’The AI Doc: Or How I Became an Apocaloptimist’: Man mærker menneskehjernens begrænsninger, når man ser Oscar-vinders livlige AI-dokumentar
CPH:DOX. Oplysende, finurlig og filterløst personlig. Det er de tre energier, som instruktør Daniel Roher hyppigt skifter mellem i sin nye, CPH:DOX-aktuelle dokumentarfilm.
Manden bag Oscar-vinderen ’Navalny’ retter denne gang, i samarbejde med den spillefilmdebuterende instruktørkollega Charlie Tyrell, blikket mod det efterhånden allestedsnærværende fænomen kunstig intelligens.
Med ’The AI Doc: Or How I Became an Apocaloptimist’ har Roher inviteret et hav af eksperter ind i sit studie i baghaven for at svare på alle de mange spørgsmål, de fleste af os har om AI – ikke mindst angående fremtiden.
Perlerækken af medvirkende indbefatter både etiske rådgivere, forskere og tech-bosser. De største scoops er uden tvivl cheferne for tre af klodens fem førende AI-firmaer, herunder Sam Altman fra OpenAI. De to fraværende skikkelser er ikke så overraskende Elon Musk og Mark Zuckerberg.
Roher er en karismatisk og energisk interviewer, der ikke spiller klogere, end han er. Han er ikke bange for at sige, hvis han ikke forstår et udsagn, og holder sig heller ikke tilbage, hvis en forklaring lyder som »bullshit«.
AI-nybegyndere bliver holdt i hånden ved en indledende definition af kunstig intelligens. Her får vi blandt andet at vide, at intelligens handler om at kunne genkende mønstre i en større mængde data. Og på den front er AI ved at overhale menneskelig intelligens. Vi skal altså vænne os til i fremtiden at være superintelligente computere underlegne, lyder det småuhyggelige faktum fremsat af flere eksperter.
Som publikum mærker man undervejs ganske tydeligt, at menneskehjernen har sine begrænsninger. For filmen slynger et regulært overload af information vores vej, og klippetempoet er så hidsigt, at det er svært at tage alting ind.
Dog er filmen opdelt i tydelige kapitler, som svarer til Roher og filmens svingende attitude rettet mod AI. I selskab med de forskellige eksperter går instruktøren fra at frygte menneskets udslettelse til at være anderledes utopisk positiv i forventningerne til fremtiden. Han ender heldigvis et nuanceret sted midt imellem, godt hjulpet på vej af sin hustru Carolines kloge inputs.
Rohers privatliv fylder nemlig også en stor del i ’The AI Doc’. Instruktøren er særligt påvirket af, at han skal være far for første gang. For det får ham straks til at bekymre sig om, hvilken verden hans søn kommer til at leve i. Han beskriver helt konkret et »angstbjerg« af AI-relaterede fremtidsbekymringer, som han forsøger at bestige, spørgsmål for spørgsmål.
Filmen er lige ved at kamme over i en patosfyldt motivationstale rettet mod publikum, men i lige så høj grad mod Daniel selv. Man tilgiver dog, at der bliver smurt lidt for tykt på til sidst, fordi instruktøren viser så stor sårbarhed og giver så meget af sig selv.
Det glider også ret nemt ned takket været det livlige og gennemgående quirky visuelle udtryk, som særligt medinstruktør Charlie Tyrell har bidraget til. Han har nemlig været tovholder på en række animerede stopmotion-sekvenser, der både tager udgangspunkt i tredimensionelle papmodeller og i Rohers håndtegnede skitser.
Det førnævnte angstbjerg er selvfølgelig visualiseret. Det samme gælder diverse fremtidsscenarier, som fremstår mere eller mindre troværdige.
Uanset retningen er det en kendsgerning, at den teknologiske udvikling inden for AI går ekstremt hurtigt. Så hurtigt, at en ekspert vurderer, at ethvert eksempel i filmen, de er i gang med at lave, inden længe vil føles forældet.
Det er muligt. Men her i 2026 lykkes det ’The AI Doc: Or How I Became an Apocaloptimist’ at indkapsle de mange tanker – og følelser – som kunstig intelligens vækker i os alle.
Kort sagt:
’Navalny’-instruktør Daniel Roher er en energisk og pågående interviewer i personlig AI-dokumentar, som indkapsler alle vores fremtidsbekymringer og -forhåbninger om kunstig intelligens.