et stemningsskift, men man kan alligevel registrere det, mærke det.
Jeg siger ikke, at ’Sinners’ vinder Oscar’en søndag nat, men jeg siger, at mærkeligere ting er sket, og at det på en måde vil føles naturligt og naturligt tilfredsstillende, hvis det sker.
Hvad kan få medlemmerne af Akademiet til at sadle om i sidste øjeblik?
Måske noget medlemmerne (mange af dem, i hvert fald) godt har været klar over igennem hele sæsonen, men ikke har reageret på før nu: At en sejr til ’Sinners’ vil få Hollywood til at fremstå i et gunstigt lys på et tidspunkt, hvor der virkelig er brug for det, fordi filmbranchen på mange måder er i knæ.
’Sinners’ er en originalfortælling inden for et genrefelt, hvor den slags er blevet en sjældenhed, fordi IP-materiale er blevet den altdominerende forretningsmodel. ’Sinners’ er beviset på, at man godt kan lave intelligente fortællinger om vigtige emner tilsat en populistisk appel, der hiver folk i biograferne. En sejr til Ryan Cooglers film vil sende det helt rigtige signal på et for branchen kritisk tidspunkt.
Den anden mere direkte aflæselige faktor var naturligvis SAG Awards. Måske stemningen i rummet fra den aften har forplantet sig til mange af de akademimedlemmer, der holder øje med de andre prisuddelinger ud fra devisen: Hvem har jeg lyst til at se vinde?
Jeg er forsigtig af natur, så jeg holder fast i ’OBAA’. Men drøm stort hvis du er ’Sinners’-fan – det kan godt ske.
Bedste instruktør
Hvem vinder: Paul Thomas Anderson (’One Battle After Another’)
Alternativt: Ryan Coogler (’Sinners’)
Fra sæsonens start – og gennem samtlige betydende prisuddelinger med fokus på instruktion – har Paul Thomas Anderson ryddet bordet. Dynamikken har lignet den, der i 2006 kom Martin Scorsese og ’The Departed’ til del: »Hvordan kan det være, at vi aldrig har givet dette åbenlyse geni en Oscar? Det skal fikses NU!«.
I enhver anden sæson havde Ryan Coogler stået stærkt, eftersom en anden af Akademiets store undladelsessynder er, at man aldrig har tildelt bedste instruktør-prisen til en sort instruktør. Men narrativet knyttet til PTA kom i stand, før ’Sinners’ lignede en troværdig bejler, og derfor har instruktørkategorien været låst fast fra (næsten) dag ét.
Bedste mandlige hovedrolle
Hvem vinder: Michael B. Jordan (’Sinners’)
Alternativt: Timothée Chalamet (’Marty Supreme’)
Vi er tilbage ved stemningsskiftet: SAG, det magtfulde og store skuespillerforbund, gav sin hovedrollepris til Jordan, og siden har ræset om Oscaren set anderledes ud.
Ja, Adrian Brody vandt Oscaren sidste år, selvom han midlertidigt tabte terræn til netop Chalamet, der vandt SAG for ’A Complete Unknown’, men Chalamet er i denne sæson yderligere udfordret af, at han heller ikke vandt BAFTA, der gik til den ikke i Oscar-sammenhæng valgbare Robert Aramayo for ’I Swear’.
Man kan indvende, at Chalamets direkte konkurrenter til Oscar’en jo også tabte til Aramayo, men det rammer frontrunneren hårdere at måtte indkassere et nederlag, end det rammer de øvrige udfordrere.
Faktum er, at vi skal tilbage til Sean Penn og ’Mystic River’ i 2003 for at finde den seneste Oscar-vinder i kategorien, der ikke vandt enten SAG eller BAFTA (eller begge) som optakt. Der er med andre ord et bjerg, der skal bestiges af Chalamet nu, og spørgsmålet er, om ikke momentum er gledet ham af hænde?
Der kan argumenteres for alle fem mænd i dette kapløb: Hvorfor har DiCaprio ikke to Oscars? Kan det internationale segment ikke katapultere Wagner Moura til sejr? Skal Ethan Hawke ikke have en Oscar for lang og tro tjeneste i den seriøse filmkunsts tjeneste?
Men stemningsskiftet taler sit tydelige sprog: Michael B. Jordan – der for måske to måneder siden lignede den mindst sandsynlige vinder i kategorien – føles lige nu og her som den mest rigtige vinder.
