OSCAR. Oscar-akademiet er over de seneste år blevet yngre og mere internationalt og har den vej igennem fået større blik for de små og udenlandske film end nogensinde før.
Det kan man mene er en positiv eller negativ udvikling for Oscar-showets position og gennemslagskraft, men det er svært at argumentere imod, at det har ført til en generelt højere kvalitet i Bedste Film-feltet. Med mindre man er usædvanligt begejstret for traditionel melodramatisk Oscar-sødsuppe a la 90’erne.
Siden 2021 har Bedste Film-feltet fast bestået af 10 nominerede, og både top- og bundniveau har været tårnhøjt. Film som ’Tár’, ’Drive My Car’, ’Poor Things’, The Zone of Interest’, ’The Brutalist’, ’Anora’ og ’The Substance’ har skabt kunstnerisk mangefacetterede Oscar-felter, og der har været ganske få titler, som slet ikke hørte hjemme i det fine selskab.
Jeg kunnet godt have undværet ’Don’t Look Up’, ’Avatar: The Way of Water’ og ’Elvis’, men de bragte så til gengæld kommercielle crowdpleasere ind i et show, der har tangeret det nicheprægede på et tidspunkt, hvor seerne i forvejen var på himmelflugt.
Sidste års felt bestod i mine øjne udelukkende af gode film, og i år fortsætter trenden. Den høje barre gør det både sjovt og svært at rangere årets 10 nominerede, men her har jeg gjort forsøget.
Der er endog meget trængt i toppen, hvor alle filmene i top 5 dybest set kunne fortjene den øverste placering.
10. ’F1’
Man kan naturligvis spørge, hvad Formel 1-drønet ’F1’ med Brad Pitt laver i en Bedste Film-kategori til Oscar. En film, der lidt udspekuleret blev skabt på ryggen af ’Top Gun: Maverick’s succes, og som havde mere travlt med at skabe fede bilscener og tyk nostalgi end at fortælle en historie, der sådan for alvor holdt vand.
Men egentlig synes jeg, det er fint, at Oscar med et 10 film stort felt har plads til en mainstreamproduktion, nu hvor så mange smalle og internationale dramaer ellers trænger sig på. Fra ’Barbie’ til ’Dune’, ’Wicked’ og førnævnte ’Top Gun’ er det udmærket, at de bredtfavnende, kommercielt indbringende Hollywood-film også får deres plads i solen, og det er også på sin plads, at Oscar omfavner actiongenren.
Og når det nu skal være, kan Joseph Kosinskis ’F1’ godt gå an. Den leverede det, den lovede, nemlig Brad Pitt i charmerende filmstjerneform oplyst af den nedadgående sol plus hæsblæsende racersekvenser så effektive, at biografsædet rystede. Og så selvfølgelig Kim Bodnia som mekaniker og en masse halløj om autenticitet og aldring.
En farfilm, som vor mor lavede dem.
9. ’Frankenstein’
Guillermo Del Toro har altid drømt om at lave en ’Frankenstein’-film, og urfortællingen om monstret og menneskene er da også som skrevet til den mexicanske instruktørs forkærlighed for overnaturlige allegorier, gotik og kropshorror.
Når det kommer til stykket, kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvad Del Toro sådan rigtigt ville med Frankenstein, andet end fortælle alt det, mange andre har udtrykt med Mary Shelleys historie, nemlig at menneskene er de sande monstre.
Ikke desto mindre var første halvdel af filmen velfungerende fascinerende med Oscar Isaacs doktors gradvise opfindelse af sit uhyre og kompleksiteten i at skulle opføre sig menneskeligt over for et væsen, der er kunstigt fremstillet.
I anden halvdel skifter perspektivet dog til monstrets egne øjne og mund, og selvom Jacob Elordi gør en brav indsats dækket bag 10 timers makeup, glider fortællingen Del Toro ad hænde.
Endvidere skæmmes filmen af en billedside, der ser underligt CGI-behæftet ud, ligesom der går Hulk-overdrive i den med monstrets uovervindelige kræfter.
Alt i alt et ujævnt passionsprojekt, men man kan kun ønske elskværdige Del Toro det bedste, og jeg er glad på hans vegne for, at drømmen gik i opfyldelse.
8. ’Bugonia’
Yorgos Lanthimos skal efterhånden passe en smule på med, at de bizarre plots, den stumpe vold og den deadpan-mærkværdige dialog ikke bliver en shtick: forudsigelig i al sin uforudsigelighed.
Men det er altid noget, at grækerens velkendte modus var så underholdende som kammerspilsparanoiathrilleren ’Bugonia’, hvor to konspirationsteoretikere med Jesse Plemons i spidsen kidnapper Emma Stones succesfulde CEO ud fra den tese, at hun er et rumvæsen.
