’How to Make a Killing’: Måske er det på tide, at Glen Powell opsøger nogle bedre manuskripter
FILM. Efter sin birolle i ’Top Gun: Maverick’ har filmbranchen – inklusive mentoren Tom Cruise – kørt Glen Powell i stilling som Hollywoods nye leading man, der skal være ansigtet på stor biografunderholdning.
Indtil videre har det ikke været en kæmpe succes, når man ser på kvaliteten af de film, Powell har medvirket i. For med undtagelse af Richard Linklaters komedie ’Hit Man’, som vel egentlig er en indiefilm, har den 37-årige skuespiller faktisk ikke haft hovedrollen i nogen ægte god Hollywood-basker endnu.
Selvom ’Anyone But You’ og ’Twisters’ var kommercielt succesfulde, kommer de ikke i nærheden af førnævnte ’Top Gun: Maverick’.
’Emily the Criminal’-instruktør John Patton Fords ’How to Make a Killing’ ændrer desværre ikke på den tendens.
Her spiller Powell middelklassemanden Becket Redfellow, som efter en uretfærdig fyring fra sit job lægger en morderisk plan.
Hovedpersonens afdøde mor voksede op i den overdrevent velhavende Redfellow-familie, men da hun blev gravid med Becket og nægtede at få en abort, forviste patriarken Whitelaw Redfellow (Ed Harris) hende fra familien og dens penge. Becket er dog stadig potentiel arving til Whitelaws formue og palæ. Der står bare lige syv familiemedlemmer i køen foran ham.
Han gider ikke vente på, at de alle forhåbentlig dør en naturlig død før ham. Så i stil med den arbejdsløse morder i Park Chan-wooks nylige komedie ’No Other Choice’ sætter han sig for at eliminere alle konkurrenterne, der står i vejen for det gode liv.
»Den virkelige historie er meget mere imponerende«, siger Glen Powell helt i starten af filmen til en fængselspræst. Han befinder sig på dødsgangen og har fået mulighed for at lette sit hjerte inden straffen. Med stor selvtillid taler han præst og publikum gennem sit kriminelle vanvidsprojekt. Powell agerer selskabelig voiceover-fortæller, der ser tilbage på handlingen med klarsyn, men uden den mindste anger.
Redfellow-familiemedlemmerne er humoristiske karikaturer på rige svin, hvoraf den privilegerede kunstner Noah (Zach Woods) og den kristne rockstjerne-prædikant Steven (Topher Grace) er særligt øretæveindbydende.
Det er med andre ikke meningen, at vi skal have ondt af dem. Becket oplever da heller ingen samvittighedskvaler, mens han fingerer det ene dødelige freak accident efter det andet.
Imens puster Margaret Qualleys sidekarakterer, den rige barndomsven Julie, ham i nakken med en antagonistisk ånde. Med undtagelse af to FBI-agenter, der lurer i kulissen, er hun den eneste i omgangskredsen, som nærer den mindste mistanke mod Becket, hvilken hun med en besynderligt flirtende fremtoning hyppigt minder ham om.
Becket har nok at se til, ikke mindst fordi han faktisk også begynder at danne relationer med enkelte familiemedlemmer. Men ’How to Make a Killing’ bliver alligevel ikke nervepirrende spændende som thriller. Det skyldes måske, at Powells karakter både som fortæller og drabsmand virker følelsesmæssigt upåvirket. Han giver ikke anledning til at være nervøs på hans vegne.
For den uprøvede morder i ’No Other Choice’ kræver hvert et drab en ekstrem overvindelse. Hans amatørisme afføder absurd komik, men fjerner ikke ubehaget ved den afstumpede vold. Til sammenligning rykker Becket fra mord til mord uden det store besvær, og jo længere i forløbet han kommer, jo mindre tror man på fiktionen, som længe lader ham slippe af sted med nærmest alting.
Imens forsøger John Patton Ford at skabe en smule emotionel resonans gennem en utroværdig kærlighedsfortælling og et banalt budskab om, at penge ikke er vejen til lykke. Det er ikke nok til at give den overfladiske film nerve, og måske havde det fungeret bedre at satse endnu hårdere på den kyniske rigmandssatire.
Måske er det også på tide, at Glen Powell opsøger nogle filmmanuskripter med lidt mere dybde og lidt mere kød på hovedrollen.
Kort sagt:
’How to Make a Killing’ leverer underholdende karikaturer på rige overklassesvin, men som thriller bliver filmen med Glen Powell i front aldrig for alvor nervepirrende.