Bedste kvindelige hovedrolle
Hvem vinder: Jessie Buckley (’Hamnet’)
Alternativt: Ingen
Sidste år bød på et neglebidende opgør mellem Demi Moore (’The Substance’) og Mikey Madison (’Anora’), der faldt ud til sidstnævntes fordel, men i år? Ingen vil vove at betvivle, at Jessie Buckley, der tidligere har været nomineret for sin birolle i ’The Lost Daughter’, vinder Oscar’en.
Buckley har støvsuget samtlige nævneværdige priser i sæsonen og vil uden skyggen af tvivl blive begavet med en Oscar søndag nat.
Det eneste grus, der er blevet kastet i kampagnemaskineriet, er sådan set Buckleys humoristisk ladede bemærkning til en journalist, om at hendes mand i starten af deres forhold måtte vælge mellem hende og hans katte. Det har skabt en ganske stor proteststorm på internettet fra katteelskere, der vil have Buckley til at beklage udtalelsen.
Nok er katteelskere et segment, man skal passe på med at undervurdere (bare spørg J.D. Vance), men at vælte Buckley af pinden i sidste øjeblik? Det kommer ikke til at ske.
Bedste mandlige birolle
Hvem vinder: Sean Penn (’One Battle After Another’)
Alternativ: Stellan Skarsgård (’Sentimental Value’)
Der har været soleklare frontrunners i denne kategori i de senere år:
For fire år siden vandt døve Troy Kotsur for sin fjærtende birolle i ’CODA’. For tre år siden vandt Ke Huy Quan for ’Everything Everywhere All at Once’. For to år siden var det Robert Downey Jr.’s tur for ’Oppenheimer’. Og sidste år var det Kieran Culkin, der høstede hæderen for sin hovedrolle (!) i ’A Real Pain’. Alle fire støvsugede priser til højre og til venstre i deres respektive årgange.
I år udgør kategorien den måske mest fascinerende – og åbne – kategori overhovedet.
Godt nok har Sean Penn vundet både BAFTA og SAG de seneste uger, hvilket nærmest per default gør ham til favorit. Problemet er bare, at Penn ikke fører kampagne for sig selv og hverken var til stede ved BAFTA-uddelingen eller Actor Awards/SAG.
I Oscar-sammenhæng bilder jeg mig ind, at det er et problem, at Penn ikke spiller spillet – og – hvem ved? – måske vælger ikke at deltage i Oscar-ceremonien. Vil man ikke hellere give prisen til en stjerne, der beredvilligt stiller op, hvor og når det kræves, og som udstråler en interesse i, om han vinder eller ej?
Et andet forhold, der taler imod Penn, at han allerede har vundet to Oscars. Vil man virkelig give en tredje Oscar (hvilket vil flytte Penn op på siden af Daniel Day-Lewis, Meryl Streep og Frances McDormand blandt endnu aktive skuespillere) til en mand, der åbenlyst ikke kerer sig om spotlys og hæder?
Alternativet til Penn er næppe makkeren fra ’OBAA’, Benicio Del Toro (der tværtimod kan hindre Penn i at vinde ved at stjæle stemmer fra ham fra fans af PTA’s film). Men snarere Jacob Elordi, som jeg dog tror har mistet pusten, i takt med at ’Wuthering Heights’ har lidt under kritikerstandens nedsabling, eller Stellan Skarsgård.
Skarsgård var (lig alle andre skuespillere fra internationale produktioner) ikke nomineret til SAG, så det er svært at måle ham med Penn. Men svenskeren har den fordel, at der kan ligge et lifetime achievement-agtigt skær over at give ham Oscar’en. For får Hollywood yderligere chancer for at hædre ham – realistisk set?
Endelig kan man ikke udelukke Delroy Lindo. Hvis ’Sinners’ rider en momentum-bølge, kan det komme Lindo til gavn. Han er derfor min tredje favorit.
I sidste ende hælder jeg til Penn ud fra argumentet om, at medlemmerne af BAFTA og SAG i udgangspunktet kunne tænkes at have samme forbehold over for Penn som Akademiet, men valgte at se stort på det. Det, tror jeg, hænger sammen med, at priskomiteer elsker at honorere ægte skurkeroller i birollekategorierne.
Og Penns Colonel Lockjaw er en eksemplarisk eksekveret skurkerolle, der vil blive husket mange år frem i tiden. Jeg tror ikke, Skarsgårds rolle har den samme wow-faktor i den kollektive bevidsthed.
