Taylor Kirk, forsanger og sangskriver i det canadiske indieband Timber Timbre, døde i sidste uge. Det oplyser hans pårørende i en pressemedelelse.
Timber Timbre gjorde sig i slutningen af 00’erne bemærket for deres atmosfæriske, film noir-inspirerede fortolkning af folk og americana, der lød som taget ud af ‘True Detective’. Især Kirks lyse, næsten androgyne klang gjorde bandets lyd til noget unikt i indie-landskabet.
Bandet debuterede i 2005, men fik først et internationalt gennembrud i 2009 med deres selvbetitlede tredje album, som høstede betydelige anmelderroser.
Deres største succes blev 2014-albummet ‘Hot Dreams’, som Soundvenues anmelder tildelte seks stjerner.
»Man suges uvægerligt ind i universet, og Timber Timbre har med ‘Hot Dreams’ begået en exceptionel all killer no filler-bedrift. Et album fyldt til randen med stemning, som videreudvikler og perfektionerer et i forvejen stærkt originalt udtryk«, lød det dengang.
Bandets sidste album blev 2023’s ‘Lovage’. Taylor Kirk blev 44 år gammel.
