10 bøger vi vil læse i denne måned: Tradwife i fedtefadet, berliner-hipsterism og en tur tilbage til folkeskolen, gys

Det er tid til casual læsning på fortovscaféer som en anden forårskåd pariser. Maj byder på både en dansk, amerikansk og en irsk debutant, og naturens, kapitalismens (suk) og jalousiens kræfter er på spil.
10 bøger vi vil læse i denne måned: Tradwife i fedtefadet, berliner-hipsterism og en tur tilbage til folkeskolen, gys
Nanna Storr-Hansen. (Foto: Sara Galbiati)

Den lille tradwife på prærien

‘Yesteryear’ af Caro Claire Burke

Plottet lyder tæt på genialt. Romanen handler om en momfluencer med fem børn på en ranch i Idaho. Millioner følger med i, hvad New York Times beskriver som hendes »’Det lille hus på prærien’-cosplay« med økologiske grøntsager og fritgående høns. Behind the scenes er virkeligheden bare en anden. I køkkenet står hightech maskiner, og hovedpersonen har både producer og barnepiger.

‘Yesteryear’ af Caro Claire Burke. (Foto: Knopf Doubleday Publishing)

Her kommet cluet: En morgen vågner vores (anti)heltinde op, og af en eller anden mystisk grund er året 1855. Er livet som ægte tradwife så romantisk, som vi går rundt og fortæller os selv? Spoiler alert: næppe.

Amazon har allerede sikret sig filmrettighederne, og det er Anne Hathaway, der skal producere og spille momfluenceren fra helvede. »Det er de simple ting i livet, der er de ægte«, som de siger i ‘Det lille hus på prærien’. Let’s see about that.

Er udkommet på engelsk på Knopf Doubleday Publishing.

Ich bin ein Berliner (okay?)

‘Perfektioner’ af Vincenzo Latronico

‘Perfektioner’ var sommerens bog sidste år, men for os, der har ventet på den danske oversættelse, kan den passende blive det i år.

Italienske Vincenzo Latronico er født i Rom, men jeg skal satme love for, at han flyttede til Berlin i nullerne. Han har nemlig skrevet den lille store roman om post-murens-fald-Berlin, og den engelske oversættelse blev shortlistet til den internationale Booker Prize sidste år.

‘Perfektioner’ af Vincenzo Latronico. (Foto: Turbine)

Anna og Tom er italienere og arbejder i den såkaldte “kreative branche” som grafisk designere. De flytter til Berlin omkring årtusindeskiftet, og ja … så sker der faktisk ikke mere. »Hollow hipsterism« kaldte The Guardian den stemning, som bogen indkapsler.

Romanen fortæller om gentrificeringen af Berlin, om sociale medier, gallerier, saloner, expat-miljøet – som alle taler om, men ingen vedkender sig – om moralske komplekser og om rigtigt mange planter i en lejlighed.

»Min seksualitet er defineret ud fra billeder, jeg har set af folk, der har sex«, siger forfatteren selv i et interview, og det handler bogen tilsyneladende også om: at definere selvet ud fra ens feed.

Udkommer 21. maj på Turbine.

Pyramidespil af smerte

‘Enden er nær’ af Jamal Bendahman

Jamal Bendahman, der er født i Marokko, debuterede med den roste roman ’Ash-Shaheed [Vidnet]’ i 2019, og så har der været radiotavshed siden. Nu er han tilbage – også på Instagram – med lanceringen af ‘Enden er nær’.

‘Enden er nær’ af Jamal Bendahman. (Foto: Gladiator)

Hvis ikke titlen var dyster nok i forvejen, så handler den efter forfatterens eget udsagn om »en verden uden fremtid,« og om, at vi »alle indtager en position i dette pyramidespil af smerte«. I romanen møder vi Amir, der gerne vil være »en stor mand i denne verden«. Han er opvokset i Brøndby Strand og læge på Rigshospitalet.

I et syv år gammelt interview siger forfatteren, at han »ikke rigtigt tror på faste idealer og budskaber«, men i stedet tror, at alting er i bevægelse. Jeg fornemmer, at mantraet gælder endnu, og at intet er sort-hvidt i Bendahmans forfatterskab.

For Soundvenues anmelder Therese Thim satte romanen sig lige i solar plexus med sit »uhyggeligt stærke sprog«.