Bedste kvindelige birolle
Hvem vinder: Amy Madigan (’Weapons’)
Alternativt: Teyana Taylor (’One Battle After Another’)
Den kvindelige birollekategori er lige så spændende. Måske endda endnu mere åben, fordi der her er tre godt og vel lige sandsynlige bud på en vinder.
Amy Madigan, skurken i horrorsensationen ’Weapons’, har på papiret en lille fordel over for konkurrenterne med sine sejre ved CCA og SAG. Teyana Taylor fra ’One Battle After Another’ vandt GG og Wunmi Mosaku fra ’Sinners’ BAFTA.
Oscar peger oftere i nyere tid på skuespillere fra film, der står stærkt i bedste film-kategorien, hvilket favoriserer Taylor og Mosaku kontra Madigan. Til gengæld vejer sidstnævntes SAG-trofæ tungt. At Madigan desuden leverede en charmerende tale ved Actor Awards, skader ikke hendes chancer.
Der er ikke nogen tvivl om, at Taylor og Mosaku alene på grund af associeringen med årets to overordnet mest populære film vil score mange stemmer, men jeg tror, at Madigan har to afgørende fordele: Hun er en veteran, som er vellidt i branchen, og som Akademiet næppe får mulighed for at honorere igen, og hun spiller – akkurat som Sean Penn hos mændene – en skarpt optegnet skurkerolle, der har sat sig i den kollektive bevidsthed.
Bedste manuskript
Originalmanus: ’Sinners’
Det her er Akademiets chance for at give Ryan Coogler en længe ventet Oscar, der samtidig kan fungere som et meget stort plaster på såret, hvis/når han taber for bedste film og bedste instruktør. En af aftenens mest sikre priser.
Bedste adapterede manus: ’One Battle After Another’
Den anden manuskriptkategori er et spejl af den første i forhold til vinderchancer: ’OBAA’ all the way.
Bedste animerede film
Hvem vinder: ’K-Pop Demon Hunters’
Alternativt: ’Zootopia 2’
Historisk er Annie Awards (animatorernes forbund) og PGA gode indikatorer for Oscar-vinderen i kategorien. Begge vandt ’K-Pop Demon Hunters’. Den vandt også Golden Globe og Critics Choice.
Desuden er det værd at notere sig, at ’K Pop’ har vundet priser ved både CAS Awards, lyddesignernes forbund, og VES Awards, de visuelle effektartisters forbund. Det vidner om en bred støtte på tværs af industrien.
Konkurrenten ’Zootopia 2’ vandt godt nok BAFTA, men det var, fordi Netflix-fænomenet ikke var kvalificeret på grund af stramme regler for, at film skal have en regulær biografpremiere for at være nomineringsberettigede til den britiske pendant til Oscar.
Alt i alt tegner der sig et billede af, at ’K Pop Demon Hunters’ er stor favorit i en årgang, der ikke for alvor byder på de store kunstneriske bedrifter, men til gengæld et opgør mellem to på hver sin måde meget populære film.
Bedste internationale film
Hvem vinder: ’The Secret Agent’ (Brasilien)
Alternativt: ’Sentimental Value’ (Norge)
Sidste år smed ’Emilia Pérez’ skandaleramte kampagne en sikker sejr over bord, hvilket førte til triumf for Brasiliens ’I’m Still Here’.
Hvad mange iagttagere lagde mærke til i den forbindelse er, at forholdsvis mange sydamerikanere tager sæde i Akademiet, og at de yder en meget aktiv indsats for sydamerikanske filmproduktioner. Jeg satser på, at det også kommer den fremragende, men ikke just crowdpleasende ’The Secret Agent’ til gavn.
Målt på nomineringer er Norges bud, den hele ni gange nominerede ’Sentimental Value’, favorit, men der hersker en form for afmålt begejstring for Joachim Triers film i Oscar-samtalen online, der for mig får det til at virke, som om der er klart mere passion for ’The Secret Agent’, hvis nomineringstotal på fire i sig selv også er mere end godkendt for at stå stærkt i kategorien her.
Iranske Jafar Panahis ’It Was Just an Accident’, der er indstillet af Frankrig, lignede længe en favorit i kategorien (blandt andet som regerende Guldpalmevinder fra Cannes), men eftersom Panahis film ikke klarede skærene i bedste film-kategorien, må den regnes for en dark horse – i bedste fald.
