INTERVIEW. Debutfilmen ’Lucky’ skildrer Danmark fra et perspektiv, vi ikke har set før.
Instruktør Nitesh Anjaan fortæller historien om de mennesker, der af forskellige årsager er rejst til Danmark i håbet om et bedre liv – men finder ud af, at drømmen ikke er så let at realisere.
Dem, der ender som en isoleret underklasse, og som slider i underbetalte jobs, mens resten af samfundet næsten ikke ænser, at de eksisterer.
I filmen får den optimistiske, 23-årige titelkarakter fra Indien et visum og en plads på et dansk universitet og rejser derpå afsted med et smil. Virkeligheden går dog hurtigt op for ham.
Han skal bruge penge til at betale både husleje og studie, og de jobs, han kan få, ligger ikke i den lukrative ende.
Nitesh Anjaan har rødder i Indien, hvor begge hans forældre er født, inden de kom til Danmark som ganske unge. Moren bor her stadig, men faren opsagde sin opholdstilladelse i 2012 og rejste tilbage til Indien.
Anjaan debuterede med dokumentaren ’Med verden imellem os’ i 2014, inden han i 2015 blev optaget på Filmskolens dokumentarlinje. Mens han gik der, lavede han den roste dokumentar ’Dreaming Murakami’.
’Lucky’ markerer hans første spillefilm, som han tilmed selv har skrevet manuskriptet til.
Det startede med et digt
Idéen til ’Lucky’ går helt tilbage til et digt, Anjaan skrev, mens han gik på højskole i 2010.
»På det tidspunkt boede der studerende i min fars lejlighed fra Indien, Nepal og Bangladesh. De boede på det, der engang var mit barndomsværelse, og især én af dem udviklede et stærkt venskab med min far. Han blev kaldt Lucky og boede der i en periode, hvor min far havde en slags kæreste fra Filippinerne, der også boede i lejligheden«.
»Det, de tre havde til fælles, var, at de levede i grænselandet til vores samfund og var ret alene i verden. Men de gav hinanden en form for fællesskab. Det er det sidste tidspunkt, hvor jeg kan huske, at min far har været glad i Danmark, før han opsagde sin opholdstilladelse«.
Digtet, Anjaan skrev i 2010, hedder også ’Lucky’ og handler om den studerende. Det udsprang af, at han og Lucky lignede hinanden på den måde, at de stammer fra samme sted i Indien, og begge var i start-20’erne og studerende. Der var dog en stor forskel.
»Jeg havde orlov fra mit studie og var på højskole, mens han stod op tidligt om morgenen for at gå med aviser, inden han skulle tage toget til Syddansk Universitet, for så bagefter at skynde sig at tage toget tilbage til Sjælland, hvor han havde aftenvagt på en restaurant i Gladsaxe, som han arbejdede på til efter midnat. Det satte nogle ting i perspektiv. Og det kunne jeg så sidde på en højskole og skrive et digt om«.
Anjaan beskriver selv digtet som »lidt cringe«, men fortæller, at det indeholdt noget essentielt:
»Der er en stemning i digtet, der er en rytme, og der er en længsel. Det er skrevet på følelsen af at leve og arbejde langt væk fra dem, som man lever og arbejder for. Det er skrevet på at se den her unge mand gå rundt i den lejlighed, jeg engang boede i«.
»Den indeholdt så mange ekkoer af alt det, min far havde mistet i Danmark, og det blev blandet med den unge mands drømme og savn til sin egen familie«.
Lignede et fængsel
Farens historie har instruktøren skildret i ’Med verden imellem os’ fra 2014, hvor han følger ham med et kamera efter farens beslutning om permanent at rejse tilbage til Indien, som han forlod som 11-årig.
Flere af dokumentarens tematikker går igen i ’Lucky’ og nogle af scenerne er stærkt inspirerede heraf. Også Anjaans rejser til Indien var en vigtig brik i filmens tilblivelse.
»Når jeg har været i Indien, har jeg set sådan nogle reklamer for ’studying abroad’ med canadiske, australske, britiske eller danske flag, der prøver at sælge drømmen om at komme af sted til verden udenfor, og det gjorde mig virkelig nysgerrig. Så det har jeg opsøgt, både gennem research på nettet, men også ved at tale med de her ’studying abroad’-agenter og fået lov til at sidde med til møder«.
Han har dog også lavet meget research i Danmark. For eksempel gennem en kontakt til en opvasker, han mødte på en beværtning på Nørrebrogade.
»Han stod alene bag et metalgitter, som næsten lignede et fængsel, ved en opvaskestation. Han var helt visuelt og fysisk afskåret fra alle os andre, som slet ikke så ham. Ham gik jeg en tur med, og han lærte mig nogle ting. For eksempel at det er godt at have en scooter om søndagen, for der har folk tømmermænd, så der er meget Wolt-arbejde«.
