Kim Gordon ‘Play Me’
Det vakte opsigt, da Sonic Youth-bassisten Kim Gordon for to år siden – som 70-årig – revitaliserede sin lyd med et industrielt trap-album, der havde mere tilfælles med Playboi Carti end med rockmusik i nogen traditionel forstand.
Mindst lige så opsigtsvækkende var det, at resultatet – det brutale, men iørefaldende ’The Collective’ – var intet mindre end et mesterværk. På sit nye album, ’Play Me’, fortsætter Gordon, hvor hun slap på ’The Collective’, men føjer nye facetter til sit eksperimentelle hiphop-univers.
Der er elementer af jazzrap og 90’er-klingende boom bap på det knitrende titelnummer, mens sange som ’Black Out’ og ’Dirty Tech’ eksperimenterer med autotunede vokaliseringer og melodiske synth-figurer, der kunne høre hjemme hos Travis Scott. Andre steder får de støjrockede elementer lov til at fylde mellem de buldrende 808’s og hektiske hi-hats.
’Play Me’ føles som et mindre monumentalt værk end forgængeren, men Gordon lykkes fortsat med stort set alt, hun forsøger.
Produktionerne er kreative og Gordons sans for hooks dybt idiosynkratisk. Hendes på én gang fraværende og intense levering er stadig gribende, mens hendes ramsaltede lyriske betragtninger om det moderne teknologisamfund om muligt føles endu mere vedkommende.
Og så har hun bare en aura, man kun kan drømme om at imitere. Der findes næppe en sejere person.
Zoumer ‘E.A.L. (Euro Arab Lovergirl)’
På sit nye album mestrer dansk-algeriske Zoumer noget yderst vanskeligt: at fremstå som et uudgrundeligt og totalt utilnærmeligt enigma, men samtidig være propfyldt med personlighed – både at være distanceret og fuldstændig til stede.
’E.A.L. (Euro Arab Lovergirl)’, lyder albummets titel, der på én gang er en selvkarakteristik, mytemageri – man forestiller sig både en Tarantino-skurk og en Bond-babe, når man hører titlen – og en ret rammende beskrivelse af musikken.
Albummet befinder sig i et konstant spændingsfelt mellem intim, forførende artpop, kantet electroclash og arabisk-klingende instrumentale ekskursioner, og universet – storbysejt og usædvanligt billedrigt – er ret berusende at opholde sig i.
Først og fremmest fordi alle sangene uden undtagelse gemmer på små melodiske genialiteter, der bider sig fast. Men også fordi Zoumer ofte er vildt sjov.
Som på ’Euro Trash Girl’, en samling af erindringer, observationer og strøtanker, hvor en anekdote om en pige, der har en siameserkat, foranlediger Zoumer til pludselig at begyndte at miave.
Robyn ‘Sexistential’
Efter næsten et årti, hvor den svenske popdronnings indflydelse på populærmusikken kun er blevet tydeligere år for år, har Robyn langt om længe serveret os en portion af den ægte vare.
Resultatet er ‘Sexistential’, et album, der »sitrer af nysgerrighed, liderlighed, forelskelse og ekstase«, som Soundvenues Sofie Kock Aukdal formulerer det i en femstjernet anmeldelse.
»Blandingen af seksuelt og eksistentielt begær er kernen på ‘Sexistential’. Selvom der bliver sunget om onenightstands midt i IVF-behandlingen på titelsangen, lader det at føle sig sexistential til at være et begejstret og sultent syn på sig selv og sin plads i verden, mere end det handler om liderlighed per se«, skriver hun blandt andet.
Grace Ives ‘Girlfriend’
Allerede på sit minimalistiske, soveværelsesproducerede debutalbum, 2019’s ’2nd’, gjorde New York-baserede Grace Ives sig bemærket blandt det Pitchfork-læsende segment af musiklyttere, mens efterfølgeren – 2022’s storroste og væsentligt mindre lo-fi ’Janky Star’ – med rette kan kaldes hendes gennembrudsalbum.
Grace Ives var altså næppe et ubeskrevet blad inden udgivelsen af hendes nye, fremragende album, ’Girlfriend’. Alligevel føles albummet som et af de øjeblikke, hvor en indiemusiker pludselig træder i karakter som frembrusende fuldblodspopstjerne i fri dressur.
Både ambitionsniveauet, lyden, omkvædene og følelsesregisteret er på ’Girlfriend’ lige så storslået, dramatisk og viltert, som hovedpersonens lyserøde hårpragt ser ud på albumcoveret.
Det er svært ikke at blive mindet om en nyklassiker som Lordes ’Melodrama’, når man hører, hvordan Grace Ives lader store katarsiske følelsesudkrængninger blive båret frem af lige så katarsiske eksplosioner af poppet melodiøsitet.
Tag blot et højdepunkt som den episke ’2 Fire’, hvor et smerteligt, angstfyldt selvportræt – »I’m blue as a match, I’m unkempt, unattached / I’m the shadow of a girl who’s just doing her best« – kanaliseres ud gennem euforiske 2-steprytmer, der peger direkte mod dansegulvet.
Melodi Ghazal ‘Idol Melodies’
»Fortæl mig ikke om sirupssødme og perlesukker, for jeg får min sukkerlyst stillet af dine læber«, lyder en dansk gendigtning af en linje fra den persiske 1300-talsdigter Hafez.
Man kommer til at tænke på den store nationalpoet, når man hører dansk-iranske Melodi Ghazals debutalbum, ’Idol Melodies’, for lydbilledet er så sanseligt og forførende, at man uvægerligt får lyst til at bruge ord som sirupssødt og månesmukt, at tale henført om fløjtens fortælling, harpens sang, jasminblomsternes tid, paradistræets skygge og piletræets skælven.
Vi befinder i et triphop-inspireret r’n’b-univers, der peger tilbage på både Sade og Portisheads mest melodiske stunder.
Og især det meditative åbningsnummer og den hypnotiske ’Miracle’ minder med deres varme, langstrakte synth-flader, dramatiske percussion og intime, følsomme vokalpræstation en hel del om den lyd, Madonna definerede med sin storslåede hitsingle ’Frozen’.
Resultatet er en musikalsk drømmeverden, man ikke vil vågne fra igen.
Underscores ‘U’
Den amerikanske hyperpop-connaisseur Underscores aka April Harper Grey har over det seneste år gjort sig yderst bemærket gennem samarbejder med navne som Danny Brown, Yaeji og Oklou.
På sit vilde sansebombardement af et album ‘U’ lever hun mildest talt op til hypen. Her er tale om et genrebrydende album, der ofte føles som et tværsnit gennem de sidste 20 års popmusik.
»Med stor teknisk overlegenhed trækker Grey på nogle af de største popslaskere fra midt-00’er-album som ’Blackout’ af Britney Spears og ’Shock Value’ af Timbaland. Samtidig holder hun fast i de hovedkuldse sanse-overloads, som vi kender fra 2010’ernes hyperpop, og hun lader os heller ikke glemme, at Underscores trods alt begyndte som et dubstep-projekt på SoundCloud. Til tider bliver det helt Skrillex-agtigt«, skriver Soundvenues Andreas Darger blandt andet i sin femstjernede anmeldelse.
Vil du have mere? Tjek også de bedste album, vi hørte i sidste måned.