SÅ DU DET? En rød løber er som regel forbundet med glam, glitter og good looks, men i ‘Bachelorette’ betyder den sved, stress og skamløs selviscenesættelse.
Årets sicilianske udgave af programmet er ingen undtagelse. De 16 bejlere, der skal gøre kur til sygeplejersken Mie og podcastværten Sofie, tager erobringsmetoder i brug, som ikke engang Cosa Nostra kender til.
Kun to mænd lander i Danmark med en rose i bagagen, men alle 16 rejser hjem som nyslåede tv-personligheder. En sikker tilstedeværelse på den røde løber, og i programmet generelt, er adgangsgivende til en nasty sommer hjemme i Danmark. Med et trylleslag bliver bejlerne de ombejlede. En mand kan med sin deltagelse i ’Bachelorette’ faktisk opnå så meget anseelse, at det bliver et scoretrick at tage en ølbong med røvhullet.
Derfor har jeg holdt ekstra godt øje med mændenes første forsøg på at bejle den op fra slap.
Et fåtal af årets bejlere har ladet arbejdet ligge derhjemme. I stedet har de taget det med på den røde løber.
I en præstation, der går over i programmets historie som både besynderlig og finurlig, finder vi Michael. I bedste pantomimestil går den 31-årige skraldemand i gang med at udføre sit arbejde på den røde løber.
Det er et topakavet forsøg på at bryde isen, men samtidig får han en stjerne i min bog for at have et arbejde, der kan mimes. Det var nemlig blevet cand.merceligt, hvis papirnusserne med McKinsey-titler havde forsøgt sig med samme manøvre.
Programmets Clark Kent-variant – Oliver med »den sjove grønne brille« – kan af flere årsager ikke gøre som Michael. Dels har han sagt op i en »større it-virksomhed« for at gå fuldtid som bejler. Dels har han et CBS-lektorat i baghånden.
Da han får Sofies første rose, synes han, at han »tager noget fra de andre«. Tough luck, Superman, programmets præmis er, at du skal vinde kvindernes gunst ved at være frækkere end de andre lads.
De varme hænder var også til at spotte ved datingens svar på en ’X Factor’-audition. Pædagogmedhjælperen Sigurd vil lære damerne at spille på tromme, læreren Søren puster sæbebobler, og den lærerstuderende Laurids har lavet en gigantisk nipnapper. Det var kun de sydlandske varmegrader, der afholdt dem fra at tage hønsestrik på.
»Har I nogensinde prøvet det før, lige at sidde på en første date og få en pøls’ stukket i hånden?« sagde Anders i umiddelbar forlængelse af, at han transformerede sine bukser til shorts, hev Trangia og pøls’ frem. Den form for outdoorliderlighed bliver belønnet med en rose.
For at nedbringe risikoen for at sige noget dumt nøjes Carl Emil med at se dum ud. Iført brudekjole blev han dating-viet med de to kvinder uden selv at sige et ord. Som jeg husker vielsesritualet, skal der være samtykke fra begge parter, men i hans polyamorøse fortolkning er vielsen en kombination af tvang og tavshed.
Mie og Sofie virker som en castingsucces, der kan stå distancen. Nervøsiteten var sekundær, og de modtog alle gaver med et smil. Selv til Jaspers deepfake-parringsprompt havde de en grimasse, der kunne passe.
Det tegner lovende for resten af sæsonen – især med værste akt overstået.