Bedste dokumentarfilm
Vinder: ’The Perfect Neighbor’
Alternativt: ’Mr. Nobody Against Putin’
Krig er nu en gang et emne, der tilfører en dokumentar et skær af nødvendighed og vigtighed. Og så er det ikke omkostningsfrit at berette fra krigszoner, hvilket også (ud fra en lidt kynisk betragtning) kan give sympatistemmer. Det er to af grundene til, at film med fokus på krig som oftest ender i en fordelagtig position, når det kommer til Osca’ren for bedste dokumentarfilm.
Akademiets appetit på krig, der de sidste to år har resulteret i priser til ’20 Days in Mariupol’ og ’No Other Land’, synes at have fortaget sig en smule i årets felt: Der blev ikke plads til en af forhåndsfavoritterne, Ukraine-filmen ’2000 Metres From Andriivka’, som ellers vandt en DGA-pris.
Heller ikke PGA-vinderen, ’My Mom Jayne’ blev der plads til.
Set med danske øjne giver det plads til realistiske vinderforhåbninger knyttet til ’Mr. Nobody Against Putin’, der vandt en BAFTA i kategorien. Her er Ukraine-krigen – nærmere bestemt: den propagandaindsats, der foregår helt ned i skolealderen i Rusland – emnet.
Det kan bestemt ikke udelukkes, at den globalt relevante tematik og den bevågenhed, der følger med BAFTA-sejren, kan give pote, men jeg hælder nu alligevel til, at ’The Perfect Neighbor’, der har et bredt udstillingsvindue på Netflix, vinder.
’The Perfect Neighbor’ vandt også dokumentarprisen ved ACE Eddie Awards, filmklippernes forbund.
Bedste fotografering
Hvem vinder: ’Sinners’ (Autumn Durald Arkapaw)
Alternativt: ’One Battle After Another’ (Michael Bauman)
Critic’s Choice pegede på ’Train Dreams’, BAFTA og fotografernes forbund ASC på ’One Battle After Another’. ’Sinners’ har vundet en del af de store kritikerpriser.
Siden Rachel Morrison som den første kvinde nogensinde blev nomineret i kategorien i 2017, har andre kvinder som Mandy Walker og Ari Wegner opnået nomineringer. I år er det så Autumn Durald Arkapaws tur.
Den ofte fremhævede musiksekvens, hvor århundreders afrikansk-amerikanske musiktraditioner smelter sammen i en hallucinatorisk drømmesekvens i en brændende juke joint, er hendes mesterstykke.
Og kønnet kan blive en afgørende faktor i et meget tæt opløb, for man skal ikke underkende signalværdien i, at Arkapaw kan bryde gennem glasloftet og blive den første kvindelige vinder.
Den også førstegangsnominerede Bauman er en formidabel modstander (alene biljagtsekvensen på en øde highway er en masterclass i suggestiv fotografering), og Adolpho Velosos (endnu en førstegangsnomineret!) arbejde på ’Train Dreams’ er også lidt af en skønhedsåbenbaring.
I sammenligning med de tre favoritter er danske Dan Laustsen (for ’Frankenstein’) en regulær Oscar-veteran, men reelt chanceløs.
Lad mig være helt klar i spyttet, hvis du sidder med din egen Oscar-pool: Bauman er den mest sandsynlige vinder, men jeg tager chancen: Jeg tror, Akademiet hælder til at skrive historie ved at hædre Arkapaw.
Bedste klipning
Hvem vinder: ’One Battle After Another’ (Andy Jurgensen)
Alternativt: ’Sinners’ (Michael B. Shawver)
Også i kategorien for klipning er der lagt op til en tæt afgørelse mellem aftenens to generelle favoritter.
Hvor jeg hælder til, at ’Sinners’ vinder for fotografering, tror jeg, ’OBAA’ trækker det længste strå her.
Jurgensen har vundet priserne ved Critics Choice, BAFTA og for bedste komedie/musical ved filmklippernes forbundspris ACE. Shawver vandt dramaprisen ved sidstnævnte pris og flere af de store kritikerpriser.
Helt udelukkes kan en motorsportsfilm som ’F1’ næppe i netop denne kategori, hvor formlen ’fart = hurtig klipning’ ofte er en genvej til en Oscar. Det var dog en bet for ’F1’s chancer, at den tabte til ’Sinners’ i dramakategorien hos ACE.
