CPH:DOX. »Fra start til slut kan man kun heppe på hovedpersonerne«, skriver Soundvenues anmelder om den nye danske dokumentarfilm ’Petrolheads’. Han kalder filmen, der i disse dage vises på CPH:DOX-festivalen, for »sjov, rørende og ubehagelig« – og kvitterer med fem velfortjente stjerner.
’Petrolheads’ handler om de to venner, outsidere og motorentusiaster Martin og Casper, også kaldet Manson. To fyre med en hård barndom, svære diagnoser, pengeproblemer, stofmisbrug og en brændende drøm om at anskaffe sig en Honda Civic.
Honda’en er målet i filmen, der dog først og fremmest er en anderledes venskabshistorie, som har været speciel at få i kassen.
For den ene af hovedpersonerne, Martin, er instruktørens egen bror.
Bag filmen står nemlig Emil Langballe, som de seneste år har markeret sig som en af Danmarks mest interessante nye dokumentarstemmer. Det har han gjort med så forskellige film som ’Theatre of Violence’ om retssagen mod en tidligere børnesoldat, ’Et ægte par’ om et par med Down’s Syndrom og ’Q’s Barbershop’ om en frisørsalon i Vollsmose.
Langballe favner med andre ord bredt, men med ’Petrolheads’ har han lavet sin hidtil mest personlige film. En film, der blev hjulpet af mere end velvillige hovedpersoner – men udfordret af, at hans adoptivbror Martin kom i kløerne på kyniske kriminelle.
De var KLAR!
Hvorfor besluttede du dig for at lave en film om din egen bror?
»Jeg har altid været draget af min brors skæve blik på verden og rørt over hans smertelige bevidsthed om at være ‘unormal’. Efter at have haft en mindre rolle i min tidligere film mente han, det var på tide, at han fik sin egen«.
»Jeg har filmet ham sporadisk gennem årene, men det var først, da jeg hørte om han og vennen Caspers blog, hvor de testkører biler, at jeg så konturerne af en film træde frem. De er et ikonisk makkerpar, og jeg blev fascineret og rørt af deres sære skæbnefællesskab, deres ærlige og filterløse venskab, og hvordan de formår at sætte ord på smerten ved at føle sig anderledes. På trods af bristede drømme kæmper de stædigt videre, og de har hinandens ryg«.
Var det nemt at overtale ham og Casper til at måtte følge dem med kameraet?
»Der skulle slet ingen overtalelse til – de var KLAR! Som doku-instruktør oplever man ofte at halse efter sine medvirkende med et kamera og bruge store ressourcer på access, men det var ikke tilfældet med denne film«.
»Casper er meget filminteresseret, og han har altid drømt om at være med i en film. Ligeledes har Martin fulgt med i tilblivelsen af flere af mine film – og har som sagt medvirket i én – og aldrig har jeg oplevet så dedikerede medvirkende som de to! De ringede til mig flere gange om ugen i de to år, optagelserne stod på, og spurgte, om vi snart skulle filme igen, og jeg oplevede en fantastisk vilje til at få det her til at lykkes. Selv når det var svært«.
Pause på grund af abstinenser
Hvad var de sværeste situationer undervejs i optagelserne?
»Min bror blev kastet ud i et misbrug, som sendte ham i kløerne på kyniske kriminelle, der afpressede ham, stjal hans identitet og holdt ham tilbage mod hans vilje«.
»Det var hårdt at opleve, hvordan han ændrede personlighed, blev udnyttet og kastede op på grund af stress, og jeg har haft politiet i røret mange gange undervejs. Det var også grænseoverskridende at filme ham tage stoffer – ikke så meget handlingen i sig selv, men mere det triste og ensomme billede af min bror alene og ‘høj’ i en campingvogn, som siger noget om, hvor isoleret han må have følt sig«.
»Jeg havde dog på forhånd sagt til mig selv, at jeg med filmen ville prøve at forstå min bror på hans egne præmisser og tage hans valg alvorligt – uden at bryde ind med moraliserende formaninger«.
Var der situationer undervejs, hvor du måtte slukke kameraet og bare være bror?
»Især én episode står tydeligt i min erindring: Nogle fyre havde brugt Martins Facebook-konto til at svindle folk til at købe varer, de aldrig fik, og Martin blev pludselig ringet op og truet af en selvtægts-agtig type, der ville have sine penge tilbage«.
»Han blev meget bange og gav mig til sidst telefonen, og jeg råbte af manden, hvorefter vi afbrød optagelserne. Vi havde mange optagedage, hvor vi kun endte med at optage en enkelt scene eller nogle kørebilleder, fordi Martin var for træt og for presset, og vi har også måttet sætte optagelser på pause, fordi han havde voldsomme abstinenser. I de perioder besøgte jeg ham i stedet uden kamera«.