»Det er et meget tydeligt billede på et teknokratisk parallelsamfund, for det er ikke mit indtryk, at vi kender ham, der bringer vores mad ud, men i virkeligheden er vi jo i tæt forbindelse«.
Reptilhjernens behov for spejlinger
Nitesh Anjaan fortæller også om et ungt par, han mødte, da han tog på researchtur til et tempel i Vanløse. Manden var fra Indien, og kvinden var fra Rumænien. De var blevet gift, fordi manden stod i den situation, at han ville blive smidt ud af landet, hvis ikke han giftede sig.
Det er den slags skæbner, Anjaan skildrer i ’Lucky’. Skæbner, han ikke selv er overrasket over findes i samfundet. Men det har andre været. Og dét har overrasket ham.
»Der er nogle eksistentielle fortællinger i vores samfund, som vi ikke rigtigt har fornemmelse for. Jeg tror stadig, at vi som samfund er ved at vænne os til at være en del af en globaliseret verden, og jeg tror, der er noget sådan helt primitivt i det menneskelige system, der leder efter identifikation«.
»I vores reptilhjerne går vi rundt og leder efter spejlinger af os selv – og så gør ydre faktorer som sprog og hudfarve, at vi kan føle os meget forskellige. Og så er det nok nemmere bare ikke at forholde sig til hinanden«.
Da filmen var ved at ligge klar, gik det pludselig op for Anjaan, hvor aktuel filmen nu samtidig var.
»Der havde lige været en masse i medierne om studerende fra Sydasien, og så var det næste store tema noget med hjemsendelser. Det er jo ikke politisk for mig, det er bare menneskeligt, men filmen pegede lige pludselig ind i nogle store politiske diskussioner«.
»Det er underligt at skrive om kærlighed, ensomhed, forbindelse, drømme og virkelighed, som er fuldstændig universelle menneskelige temaer, og så kunne se, at når det er nogle særlige mennesker, der får lov til at have de følelser, så er det politisk«.
Først og fremmest ville han give mennesker, der normalt ikke har en stemme i dansk film, deres egen historie.
»Da jeg så ’Moosa Lane’ af Anita Hopland (dansk dokumentar fra 2022, red.), blev jeg meget rørt, fordi det var første gang, jeg så en film, der handlede om det sted i verden, jeg kommer fra. Altså det her sted imellem steder. Jeg var over 30, før jeg så en dansk film, jeg kunne spejle mig i – indtil da havde jeg ikke set en eneste skandinavisk-sydasiatisk film!«
»Jeg er glad for, at vi nu er flere, der kommer frem på scenen, som kan fortælle vores historier, for før i tiden, når jeg har gået i biografen, er jeg måske nok blevet rørt af en fortælling. Men jeg har undret mig over, hvor det Danmark, jeg kender, var henne«.
2000 casting-bånd
Da Nitesh Anjaan skulle finde sin hovedrolle, havde den nemme vej at gå været at finde en ung fyr i Danmark med indisk baggrund.
Men i stedet rejste han til Indien og endte med at vælge den nyuddannede Sandesh Bhndari. Det var alt besværet værd, mener instruktøren.
»Jeg ville gerne lave en stærk fiktion, som man bliver grebet af, men som samtidig har en følelse af er virkelig. I starten gik vi traditionelt til værks, hvor vi prøvede at finde nogle i Danmark med indiske rødder, og der var bestemt nogle, der var talentfulde, men der var helt intuitivt en følelse af, at det ikke var sandt«.
»Så jeg rakte ud til en af mine bekendte, som jeg havde mødt i Mumbai for mange år siden. Jeg spurgte ham, om han kendte nogle castere i Indien, og han sagde: Du skal snakke med Tess Joseph’, som blandt andet har castet ’The White Tiger’ og ’Lion’«.
Joseph var først svær at overtale, da hun normalt ikke laver debutantprojekter, men efter at have set Anjaans dokumentarfilm kom hun om bord.
Anjaan var gået i gang med at prøve at caste selv og havde forsøgt at finde en hovedrolle uden skuespilerfaring, men det talte Joseph ham fra. Hun mente, at han som uprøvet spillefilminstruktør ville gøre klogt i at finde en trænet skuespiller til rollen.
Herefter fulgte en lang proces, hvor op mod 2000 casting-bånd blev barberet ned til otte skuespillere, som Anjaan tog til Indien for at arbejde med. Hurtigt var der ingen tvivl om, at Sandesh Bhndari var den rigtige til rollen. Han tilførte karakteren en naturlig værdighed, styrke og uskyldighed, fortæller instruktøren.
Det grundige arbejde håber Anjaan, at man kan mærke i filmen.
»Jeg håber, at folk går ud af biografen og føler, at de har lært sig selv og vores land lidt bedre at kende. At vi er her alle sammen, og at vi er her sammen«.
’Lucky’ har biografpremiere 26. marts.