Voksenlivet har sjældent lydt smukkere end på Yörs ‘Aldrig uden dig’
ALBUM. Drømmende. Atmosfærisk. Svævende. Nærværende. Inderligt.
Det kommer nemt til at lyde som en synonymordbog over organiske udtryk, når du skal beskrive musikken fra danske Yör, hvor elektroniske synthflader kombineres med poetisk lyrik. En formel, de videreudvikler og forfiner på opfølgeren ’Aldrig uden dig’, der lander tre år efter debuten ’Intet så sikkert’.
»Nøgne / krop som skov / og tanken forstener / følg mig hjem / igen«.
Sådan synger Marie Kildebæk på åbningsnummeret ’Februar’, og du kan nærmest mærke vinterkuldens dragt få fæste om dig igen, mens du går mellem skovens nøgne træer til lyden af hendes klare stemme, Viktor Dahls udtryksrige synthtoner, Janus Baghs stemningsfyldte bas og Lasse Jacobsens legende trommer.
Det er både drømmende, svævende og smukt.
Voksen kunne være et nyt ord at blande ind i mixet. Sangene på ’Aldrig uden dig’ bevæger sig tematisk om aspekter af det begyndende voksenliv, hvor fyrige skænderier og »jeg hader dig« afløses af sårbare snakke og »tankerne er gode hos os begge to«, som det beskrives i sangen ’Ja ja ja’.
»Uanset vores ønsker / er det gyldne løfter«, lyder det også på albummets mest tempofyldte nummer, ’Gyldne løfter’, i den modne erkendelse af, at kærlighed er mere end gode intentioner og store løfter, der alligevel ikke holdes. Et nummer, der leger med støjelementer og stressende synthmelodier, som rusker i det mere rolige og rene udtryk på resten af pladen.
Ambitiøs er et andet ord, for selvom debuten havde mange gode individuelle sange, så er der på dette album en mere ambitiøs fortælling bundet sammen af flere mindre mellemspil og den smukke ’Afskedssang’, der runder albummet af.
Et af de fineste øjeblikke udgøres af kontrasten mellem ’Menneske (Interlude)’ i starten af albummet, hvor Kildebæk alene synger et kort vers om frustrationen i hele tiden at skulle hele og blive »helt menneske igen«, og gentagelsen af verset mod slutningen i ’Menneske igen (Interlude)’, nu fremført af et voksende kor af stemmer. Som en understregning af den kærlighed, vi finder med mennesker i løbet af livet, der netop kan hele os.
Akustisk er også et nyt ord om Yör. Selvom lyden stadig er umiskendeligt Yör’sk og elektronisk i sit udtryk, så har det akustiske fået lov til at fylde mere. Særligt på den flotte hyldest til venskabets kærlige små gerninger i ’Stjernevenner’.
»Du skrev en post-it-note og hang den på min væg«, synges der over en akustisk guitars simple fingerspil blandet med en stille trommerytme, »du skrev, at jeg var glimmer og gnister, at jeg skinner«. Og vi mindes om, at kærligheden – i alle dens afskygninger – måske udtrykkes klarest i det små.
Ufarligt er deres nye album dog også til tider. Midt i det atmosfæriske og svævende savnes der indimellem også noget kaos og vildskab, der kan vække os fra drømmen, når vi falder i søvn, mens de voksne snakker om stjerner på ’Folder ud’ og ser ’Blåregn’ for deres indre øjne.
Som det sker på albummets måske stærkeste sang, ’Jeg går aldrig uden dig’, der langsomt bygger op og bygger på, drevet frem af en evigt urolig og forandrende rytme, der forankres af Kildebæks sikre vokal. Lige indtil lyden helt forsvinder, og musikken eksploderer i et skønt inferno af støjende guitar, larmende trommer og legende vokal.
Her mærker man, at selvom Yör har taget hul på det begyndende voksenliv, så findes der også fire legebørn derinde et sted, de ikke må glemme i jagten på smukke og voksne.
Kort sagt:
På ’Aldrig uden dig’ finpudser og udvider Yör deres univers af elektroniske synthflader og poetisk lyrik, mens de tager livtag med det begyndende voksenliv. Det er inderligt, drømmende, smukt – og en lille smule ufarligt.