Deres afhøringer af deres fange er kilde til evig absurd morskab, Plemons er så klam og modbydelig som aldrig før (hvilket siger en del), og Emma Stone er som altid på toppen.
Med andre ord et markant fremskridt fra ’Kinds of Kindness’, selvom Lanthimos på ryggen af ’The Favourite’ og ’Poor Things’ klart virker til at være i sin bagatel-æra.
7. ’Train Dreams’
At ’Train Dreams’ er en så smuk film, at den havde fortjent mere end Netflix-skærmenes begrænsninger, understreges af, at filmen er en outsider til at vinde Oscar’en for bedste fotograf.
Billederne fra Amerikas udvikling op gennem 1900-tallet i et landligt USA indkapsler landets storhed og den lille mands plads i det panoramiske perspektiv, nærmere bestemt jernbanearbejderen Robert Grainier, der forundres over livets skønhed såvel som de ulykker, der sker omkring ham.
Netop i den svævende visuelle stil aner man dog måske også svagheden i instruktørdebutanten Clint Bentleys fortælling, for Terrence Malick-inspirationen er ikke til at tage fejl af, og her går æstetik og fortællemæssigt udtryk ikke helt op i samme enhed, som når ’The Tree of Life’-mesteren er bedst. Det litterære forlæg mærkes i den lidt søgte voiceover i en film, der risikerer at føles lovlig insisterende i sin naive poesi.
Men samtidig er det bestemt rørende at opleve et almindeligt og dog tænksomt menneskes liv og dedikation til et land og en udvikling, der langsomt overhaler ham, mens han spørger, hvad meningen med det hele egentlig var.
6. ’Hamnet’
Meningerne om Chloé Zhaos Shakespeare-fanfic er delte: Der er dem, der oplever filmen som den mest sjælfulde kontemplation over forbindelsen mellem sorg, soning og kunst, de nogensinde har set. Og så er der dem, der anklager filmen for at være en overfladisk manipulerende udkrængning af store følelser.
Jeg placerer mig nok diplomatisk et sted midt imellem. Det er en spændende vinkel at se på bardens mytologiserede værker gennem den familie, han både distancerede sig fra og spejlede i sin kunst, og med Max Richters score, Jessie Buckleys emotionelle præstation og en nærmest arketypisk historie om tabet af et barn er det svært ikke at blive berørt.
Samtidig skøjter Agnes og hendes beåndede forbindelse til naturen lovlig meget i overfladen af et ægte godt karakterportræt, ligesom periode- og ægteskabsskildringen fra 1600-tallets England føles lovlig moderne til rigtigt at ræsonnere som et meningsfuldt take på Shakespeares biografi.
Zhao vandt en Oscar for ’Nomadland’, hvilket nok ikke gentager sig denne gang. Hendes bedste film er stadig uden sammenligning den mirakuløse, moderne cowboyfortælling ’The Rider’.
5. ’Sinners’
Det er smag og behag, hvordan ens mave og sind har det, når en film går bersærk i blodsudgydelser. Personligt synes jeg, Ryan Cooglers originale vampyrfilm bliver en kende mindre interessant, så snart Jack O’Connell og hans slæng af racister for alvor viser tænder.
Men optakten er til gengæld umulig at stå for. Vital, farverig, musikalsk, sexet, suspensefuld og spækket med forrygende karakterer og dialog.
Samtidig må man bare tage hatten af over for en bredt appellerende film, der uden forlæg forener race- og kulturkritik med et nærmest b-film-agtigt blodbad. Særligt når den pludselig midt i en musiksekvens klipper hen mod hele hvidvaskningen af den sorte amerikanske musikhistorie, så man spærrer øjnene op. En sådan digression har jeg aldrig set i en amerikansk mainstream-film før, og man skal uden tvivl have to ’Black Panther’- og et par ’Creed’-triumfer under reversen, før man kan få den slags igennem.
Det understreger, at Ryan Coogler er en særligt talentfuld instruktør, hvis faste samarbejde med Michael B. Jordan når nye højder med stjernens veloplagte dobbeltpræstation som tvillingerne Smoke og Stack i en i det hele taget særdeles velspillet film.
4. ’Sentimental Value’
Herhjemme må biografpublikum endnu vente en rum tid, før Joachim Triers nidobbelt Oscar-nominerede film får premiere 23. april under titlen ’Affektionsværdi’.
Men der er noget at glæde sig til. Den norske mester og hans faste hold af danskere og nordmænd har kreeret deres hidtil mest ambitiøse film, en spraglet familiehistorie, der væver sig ud og ind af fortid og nutid, af film og virkelighed, af komplicerede bånd mellem søstre, forældre-børn og hele slægter.
Samlingspunktet er familien Borgs store byhus i Oslo, hvor søstrene Nora og Agnes mødes for at sige farvel til deres mor – og konfronteres med deres instruktørfar, der ønsker, at Nora skal spille hovedrollen i hendes nye film.