Er udkommet på Gladiator.

Hjemme – ude – langt ude

‘Skyggen af Gry’ af Viggo Bjerring

Om Viggo Bjerring tillader jeg mig at bruge et ellers dødirriterende begreb, nemlig “unik”. Med sine to romaner om hjertet, ‘Verdenshjertet’ og ‘Hjertets geometri’ slog han sit brand fast: Danmarks filosofiske sci-fi-forfatter.

‘Skyggen af Gry’ af Viggo Bjerring. (Foto: Ekbátana)

I bøgerne møder vi ofte en relativt almindelig fyr, der så rammes af et point of no return på tværs af tid og/eller rum. Romanerne er dybt komplekse og charmerende lette, og nu er den tredje på gaden. Denne gang er det den halvpsykopatiske psykolog Alex, der ved et tilfælde møder en kvinde, der kan se ind i fremtiden.

Bjerring har udtalt, at hvor en dannelsesroman ofte har strukturen ”hjemme – ude – hjemme”, så arbejder han nærmere med ”hjemme – ude – langt ude”.

Soundvenues anmelder Tobias Viftrup Cramer blev revet med og var »nødt til at læse bogens sidste 100 sider i ét hug« for at få ro.

Er udkommet på Ekbátana.

Ensomheden på den anden side

‘Pornhub og paradis’ af Sevinç Uludağ

Lad jer ikke narre af den både kække og mundrette titel. Det er ingen dans på roser, når Sevinç Uludağ debuterer med en digtsamling om splittelsen i at være dansk-kurdisk.

‘p o r n h u b og paradis’ af Sevinç Uludağ. (Foto: Lindhardt og Ringhof)

»Forventninger og regler gør det svært for jeget at være sig selv«, skriver forlaget om bogen. De skriver også, at den handler om »ensomheden på den anden side af at have fundet sine egne ben i verden«.

Den 22-årige forfatter virker ret badass og har trods sin unge alder allerede deltaget i flere debatter om blandt andet danskhed. Det tegner godt for digtsamlingen og forfatterskabet fremadrettet!

Udkommer 21. maj på Lindhardt og Ringhof.

Helene Fenger Franch. (Foto: Lea Meilandt)

Scary nostalgi

‘Drude’ af Helene Franch

Vi er midt i et forrygende debutantår, og med en pastelblå roman med titlen ‘Drude’ kommer nu også Helene Franch på banen. »Hjerteskærende og dæmonisk«, kalder forlaget den, så langt så godt.

‘Drude’ af Helene Franch. (Foto: Gutkind)

Bogen handler om syv-årige Drude, der meget mod sin vilje skal overnatte hjemme hos alkoholiserede mormor og Moffe, mens moren er i byen. Hun forsøger at gemme sig, træder gennem et klædeskab og ind i en snedækket verden. Wait a minute, det lyder da bekendt? Fra forfatterens egen Instagram får jeg den bonusinfo, at Drude i romanen også ser Narnia på vhs. Det giver mening.

I denne måned deltager forfatteren i et event om nostalgi, der stiller spørgsmålet: »Er nostalgien kun god, eller er den også uhyggelig?« Der tegner sig et magisk og scary billede af børnefantasi. »En skønne dag bliver du gammel nok til at begynde at læse eventyr igen«, som C.S. Lewis skrev i ‘Fortællingen om Narnia’. Er den dag nu?

Udkommer 22. maj på Gutkind.

Én dag, én by

‘Ruth & Pen’ af Emilie Pine

Irske Emilie Pine vandt enhver twentysomethings hjerte med essaysamlingen ‘Noter til mig selv’ fra 2018. En håndfuld år senere kom den skønlitterære debut ‘Ruth & Pen’, der lige om lidt findes på dansk også. Skabelonen kender vi i forvejen: Én dag, én by, to kvinder. It’s giving ‘Samme dag næste år’ og ‘Mrs. Dalloway’. Naturligvis også Joyces ‘Ulysses’, fordi byen er Dublin.