Bedste casting
Hvem vinder: ’Sinners’
Alternativt: ’One Battle After Another’
Så kommer vi til det nye barn i Oscar-familien, kategorien for bedste casting, der i år bliver den første kategoritilføjelse siden 2001, hvor bedste animerede film kom til.
Det 21 århundrede har ellers udelukkende budt på kategoritilpasninger: I 2012 blev make-up-kategorien tilføjet hår, så kategorien nu hedder make-up og hår, og i 2020 blev lydmiksning og lydklipning lagt sammen til én kategori for lyd. Endelig blev kategorien for art direction omdøbt til production design for at afspejle en ny tids fokus på digital efterbearbejdning i 2012.
Der har generelt været enighed om, at tilføjelsen af en kategori for bedste casting (som BAFTA har haft siden 2019) er en god ide, men der er også enkelte kritiske røster: For ville det ikke give bedre mening med en bedste ensemble/cast, hvor vægten er lagt på præstation frem for processen med at finde de rigtige skuespillere til rollelisten?
Man kan mene, at selvom en filmproduktions succes i høj grad er betinget af en vellykket casting, så er det spørgsmålet, om den konkrete casting director fortjener en Oscar for et arbejde, der reelt ofte indebærer, at man gennemfører auditions og laver aftaler med skuespillere, som instruktøren allerede har udpeget eller sidder med en afgørende stemme i forhold til at vælge eller fravælge.
Erfaringerne fra BAFTA viser, at det som oftest ikke er de stjernetunge casts, der vinder prisen, men film, der finder nye talenter og giver dem en platform, hvor de kan brillere og slå igennem. Senest var det i tilfældet i år, hvor den beskedne produktion ’I Swear’ vandt BAFTA-prisen.
Hvor ’OBAA’ præsenterede os for en ny stjerne i Chase Infiniti, byder ’Sinners’ på Miles Caton. To inspirerede casting-beslutninger, der i sig selv berettiger en nominering.
’Sinners’ har en stor fordel i forhold til at vinde casting-prisen i dens debutår: Francine Maisler, filmens casting director, er fagets måske største navn, der pt. også står for castingen på Seth Rogens hit-tv-serie ’The Studio’. Hun har vundet 17 priser i årenes løb ved Artios Awards, castingforbundets egen pris. Hun vandt således både for ’The Studio’ (i tv-kategorien) og for ’Sinners’ (i filmkategorien) ved årets uddeling.
’Sinners’ vandt prisen for bedste casting i et drama over flere af de kandidater, der også har opnået en Oscarnominering. ’Sinners’ vandt også prisen for casting (og ensemble, der er slået sammen i det regi) ved Critics Choice.
Det ligner en kroning af en af fagets kæmper.
Bedste originalscore
Hvem vinder: ’Sinners’
Alternativt: Ingen
Akademiets komponist-gruppering har et blakket ry, når det kommer til at anerkende scores, der er båret af elektroniske lyduniverser. Sidste år blev ’Challengers’ på mystisk vis forbigået, på trods af at Atticus Ross og Trent Reznor var dobbelte Oscar-vindere.
I år er et andet fremragende elektronisk score, Daniel Lopatins til ’Marty Supreme’, blevet forbigået, hvilket er hovedrystende, al den stund at filmen opnåede hele ni nomineringer i alt.
Daniel Blumbergs mesterlige score til ’The Brutalist’ vandt sidste år meget fortjent, og i år går prisen med meget stor sandsynlighed til Ludwig Göransson for dennes score til ’Sinners’, hvor musikken spiller en meget stor rolle, og hvor Göransson på overlegen vis får inkorporeret elementer fra blues i en moderne, fragmentarisk, men dybt besættende lydlig rejse, der vitterligt opleves som en karakter i egen ret.
’Sinners’ har vundet alle forløberpriser af betydning, og Göransson kan således godt allerede nu gøre plads på kaminhylden til sin tredje Oscar på bare syv år. Han har tidligere vundet for ’Black Panther’ og ’Oppenheimer’.
Bedste originalsang
Hvem vinder: ‘Golden’ (‘K-Pop Demon Hunters’)
Alternativt: ’I Lied to You’ (’Sinners’)
Oscars problembarn, kategorien for bedste sang, byder igen i år på en Oscar-mainstay af de allermest sejlivede slags: Dianne Warren, der er nomineret i kategorien for 16. gang, og som vanen tro er chanceløs og helt sikkert vil se surmulende ud, når en virtuel K-pop-gruppe løber med ’hendes’ hæder.
