Jessie Buckley er gået fra traumatiseret reality-deltager til Oscar-vindende urkraft

Efter weekendens Oscar-uddeling kan Jessie Buckley kalde sig Oscar-vinder. 

Ifølge hendes barndoms teaterlærer har det blot været et spørgsmål om tid. Allerede tilbage i 2006 var han overbevist, da han så hende i en præstation, der skaffede hende en irsk pris for lokalteater.

»Jeg vendte mig om til mine venner og sagde, at hun ville vinde en Oscar en dag«, fortalte han stolt lokalavisen Killarney Today i starten af året. 

Gennem det meste af prissæsonen har der heller ikke rigtigt været grund til at tvivle. Buckley har vundet samtlige prominente statuetter og haft så mange taleanledninger, at hun både har delt anekdoter om sin ungdoms værste spraytan og fået sagt dybfølt tak til ‘Hamnet’s polske grip for at lave lækker suppe på settet. 

Sejren har været så godt som sikker, selvom skuespilleren, der har modtaget sin karrieres største hæder og opmærksomhed for rollen som Agnes Shakespeare, i slutfasen af prisuddelingen alligevel ikke slap for et lille attentat-forsøg. Her fik hun nemlig lagt sig ud med både kritikere og kattefans. 

Førstnævnte på grund af sin præstation som Frankensteins brud i Maggie Gyllenhaals ‘The Bride!’, der er blevet jordet så meget af de internationale kritikere, at der spekuleres i, hvorvidt premieren bevidst blev lagt, dagen efter stemmevinduet for Oscar-akademiet lukkede. 

Og så var der den felline fadæse. 

Midt i Oscar-buzzen var der nemlig nogen, der fiskede et interviewklip fra podcasten ‘Happy Sad Confused’ fra november sidste år frem, hvor Buckey og medspilleren Paul Mescal skulle besvare det farlige spørgsmål »katte eller hunde?«. 

Mens u-Oscar-nominerede Mescal umiddelbart slap fint afsted med sit bramfrie »fuck, katte, ærligt talt«, var det ikke tilfældet for Buckley, der fortalte en skæg historie om sin mands forhenværende »pedigree model bitch« af en kat, som hun måtte bede ham skaffe sig af med, fordi den sked på deres hovedpuder. 

»Kan Jessie Buckleys ‘problematiske’ antikatte-vibes forpurre hendes Oscar-kandidatur?«, lød overskriften så pludselig på et indlæg i The Irish Times, der var omtrent lige så let at tage alvorligt som følgende sætning fra artiklen: 

»Men for dem med katte i vores liv er hendes anti-kattevibes det, amerikanere ville kalde “problematiske”. Jeg har ikke set ‘Hamnet – men hvis jeg havde, ville jeg have lyst til at bygge en tidsmaskine og tage tilbage og springe den over«. 

Den i sidste ende harmløse affære sagde måske først og fremmest noget om, hvor svært det er at finde noget ikke at bryde sig om ved den irske stjerne.  

En rigtig heks  

I ‘Hamnet’ spiller Jessie Buckley kvinden Agnes, der var gift med William Shakespeare. 

En hurtig karaktertegning af hende ville være ‘naturkraft’. 

Da parret mødes første gang, hænger hun ud med sin høg i skoven, da han pludselig ikke bare ser, men ser hende. Hun har lidt af et ry, som den lokale urteheks, der kan se folks hemmeligheder ved at mærke dem på brystet, men ligesom fuglen kan han ikke undlade at drages mod hende. Senere har de sex i hans families handskeværksted og derefter etableret en hippiefamilie anno slut 1600-tallet. 

Agnes føder sit første barn alene i skoven, indeni et træ, og det er en form for skæbnesvangert overgreb, da hun senere tvinges til at føde sit næste kuld, tvillingerne Judith og Hamnet, i en seng. Mens flokken vokser, har William fået gang i karrieren i London, men fraværet bliver først et problem, da tragedien rammer, sønnen Hamnet dør af sot, og urmoderen udbryder et angstskrig, mange har beskrevet som decideret dyrisk. 

Det var ikke engang i manuskriptet, men kom til Buckley, mens de filmede scenen. 

Det er blevet et skrig, der står helt i centrum af Jessie Buckleys Oscar-præstation som ultimativt visitkort på den følsomme dominans, hun har specialiseret sig i.  

Buckley er selv vokset op i et kunstnerhjem i den irske by Killarney med cirka 14.000 indbyggere. Faren var digter og hotelbestyrer, hendes mor harpenist og sanger, og som helt lille optrådte hun ofte for de overnattende gæster, mens familien boede i et tilstødende skur til forretningen. 

Den 36-årige skuespiller har også selv beskrevet sit ophav som, at hun »kommer fra naturen«, og i stil med sin ‘Hamnet’-karakter smitter elementerne af i alt, hvad hun gør. At spille skuespil beskriver hun som lige så nærende som »at drikke vand«, mens optagelserne af Oscar-filmen var som at »sejle på en flod«. Hun bor selv i et hus i Norfolk fra 1500-tallet, hvor hun ikke ejer et tv, men går rundt i joggingbukser, »der er spist af møl til et mulehår af dødsgrænsen«. 

