Danmark vandt sensationelt en Oscar i nat

Danmark vandt sensationelt en Oscar i nat
Oscar-statuetten. (Foto: AMPAS)

Den danske dokumentar ‘Mr. Nobody Against Putin’ har vundet en Oscar lidt i klokken 2.30 her i nat.

Storfavoritten i dokumentarkategorien var ellers Netflix-filmen ‘The Perfect Neighbor’, men alligevel trak den danske film det længste strå med fortællingen om en russisk skolelærer, Pasha, der dokumenterer Putins indoktrinering af landets skolesystem.

Filmen er instrueret af amerikanske David Borenstein, der bor i København, og er produceret af danske Helle Faber. Det er første gang, Danmark vinder en Oscar i kategorien efter en række nomineringer til film som ‘Flugt’ og ‘The Act of Killing’ – med andre ord blev der skrevet dansk Oscar-historie!

Selvom Netflix ellers rullede det helt store og dyre kampagneapparat ud for den i øvrigt fremragende ‘The Perfect Neighbor’, var der altså større støtte til den presserende internationale historie. De seneste år er det da også de internationale fortællinger, der har domineret i kategorien med vindere som ‘Navalny’ og ’20 dage i Mariupol’.

Borenstein holdt en dundertale, hvor han betonede, at et diktatur starter med små handlinger af accept, men at selv en Mr. Nobody har et moralsk valg.

For at det ikke skal være løgn, var der også dansk islæt i vinderen for bedste korte dokumentarfilm.

Den pris blev vundet af ‘All the Empty Rooms’, som er executive produceret af den anerkendte producer Sigrid Dyekjær og har lyddesign af ligeledes danske Peter Albrechtsen.

Filmen handler om amerikanske skoleskyderier, og en mor til en niårig pige, der mistede livet i et skoleskyderi, var på scenen og talte rørende imod USA’s våbenlovgivning.

Der var også danske chancer i bedste fotograf (Dan Laustsen for ‘Frankenstein’) og bedste makeup og hår (Anne Catherine Saugberg og Thomas Foldberg for ‘The Ugly Stepsister’), men som ventet fik de ikke statuetter med hjem.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af