Sidste år vandt en rædderlig sang fra ’Emilia Pérez’, så ’Golden’ er til sammenligning det rene Bach eller Beatles. En virkelig velkonstrueret popsang med en nærmest umenneskelig vokalpræstation, der rammer nogle meget høje toner undervejs, hvilket måske netop sømmer sig for en virtuel gruppe.
Hvis ’Sinners’ laver et kæmpe sweep på Oscar-natten, så kan bidraget herfra, ’I Lied to You’, fremført af filmens unge stjerneskud Miles Caton, måske vinde, men ærligt talt: Det vil faktisk være forfriskende, hvis et regulært hit fejer al modstand til side, for dermed at demonstrere at filmuniverser endnu har så megen monokulturel kraft i sig, at de kan trække sange op på toppen af hitlisterne.
Bedste production design
Hvem vinder: ’Frankenstein’
Alternativt: ’Sinners’
’Frankenstein’ vandt kategorien ved både BAFTA og Critics Choice.
ADG (Art Directors’ Guilds) Awards gav prisen for bedste art direction i en periodefilm til ’Frankenstein’, mens ’OBAA’ vandt for nutidsfilm.
Alt i alt: Et klart plus til ’Frankenstein’, der synes at sætte sig tungt på flere af håndværkskategorierne.
Bedste kostumedesign
Hvem vinder: ’Frankenstein’
Alternativt: ’Sinners’
Ved kostumedesignernes forbundspris, CDG Awards, inddeles filmene efter samme logik som ved production design: periodefilm, fantasy og nutidsfilm.
CDG gav deres priser til henholdsvis ’Frankenstein’, ’Wicked: For Good’ og ’OBAA’, men de to sidstnævnte er ikke Oscar-nomineret.
Vi ser således det samme mønster som i production design. Og ligesom i den kategori har ’Frankenstein’ også snuppet priserne ved Critics Choice og BAFTA. Den ligner en meget solid favorit.
’Sinners’ er den mest sandsynlige runner-up, ikke mindst fordi en af fagets absolutte sværvægtere, den dobbelte Oscar-vinder Ruth E. Carter, er kostumedesigner på Cooglers film.
Bedste lyd
Hvem vinder: ’F1’
Alternativt: ’Sinners’
’F1’ ligner en sikker vinder. Den vandt hos både Critics Choice og BAFTA. CAS (Cinema Audio Society, lyddesignernes forbundspris) uddelte sin hovedpris til ’F1’ ved uddelingen 7. marts. ’F1’ er altså virkelig i pole position her.
Ved at give en enkelt pris til ’F1’ lever Akademiet nydeligt op til spread the wealth-princippet med at uddele en pris til flest mulige af de bedste film-nominerede film.
Bedste visuelle effekter
Vinder: ’Avatar: Fire and Ash’
Alternativt: ’Sinners’
Endnu en below the line-kategori med en meget klar favorit. Det kan godt være, at den tredje ’Avatar’-film ikke har klaret sig specielt godt i dette års Awards Season (og heller ikke har levet helt op til de første to films box office-tal), men lige netop for visuelle effekter har den gjort godt og vel rent bord ved at vinde de vigtigste precursors: Critics Choice, BAFTA og hovedprisen ved VES Awards, de visuelle effektartisters forbundspris.
Bedste hår og make-up
Vinder: ’Frankenstein’
Alternativt: ’Sinners’
Også her skiller ’Frankenstein’ sig ud. Jacob Elordi brugte efter sigende op til 10 timer om dagen i makeup-stolen, når han var på optagelse på ’Frankenstein’. Den tid og de ressourcer er da godt givet ud, hvis det giver en Oscar. Og det tyder det bestemt på, at det gør.
’Frankenstein’ vandt en BAFTA og Critics Choice i kategorien.
Da hår-og-makeup-artisternes eget forbund (MAUHS) uddelte priser, delte ’Sinners’ og ’Frankenstein’ to priser hver, så hvis ’Sinners’ laver et sweep på Oscar-natten, kan den måske fravriste ’Frankenstein’ denne ene af de tre håndværkskategorier.
Kortfilm-kategorierne
Live action: ’A Friend of Dorothy’
Animation: ’Butterfly’
Dokumentar: ’All the Empty Rooms’