’Peaky Blinders: The Immortal Man’: Netflix-filmen skamrider kadaveret af ikonisk Cillian Murphy-serie

FILM. Selvom ansigtet er blevet mere markeret og håret mere gråsprængt, ligner han stadig sig selv. Tommy Shelby. Gangsterkongen af Birmingham.
Men tiden har ikke været venlig mod ham. I den nye Netflix-film spundet ud af successerien ’Peaky Blinders’ befinder vi os i 1940, og Tommy (Cillian Murphy) bor på et isoleret landsted, kun med håndlangeren Johnny Dogs (Packy Lee) omkring sig.
Der går dog ikke længe, før tosomheden bliver brudt i ’Peaky Blinders: The Immortal Man’.
Tommy bliver opsøgt af Kaulo, der er tvillingesøster til Zelda (Rebecca Ferguson i en dobbeltrolle), den afdøde mor til gangsterens førstefødte, Duke (Barry Keoghan).
Hun fortæller, at fremtiden er dyster for hans afkom, og som en anden Michael Corleone bliver Tommy nødt til at vende tilbage til det liv, han ellers havde lagt bag sig.
For junior har tumlebumlet sig ind i en sindrig nazi-konspiration, der går ud på at oversvømme England med falske penge, så økonomien kollapser. Altid seværdige Tim Roth gør en fin figur som skurken med det lidet skræmmende navn John Beckett, der får en mental krog i Duke.

Som altid i ’Peaky Blinders’-regi er vejen til det endelige opgør badet i blod fra skududvekslinger og tørre tæsk og denne gang også en håndgranat stoppet ned i skjorten på en rapkæftet soldat. Så langt, så godt.
Men … hvad skal vi egentlig bruge film-fortsættelsen til?
Da jeg i 2022 anmeldte sjette og sidste sæson af den ikoniske gangsterserie, spåede jeg derefter om, hvad den kommende film ville kredse om.
Der var flere oplagte muligheder. Blandt andet at Tommy ville tage hævn over de aristokratiske fascist/nazister, der havde narret ham til at tro, at han var døende – og at hans fætter Michaels kone (Anya Taylor-Joy) og hendes onkel (James Frecheville) ville komme efter gangsterkongen.
Og så gættede jeg på, at Tommys anden levende søn Charlie ville spille en signifikant rolle.
Well, kun det med nazister viste sig at holde nogenlunde stik i et plot, der ikke lever op til seriens niveau. Heller ikke selvom det er seriens skaber, Steven Knight, der har skrevet manuskriptet, og at filmen er instrueret af Tom Harper, som dirigerede tre afsnit af serien.

Alt er blevet forvredet i en negativ retning. Selv Nick Caves groovy hymne ’Red Right Hand’ har fået en ny version, der trods fine momenter i sidste ende efterlader én med lyst til at høre originalen. Sådan er det generelt med de utallige cover-numre, der optræder i ’The Immortal Man’.
Filmen er flot iscenesat, og især én scene, hvor Tommy rider på en hest igennem Birmingham, og en heftig shootout med Beckett er betagende og cool. Det er dog stadig kun et lille trin over en standard BBC-produktion til tv.
Som altid i ’Peaky Blinders’ handler det om familie. Det bliver i denne omgang smurt så tykt ud, at selv Vin Diesels overforbrug af ordet »family« i ’Fast & Furious’-filmene virker mådeholdent.
Tommy angrer over ikke at have været en god nok far for Duke, og sønnike er sur over, at farmand ikke var der for ham. Der er ingen tvivl om, hvor det skal bære hen, og det er kun, fordi Murphy og Keoghan er så dygtige skuespillere, at man akkurat accepterer melodramaet.
Det står dog klart, at ’Peaky Blinders: The Immortal Man’ ikke er den film, der udødeliggør The Shelbys i populærkulturen. Den skamrider snarere kadaveret af en fantastisk serie.
Kort sagt:
Netflix-filmen ’Peaky Blinders: The Immortal Man’ er et stykke metervare, som den ikoniske gangsterserie ikke havde fortjent.