Det afviser hun i en fortælling, der er svær at indkapsle i en elevatorpitch, men alligevel griber én med de mange visuelt frydefulde indfald og den intelligente afdækning af relationer og arv.
Det er måske ikke en lige så ren og ufiltreret følelsesmæssig oplevelse som Triers ’Reprise’, ’Oslo, 31. august’ og ’Verdens værste menneske’, men der er dog scener, som går lige i maven. Som et særligt ømt møde mellem de to søstre i sidste akt. Og det er fuldt fortjent, at nærmest hele skuespilensemblet – Renate Reinsve, Inga Ibsdotter Lilleaas, Stellan Skarsgård og Elle Fanning – er Oscar-nomineret.
Trier træder med ’Sentimental Value’ i karakter som en moden filmskaber, der har taget sin karriere til næste etape. Det skal blive spændende at se, hvor det fører ham hen efter denne kulmination.
3.’ Marty Supreme’
Timmy har muligvis Chalametet sig for tæt på solen, så han alligevel ikke vinder karrierens første Oscar, men det skal altså ikke tage noget fra den 30-årige balletforklejners præstation i Josh Safdies solodebut.
Hans på én gang rastløse, målrettede, entitlede og charmerende energi passer perfekt til rollen som bordtennischamp-aspiranten Marty Mauser, en fascinerende opportunistisk karakter i et aktuelt filmlandskab, hvor vi har bildt os ind, at det er vigtigt, at man får sympati for de mennesker, vi følger på lærredet.
’Marty Supreme’ savner måske den uafviselige dybde forankret i krydsfeltet mellem fortælling og tematik, som der er i de to øverste film på listen her. Men den rummer dog et spændende udsagn om udhulingen af Amerikas værdier og folkesjæl i kølvandet på Anden Verdenskrig, som peger mere ind i nutiden, end filmen har fået credit for.
Som minimum er det en hæsblæsende fortælling i tråd med tidligere Safdie-film som ’Good Time’ og ’Uncut Gems’. Og så er det en film med så uforglemmelige ansigter ned til mindste birolle, at det ville være den rette vinder af Oscars nye casting-pris.
2. ’One Battle After Another’
Det er en god blanding af en gudsbenådet kunstnerisk næse og veltimet held, at man kan arbejde på en film i 20 år, og så omsider få den lavet i den helt rette form på det helt rette tidspunkt, hvor den er mere relevant end nogensinde.
Paul Thomas Andersons ’One Battle After Another’ er den måske bedste filmdiagnose, vi endnu har fået af USA lige nu, selvom – eller nok snarere netop fordi – den ikke direkte refererer nutidens politiske virkelighed. Den sætter blot utroligt præcise billeder på oprørstrangen, resignationen, afmagten, fællesskabet og handlekraften i et samfund undertrykt af et hvidt herredømme.
Alt dette er selvfølgelig spiseligt, fordi PTA eksekverer i en vanvittigt medrivende ramme af jagtsekvenser, konfrontationer og kulørte bifigurer, hvoraf flere – som Benicio Del Toros rummelige sensei og Sean Penns afstumpede Lockjaw – allerede er godt på vej til at blive ikoniske.
1. ’The Secret Agent’
’The Secret Agent’ er den vildeste film i årets Oscar-felt, og i en årgang hvor vi både møder racistiske vampyrer, Emma Stone som rumvæsen og hustlende bordtennisspillere, siger det ikke så lidt.
Kleber Mendonca Filhos vidunder mikser ingredienser, man ikke havde troet ville passe sammen. Politisk paranoiathriller, æstetisk gennemført periodeskildring af 70’ernes Brasilien, body horror, action-pastiche, filmkærlighed og fascinerende karakterportræt i en så forunderlig blanding, at øjnene er ved at falde ud af hovedet på én.
Ligesom ’One Battle After Another’ handler det om fascismens konsekvenser for almindelige mennesker i fortællingen om Wagner Mouras mystiske Marcelo, der vender tilbage til hjembyen Recife under landets militærdiktatur, på flugt fra en fortid, vi langsomt erfarer, hvad dækker over.
Der er mange fantastiske åbningsscener blandt de 10 Oscar-nominerede, men ’The Secret Agent’ har alligevel den mest mindeværdige, når Marcelo holder sin bil ind på en landevejstankstation, hvor et lig ligger halvhjertet gemt under et par aviser på jorden som billedet på et samfund, hvor menneskets værdi er blevet koldt og indifferent korrumperet.
Filho – der startede karrieren som filmkritiker i netop Recife – orkestrerer en historie, man aldrig helt ved, hvor man har, spækket med udsøgte farverige kompositioner, effektiv suspense og mindeværdige møder, som understreger instruktørens bankende hjerte for sit land og for de mennesker, der bor der.
Dybt original filmkunst.