Det begyndte ellers at se ganske lovende ud for den kommende fjerde sæson af HBO-serien ’The White Lotus’.
Den sydfranske riviera og filmfestivalen i Cannes var blevet bekræftet som sæsonens primære lokation, og et spændende cast bestående af navne som Vincent Cassel, Steve Coogan og de seneste tilføjelser med svenske Frida Gustavsson og norske Tobias Santelmann lød lovende. Og så selvfølgelig Helena Bonham Carter, der må siges at have været det absolutte hovednavn på rollelisten.
Men det er hun ikke længere, for den britiske stjerne har noget chokerende forladt optagelserne omkring en uge efter, at man begyndte produktionen i Frankrig, skriver Deadline.
En talsperson fra HBO udtaler, at det »var blevet åbenlyst, at den karakter, som Mike White havde skabt til Helena Bonham Carter, ikke fungerede på set. Rollen er derfor blevet gentænkt, bliver genskrevet og bliver gencastet i de kommende uger. HBO, producerne og Mike White er kede af, at de kommer til at arbejde med hende, men forbliver fans og håber meget på at kunne arbejde med den legendariske skuespiller på et andet projekt snart«.
Det er altså en markant streg i regningen for ’The White Lotus’-holdet med tanke på, at Bonham Carter efter sigende var Mike Whites største ønske til den fjerde sæson.
Det forventes, at man fortsætter optagelser så vidt muligt og altså forsøger at komme udenom den manglende karakter, indtil denne er blevet klar med en ny skuespiller. Hvornår, det bliver, står endnu uklart, men premieren må stadig formodes at blive i 2027.
