KOMMENTAR. Der har været en tom plads på DR, siden ‘Tæt på sandheden’ forlod skærmen i 2025, der viste sig som et decideret annus horribilis for tv-satire i Danmark.
»Måske var det den nødvendige nedbrænding, der kan bringe reel fornyelse med sig i 2026?«, spurgte jeg ved årets udgang i håb om, at vi ikke bare ville få det samme igen, men måske noget nyt.
Nu har vi svaret. For der foregår mange ting i ‘Kommissionen’, men fornyelse er ikke en af dem. Faktisk er der så akut en mangel på vovemod, at det ville være en skam at kalde det DR’s nye satiresatsning.
Tværtimod lader den bærende idé at være: Hvad hvis vi lavede ‘Tæt på sandheden’, men mere bøvet? Hvor ambitionsniveauet er at give folk »et lille tilbageblik på ugen« med »politik, alt muligt gøgl«, som det lyder i programmets første sekunder.
Det frugt, der lå på gulvet …
I værtstolen sidder Simon Talbot som tovholder for en art nyhedssatire, der lefler så meget for laveste fællesnævner, at man har DR mistænkt for selv at have opfundet den i pædagogisk iver efter at nå »bredt ud«.
Den første joke går på, hvorfor lige denne danske komiker har fået jobbet? Han var såmænd den eneste, der klarede baggrundstjekket: »Beklager Huxi, sorry Frank, vi ses på klubben Remse«.
Det er rimelig sigende, at programmet ikke engang i sin egen forestillingsverden kan finde på en rigtig sjov grund til, hvorfor de har valgt noget så ukontroversielt som en hvid mandlig komiker, hvis eneste afvigende træk er, at han afviger lidt fra den intellektuelle bedrevidenhed, der normalt kendetegner værtsrollen.
Simon Talbot udfører præcis det stykke arbejde, han er blevet hyret til. Problemet er nærmere, at han som frontmand repræsenterer et program, folk ikke kan slå sig på.
‘Kommissionen’ kan heller ikke gøre for, at de kommer allersidst til den sidste måneds ædegilde af politisk idioti. Men derfor behøver de ikke plukke de absolut lavesthængende frugter.
I en joke om Liberal Alliance-udsmidte Cecilie Liv Hansens pusherkæreste er punchlinen, at Simon Talbot også vil har en kriminel kæreste, hvilket illustreres med et photoshoppet billede af værten sammen med Linse Kessler. Befinder vi os i et sløjt afsnit af ‘Dybvaaaaad’ fra 2014? Har forfatterholdet bare samlet noget frugt op fra gulvet?
En voksen mand falder
‘Kommissionen’ får meget foræret, siden Danmarks politiske landskab er så åbenlyst komisk, at det mest er Kåre Quist, der leverer grinene i et klip fra TV Avisen.
Derudover har holdet fundet en lille udkantsperle i historien om den fejlbehæftede cykelsti på Storstrømsbroen, der har fået en mand i en kabinecykel til at brokke sig, men her er vi også et sted på joke-skalaen, hvor man når langt bare med at pege.
Alligevel ødelægges det, da sekvensen sluttes af med en filmet sketch med Niklas Daniel Patrick Jakobsen som brounderlagsekspert »Mads Falt« (…), der ruller rundt på en legetøjsmotorcykel og en kælk. Hvis man synes, det er sjovt at se en voksen mand falde, kan man få ‘Kommissionen’ for sig selv – eller se nogle gamle TV 2 Zulu-programmer.
Generelt bidrager holdet omkring Talbot ikke for alvor med noget, der føles hverken nyere eller friskere end ham selv.
I stedet for at spille ind i komiker Mikkel Klint Thorius’ eksisterende talent har man valgt at klæde ham dårligt ud som virkelighedens Christian Honoré, baggrundstjekker i Borgernes Parti, med et resultat, der med nød og næppe kunne gå som skolekomedie.
Hvorfor overhovedet holde fast i ‘Tæt på sandheden’s revyelement, hvis man gerne vil se fremad?
Gennemkneppet Céline Dion-sang
Signe Molde kigger forbi og er med sin kendte persona leveringsdygtig i den provokation, resten af programmet mangler. Men selv det er forudsigeligt. »Lille, kønne ufarlige dig«, kalder hun Simon Talbot og udstiller dermed hele ‘Kommissionen’s problem.
Værre går det, da hun spørger: »Hvad er det med jer unge mennesker?«. Det er nemlig svært helt at forstå, om præmissen for sketchen er, at 39-årige Simon Talbot skal forestille at tilhøre en ung ukoncentreret TikTok-generation? Eller om det i sig selv er en form for skør komik, at ingen af deres roller rigtigt giver mening?
Her kan jeg godt blive i tvivl om, hvorvidt ‘Kommissionen’ selv tror, det tager sig ud som et ungt program med sine AI-genererede slop-memes, sine ‘Robinson’-jokes og gendigtning af verdens mest komisk gennemkneppede Céline Dion-sang til »don’t wanna be, all Lars myself«? Men jeg er også gammel nok til at kunne huske en anden viral version, hvor den samme joke blev sunget med teksten »Obama’s Elf«.
Hvis man gerne vil være visionsløs, kan man i det mindste gøre det ordentligt.
Siden ‘Tæt på sandheden’ forlod skærmen, har der manglet en værdig afløser til satiren på DR. Det gør der desværre stadig.
‘Kommissionen’ kan ses på DRTV.