Den Oscar-vindende skovheks fik dog sin professionelle start i noget så unaturligt som et realityprogram. 

I 2008 deltog hun som kun 18-årig i sang- og teaterkonkurrencen ‘I’d do Anything’, hvor præmien var en drømmerolle i West End-musicalen ‘Oliver!’.

Hun var især favorit hos den berømte musicalkomponist Andrew Lloyd Webber i dommerpanelet, men blev igen og igen kritiseret for sit ufeminine kropssprog og ringe egenskaber på stilethæle, selvom hun endte med en andenplads (et sammenklip af hendes “rejse” på YouTube kan anbefales på det kraftigste). 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Efterfølgende kæmpede hun derfor også med at finde sig til rette i sin egen krop, fik en spiseforstyrrelse og led af tilbagevendende depressioner, men fandt vej ud af lidelserne via skuespillet. 

I BBC-radioprogrammet ‘Desert Island Discs’ har hun set tilbage på sin skærmdebut med en vis foruroligelse. 

»Jeg tror, at jeg var en ung kvinde, som prøver at opdage sin krop og sig selv, som vi alle gør. Og jeg ville ønske, det ikke var sket«, fortæller hun her med henvisning til kommentarerne omkring hendes krop og person, der fik store konsekvenser. 

»Jeg prøvede at være tapper, for det jeg virkelig ønskede var at synge, og jeg ville gerne spille skuespil, og jeg ville gerne være en del af den her branche, og ud af det blå skulle man lige pludselig være en bestemt type menneske. Og det var jeg bare ikke, det bliver jeg aldrig. Det er bare ikke mig«, lød det videre. 

Det kan godt være Buckleys manerer ikke var »ladylike« nok til 00’ernes ubarmhjertige tv-landskab, men i dag er det hårdførheden, uforfængeligheden og det uperfekte, der er hendes særkende. 

Og det moderlige. 

Oscar-moder

I sit kritiske (britiske) gennembrud ‘Wild Rose’ heppede man på Jessie Buckley som den egoistiske Rose-Lynn, hvis drømme om at blive countrystjerne i Nashville overskyggede hendes virkelighed som solomor og rengøringsdame med fodlænke i Glasgow. 

Temaet går igen i ‘The Lost Daughter’, hvor Buckley fik sin første Oscar-nominering som den unge version af Olivia Colmans hovedperson, der går til yderligheder i afmagt over moderrollen. 

Kronjuvelen i samlingen af Buckleys fiktive mødre er dog ‘Hamnet’, der blev til, mens hun selv brændende ønskede sig at få sit første barn. Hvilket mange andre end Buckley muligvis ville have fundet ubehageligt. 

»Da jeg optog ‘Hamnet’, ønskede jeg dybt at blive mor. Og det var sådan en gave at bevæge mig gennem denne her kvinde og hendes moderskab og hendes kærlighed og hendes tab, før jeg selv blev mor«, har hun fortalt The New York Times. En uge efter optagelserne sluttede, blev hun gravid, og da hun så den færdige ‘Hamnet’ første gang, var hun otte måneder gravid. Næsten lidt hekset. 

Det er svært for alvor at forestille sig Jessie Buckley spille en flad kvindekarakter.  

Og selvom hun først nu for alvor har nærmet sig Hollywood-eliten, har hun tidligt haft held med at sikre sig rigtigt gode roller, fordi hendes hårde start på karrieren har lært hende ikke at lade sig glatte ud. 

Hun formåede at vende en ellers stereotyp figur som brandmandskone i HBO-serien ‘Chernobyl’ til sin store fordel. Hendes sans for det überdramatiske kommer dog også altid med risikoen for at ende i et vanvidsprojekt som Alex Garlands ‘Men’ eller den aktuelle ‘The Bride!’. Buckley har meget at komme med, og det er ikke alle instruktører, der kan tøjle det. 

De to biografaktuelle titler afslører i høj grad, hvordan Jessie Buckley kan brillere i en Hollywood-film eller ende med at eksplodere ud i det usammenhængende. 

‘Hamnet’ er utvivlsomt ikke hendes sidste hit, ligesom ‘The Bride!’ nok heller ikke er hendes sidste flop. Så længe hun fortsætter med at tage chancer, er det kun beundringsværdigt.

Indtil videre er kun én fremtidig rolle sikret, der til gengæld nærmest vakte jubelbrøl blandt filmfans. Det er nemlig i italienske ‘La Chimera’-instruktør Alba Rohrwachers ‘Three Incestuous Sisters’ som del af lidt af et drømmecast, der også tæller Josh O’Connor, Saoirse Ronan og Dakota Johnson.  

Oscar-sejren vil unægteligt åbne mange flere Hollywood-døre, som det ikke nødvendigvis ligger til hendes person at gå varsomt ind ad eller passe specielt godt ind i.

Til gengæld er hendes slubrende dedikation og skørhed nok lige det glas helende vand, den tiltagende konforme filmbranche bør drikke lidt mere af.

‘Hamnet’ kan ses i biografen.