‘Ruth & Pen’ af Emilie Pine. (Foto: Vinter)

Ruth og Pen kender ikke hinanden. Den ene er midt i en ægteskabelig krise, og den anden midt i at blive voksen. Et meget stærkt essay i ‘Noter til mig selv’ handler om barnløshed, og det tema går igen i romanen. Her er det karakteren Ruth, der ligesom Pine selv, savner de børn, hun aldrig fik. Romanens anden hovedkarakter Pen er teenager, og her trækker Pine også på egne minder.

Romanen er ikke en toer til vores elskede ‘Noter’, men det lyder som om, det næsten får lov at føles sådan.

Udkommer 5. juni på Vinter Forlag.

Kend dig selv

‘Body Double’ af Hanna Johansson

Da ‘Body Double’ udkom i Sverige faldt anmelderne i svime. Uimodståelig, mesterlig, utroligt vellykket, skrev de og kaldte den en thriller, en konstrueret spejlsal og en filosofisk kærlighedsroman.

‘Body Double’ af Hanna Johansson. (Foto: Alhambra)

Nu kan vi også læse om Naomi og Laura på dansk, der lærer hinanden at kende, fordi den ene ved en fejl (eller var det nu også det?) tager den andens jakke fra en restaurant. I samme by ernærer en mystisk ghostwriter sig ved at skrive folks livshistorie for dem, men kun én gang, så man må hellere fortælle det hele, mens man har chancen. I krydsilden mellem de to plottråde, starter en kærlighedshistorie, en forvikling og en masse ture med undergrundsbanen.

»Jeg var konstant forvirret, men jeg ved godt, det er meningen,« skriver en bruger på Goodreads. »Gåsehud!!!« skriver en anden. »Kend dig selv«, stod der over templet i Delfi, og held og lykke med det mantra, mens du læser denne bog!

Er udkommet på Alhambra.

Vold og venneforelskelser

‘Drenge’ af Duncan Wiese

Duncan Wiese er klar med sin fjerde digtsamling. Særligt den seneste, ‘Kirsebærplukkerne’, om faderskabet gjorde indtryk på skribenten her, hvilket jo er et godt udgangspunkt. I mellemtiden har forfatteren fået tre børn, og han har udtalt til Heartbeats, at den manglende tid til at skrive faktisk er et effektivt benspænd: »Der er ikke tid til at fedte med det, på den måde kan jeg godt skrive tre ok digte på 45 minutter. Det kunne jeg ikke før«. Lovende for fremtiden!

‘Drenge’ af Duncan Wiese. (Foto: Gutkind)

‘Drenge’ er netop udkommet, og her er farens blik igen en drivkraft. »Et af børnene skal begynde i skole, og det sender digterjeget tilbage til sin egen skoletid«, skriver forlaget. Hvis den danske folkeskole ikke er en god motor for et »brutalt og følsomt« værk, som forlaget kalder digtsamlingen, så ved jeg snart ikke.

»Vold og venneforelskelser,« er to andre buzzwords fra bagsideteksten, det er jo nærmest, så man kan dufte det.

Er udkommet på Gutkind.

Et magtfuldt væsen

‘Græsenke’ af Nanna Storr-Hansen

Denne utroligt smukke bog med et maleri på forsiden af den såkaldte bøgeskovens maler (cute) P.C. Skovgaard er noget så særligt som Nanna Storr-Hansens romandebut. Efter fire anmelderroste digtsamlinger udkommer hun med en roman om en præstegård i en landsby.

‘Græsenke’ af Nanna Storr-Hansen. (Foto: Gyldendal)

Præsten er ofte væk, fruen er græsenke. Hun drages mod naturen, hvor der (åh-åh) gemmer sig et »magtfuldt væsen, som trækker hende til sig«. Faktisk tror man allerede på bogen, når man ser pressebillederne, hvor forfatteren ligger i en frodig natur, der også trækker én til sig. Som en der har fulgt Storr-Hansens karriere (og helt vildt naturskønne Instagramliv?) siden debuten ’Spektakel’i 2017, er det nervepirrende spændende at se talentet udfolde sig i en roman.

For lige at komme i stemning, vil jeg gengive et par highlights fra, da forfatteren skrev i Information om, hvad hun holder af og ikke holder af: Hun elsker Björk, havdyr og Sweet Natural Living. Hun elsker ikke skodsøvn, den vej, tingene går, eller at gøre alting på én gang.

Udkommer 28. maj på Gyldendal.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af