‘Scarpetta’: Nicole Kidman er faktisk ringe i anstrengende ny krimiserie
SERIE. Med tre Oscar-vindere i front, en Emmy-nomineret showrunner bag kulissen og et højtelsket bogforlæg er der i ‘Scarpetta’ lagt i kakkelovnen til en krimiserie i allerhøjeste kaliber.
Og serien starter bemærkelsesværdigt brutalt ud.
I en grøft nær afsides togskinner bliver et blodigt lig af en nøgen og bagbundet kvinde fundet. Retsmedicineren Dr. Kay Scarpetta (Nicole Kidman) kaldes til gerningsstedet, og det bliver hurtigt tydeligt for hende, at mordet trækker spor til en 28 år gammel mordsag, som endda kickstartede hendes karriere som ung retsmediciner.
Parallelt med opklaringsarbejdet følger vi en ung Kay Scarpetta (Rosy McEwen) i 1990’erne, som opklarer netop denne sag.
At introducere en krimiserie med to parallelle tidsspor, der fylder cirka lige meget, er et risikabelt valg. Det kræver lidt at holde fast i tidslinjen, men det giver heldigvis pote. For hvad overså den ellers knivskarpe Scarpetta dengang?
For at opklare mordet (i nutiden, hold nu fast) hverver Scarpetta sin gamle samarbejdspartner og søsters mand, eks-FBI-agenten Pete Marino (Bobby Cannavale).
Deres efterforskning bliver en indviklet affære, med et virvar af navne, spor, og distraktioner, som ender i en forvirrende rodebunke af rumskrot, hippiekulte og laboratorieskabte organer.
Var det ikke nok, at hendes ry og karriere står på spil, har nutids-Scarpetta naturligvis også nok at se til på hjemmefronten.
Scarpettas niece, Lucy (Ariana DeBose), crasher på ubestemt tid i Scarpetta og hendes mands (Simon Baker) gæstehus, mens hun sørger over tabet af sin kone. Et tab, hun bearbejder ved at snakke med en ai-version af sin afdøde hustru. Et lidt for profetisk sideplot, som aldrig rigtigt fører nogen vegne.
Samtidig bor Lucys wine mom Dorothy (Jamie Lee Curtis) og Marino også midlertidigt hos Scarpetta. En ordning, ingen er glade for.
Heller ikke denne anmelder.
For Scarpetta, Lucy og Dorothy skændes. Og de skændes. Og så skændes de lidt mere.
Alkoholisme og rod i familien er nærmest et krav for krimier, men ‘Scarpetta’ trækker familiedramaet i langdrag, som det både udmatter og tager opmærksomheden væk fra et ellers relativt spændende mordmysterie.
Deres evindelige mundhuggerier bliver til tider så anstrengende, at jeg måtte trykke pause og tage en dyb indånding.
Showrunner Liz Sarnoff har tidligere skrevet afsnit af ‘Barry’, ‘Lost’ og ‘Deadwood’, så det er tydeligt, at hun evner at balancere spænding, karakterdrama og humor.
Det mærker man bare ikke i ‘Scarpetta’.
Ingen har tilsyneladende fortalt Jamie Lee Curtis, at ‘Scarpetta’ er en krimithriller og ikke en komedieserie på Netflix.
Når hun som søsteren Dorothy kravler rundt på gulvet efter et glas vin eller (gisp!) ryger en joint, er det ikke alene plat, men bare helt off i en serie, hvor hovedkarakteren ofte ses i selskab med lig af kvinder, som er gået bort på de mest grusomme måder, man kan forestille sig.
Det hjælper heller ikke, at Dr. Kay Scarpetta til sammenligning går i ét med tapetet.
For på trods af at hun er seriens titelrolle, bliver man lukket utroligt lidt ind i, hvad den gode doktor egentlig er for et menneske. Hendes manglende personlighed er et problem, når man forsøger at lancere krimiverdenens nye, skarpe leading lady.
Hun mangler ganske enkelt nogle sociale finurligheder som en Dr. Bones eller charme som en Miss Marple.
Og Nicole Kidmans efterhånden ubevægelige ansigt røber også meget lidt om Scarpettas inderste tanker. Det er nok første gang, at jeg har fået tanken, at Kidman spiller decideret ringe.
Derfor er ‘Scarpetta’ paradoksalt nok bedst, når vi befinder os i 1990’erne, langt fra de store stjerner, i en mere jordnær og virkelighedstro mordefterforskning.
Men der skal altså mere til, hvis man vil skabe det næste krimiikon.
Kort sagt:
Med et bagkatalog på næsten 30 bøger er der rigeligt materiale til kommende sæsoner af krimiserien ‘Scarpetta’. Men skruer showrunner Liz Sarnoff ikke ned på familiedramaet og op for mysteriefronten, bliver det nok ikke til mange flere sæsoner.