Omtaler sig selv som »filmstjernen«
Har du haft moralske betænkeligheder i forhold til at gøre Martins liv til film – blandt andet om han helt er med på, hvilken opmærksomhed der kan følge af at være centrum for en dokumentar?
»Ja, det har jeg i udgangspunktet altid, når det handler om sårbare medvirkende, og Martin er skam udmærket klar over, at berømmelsen lurer lige om hjørnet, og han omtaler allerede sig selv som “filmstjernen”«.
»Det har været vigtigt for mig, at viljen til at realisere projektet skulle komme fra Martin og Casper. De bliver ofte mødt med fordomme og diskrimination og ønsker derfor begge at blive set og hørt som hele, komplekse mennesker – med alt hvad det indebærer af drømme, sårbarhed og smerte. De gjorde det klart fra starten, at filmen skulle være en nuanceret, rå og ærlig fortælling – som modbillede til det glansbillede af et narrativ, man ofte ser på skærmen om mennesker med udfordringer som deres«.
Hvordan har du forberedt ham på det – at hans person og liv nu bliver eksponeret for offentligheden?
»Ingen ved jo med sikkerhed, hvordan sådan en film vil blive modtaget, og jeg har forsøgt at fortælle min bror og Casper, at der altid vil være en idiot eller to på sociale medier, der vil prøve at høste ‘likes’ på deres bekostning«.
»Men jeg tror jo helt grundlæggende på, at film kan være med til at ændre, hvordan vi ser på hinanden – og jeg tror, at folk vil komme til at knuselske de to, så det har jeg selvfølgelig også sagt til dem«.
»Og så har jeg naturligvis set filmen igennem sammen med Martin flere gange, inden vi afsluttede klippeprocessen, og drøftet, hvordan han oplevede scenerne. Han har også haft vetoret i forhold til enkelte scener«.
En ressource, ikke en byrde
Hvordan er du selv blevet klogere på dig selv, din familie og din bror under arbejdet med filmen?
»Mine forestillinger om arv og miljø er blevet udfordret i arbejdet med filmen, og samtidig er jeg blevet konfronteret med livets grundlæggende uretfærdighed: Selvom vi er vokset op i den samme, kærlige familie, har vores liv formet sig ganske forskelligt – og den forskel er især blevet tydeliggjort af det åbenlyst ulige magtforhold mellem instruktør og medvirkende«.
»Derfor har det været særlig vigtigt for mig, at Martin kunne genkende sig selv på lærredet, og at han er stolt af filmen. Samtidig har det været et privilegium at kunne bruge så meget tid med ham i hans livs sværeste periode, og jeg er dagligt blevet mindet om, hvor taknemmelig jeg er for at have ham i mit liv«.
Hvorfor synes du, at historien om Martin og Caspers venskab er relevant for en bredere offentlighed?
»Der er en universel historie om venskab og vigtigheden af at have nogen at støtte sig til, når det hele brænder på, og samtidig en skildring af to mennesker, der på trods af en svær start på livet har drømme og længsler som alle andre, og som egentlig bare gerne vil passe ind«.
»Gid filmen kunne være med til at starte en samtale om, hvordan vi som samfund kan blive bedre til at rumme folk som Martin og Casper og se dem som en ressource frem for en byrde – og samtidig blive bedre til at beskytte dem mod de kyniske typer, der står i kø for at udnytte deres sårbarheder«.
Har du haft særlige inspirationskilder i forhold til at finde den rette form på filmen?
»Min barndoms største filmoplevelser var Sergio Leones spaghetti-westerns, så de har helt sikkert betydet noget – især for lydsiden. Vores komponist Björn Olsson bliver faktisk kaldt ”den svenske, fløjtende Ennio Morricone”.
Og ellers ’Stroček’ af Werner Herzog, ’American Movie’ af Chris Smith, ’They Call Us Misfits’ af Stefan Jarl, ’First Cow’ af Kelly Reichardt og ’Nede på jorden’ af Max Kestner«.
Hvad håber du, publikum tager med fra filmen?
»Jeg håber, at publikum vil elske Martin og Casper lige så meget, som jeg gør, grine og græde med dem og blive rørt af deres gensidige ømhed og omsorg for hinanden – og samtidig blive konfronteret med deres egne fordomme, sårbarheder, drømme og længsler«.
’Petrolheads’ kan ses under den aktuelle CPH:DOX-festival i København samt ved visninger rundt omkring i landet frem til 22. marts.